Ethvert TV-program har et ansigt, der tegner programmet og ofte får æren. Men bag programmet er der altid en hjerne og en masse mennesker, som aldrig får den kredit, de fortjener. En af de største på min gamle arbejdsplads TV 2 rejste til himlen i onsdags. Min tidligere tv-kollega Lotte Thor og jeg mødtes i går ved Gentofte kirke med kaffe og gravøl for at mindes og sige farvel til en mand, som har en helt særlig plads i vores hjerte. Og en ting var vi enige om: Sig det før det er for sent!

Store stjerner gør sjældent stort væsen af sig

Ole Henriksen, som vi husker ham…
Foto: Carsten Reenberg

Ole Henriksen var i mange år vores nærmeste chef på TV 2 Sporten i Odense. Han ‘opfandt’ os begge som helt unge tv-værter, og fik på den måde afgørende betydning for vores karriere og liv.  Og dig, der sidder og læser disse linjer, kan takke ham for mange store udsendelser på TV2 sporten og Nyhederne.

Han var ikke bare en fantastisk chef, men en knivskap journalist og TV-mager, som havde den der udefinerbare fingerspitz-geful, som kun få har. Han komponerede programmer, som var det et stykke musik. Og forstod præcis, hvad seerne ville have.

Personligt lærte Ole mig ALT. Han ansatte mig på mit glatte ansigt til temmelig uortodoks ansættelsessamtale på en Italiensk restaurant på Frederiksberg i februar 1988. Vi mødtes en søndag aften blandt spisende middagsgæster han, jeg og den daværende TV2 sportschef Jørgen Steen Nielsen. De manglede en kvindelig medvært til Morten Stig Christensen, som var hyret som det mandlige ansigt på den nye kanal.

Pludselige trækker Ole Henriksen et krøllet stykke papir op af lommen og spørger mig: ’Kan du læse?’ Jeg tog papiret og gik på toilettet og øvede mig. Gik tilbage til bordet, og læste mit første sportstelegram op ever blandt pizzaer, rød og hvidternede duge og chiantiflasker med stearinlys. ’Det lyder da meget godt! Hvornår kan du starte?’ Og sådan blev mit liv vendt op og ned på et splitsekund.

Han ku’ slippe af med et ’Lille skat’

Vores allerførste Sport i 2’eren studie i 1988.

Ole Henriksen opfandt en af TV2’s allerstørste succeser: Søndagsprogrammet Sport i 2’eren, som lagde gaderne øde søndag efter søndag. Med underholdning, sport og publikum i studiet skabte han en hybrid, der ikke var set i før dansk sports TV.

Vores gamle chef var både vild og vanvittig, kreativ og kærlig. Han beskyttede og skærmede os, selv når vi havde kvajet os på skærmen. Han stod ofte op og gestikulerede sig gennem produktionerne. Han hev sig i håret og kunne råbe ’let så røven kælling’ såvel som – ’det var fan’me godt lille skat’. Og han slap afsted med det, fordi han var den, han var. Og han mente det i øvrigt aldrig nedladende. Kun kærligt.

Han var sine ansattes ’mand’ og stolede på, at vi løste de opgaver, vi fik tildelt om det var Tour de France, OL eller tennis. Og i studiet blev han berømt for udbrud som: ’Standby til hvad som helst’, og det gjorde vi så – og det gik på fantastisk vis altid.

Sig det før det er for sent! 

Mine 2 chefer Ole Henriksen og Jørgen Steen Nielsen – og en ung kollega Nick Horup
Foto: Ukendt

Det er nogle år siden, at jeg mødte vores gamle chef. Jeg var med til hans afskedsreception på TV2 i Odense og fik mulighed for at sige et par ord.

Men som Lotte og jeg blev enige om i går: Hvor ville vi gerne have sagt et stort og kærligt TAK for den chance og tillid, vi fik. Ansigt til ansigt. Vi ville gerne have fortalt, hvor meget du har betydet for vores karriere og den livsbane, du førte os ind på.

Tak Ole – og god tur.

Vi skålede i gravøl i Gentofte og sang med på ‘Altid frejdig når du går’.