Boganmeldelse: Der er bøger, man kæmper sig igennem. Og så er der bøger, der er så fængende, at man ikke kan lægge dem fra sig. Sådan er Puk Elgårds Se mor jeg danser!

Lille, sjove Puk

Puk sendte mig bogen for nogen tid siden, og jeg vidste, at jeg skulle have tid og mental tilstedeværelse for at læse den. Jeg vidste jo, at den handlede om alkoholmisbrug og svigt i en familie, der kunne have været vores allesammens. Ikke en socialklasse 5 familie, hvor det stod i kortene, at det kunne eller måtte gå galt. Nej, en familie ramt af livets omstændigheder. Omstændigheden her var, da Puk’s søster døde som 7-årig. Før Puk selv kom til verden. Puk blev nemlig født som ‘erstatningsbarn’, som hun kalder sig selv. 9 måneder efter søsterens død af et forældrepar i sorg. En sorg der aldrig blev bearbejdet eller talt om – men dulmet af tavshed og alkoholmisbrug.

Alle mennesker har en historie. Alle mennesker har oplevet noget i deres opvækst, som sætter spor eller minder om svigt. Bare ikke i samme grad. Og som kapitlerne i Puk’s liv forsvinder for hvert blad, man vender i bogen, er man med på en rejse ikke kun i hendes liv – men også i ens eget.

Jeg følte, uden at sige for meget, at jeg var på en rejse gennem mit eget liv. Jeg grinede og græd og fik kvalme mange gange undervejs i bogen, der foregår i fortid og nutid og generøst er pyntet med fjer og billeder fra et kærligt men dysfunktionelt familieliv.

Klippen ved floden i New Mexico

Nutiden er Puk’s Earth Walk sammen med en gruppe indianerkvinder langt ude i den golde natur ved en flodbred i New Mexico. Her går Puk igennem sit liv på 4 dage guided af den kloge indianerkvinde Helena. Hun må ikke foretage sig andet end at tænke og udføre de ritualer, som hører en Earth Walk til. Hun skal igennem Barndommen, ungdommen og voksenlivet for at forstå, blive klogere og tilgive dem og det, der skal tilgives.

Og der er meget, der skal tilgives. Når man som Puk vokser op og er den, ‘der er den’ i familien. Den der tæller flaskerne i køleskabet (for at vide, hvor fuld far eller mor er, når man kommer hjem fra skole). Som bliver sendt ind på beverdinger sent om natten for at hente sin fulde far. Den, der pleaser og er sjov, fordi det er det, hun også kan. Så har man en livskuffert, der trænger til oprydning.

Jeg kender Puk og hendes bror Claus som de dejlige tv-kollegaer, de er. Og jeg ved, at det at skrive og udgive en bog, der er så privat, ikke er noget, man bare lige gør. At lægge sin familie historie eller måske snarere tragedie frem kræver mod og overvejelser. Og er samtidig udtryk for, at det er bidende nødvendigt – for selv at komme videre. Puk havde sin brors accept. Og forældrene er forlængst døde.

En fjer for barndommen, ungdommen og voksenlivet

Bogen er skrevet uden den mindste bitterhed og med stor kærlighed og rørende fortællinger om de forældre, der smadrede deres eget liv, og gjorde Puk og hendes bror til de mennesker, de er. Det tankevækkende er, at de begge har løftet sig derop, hvor de er og har været en del af en dansk tv-skat i årtier. Trods indre smerte og kampe (eller måske netop derfor) har de placeret sig sådan, at vi alle kender dem og ser dem. ‘Se mor jeg danser’.

Kære Puk.

Af hjertet tak for din historie. Den fik mig til at tænke. Måske skal jeg tage på en Earth Walk.