Der er mennesker og begivenheder, der for altid er med til at sætte dagsorden for vores liv. Nogle er tilfældige, andre helt bevidste, men fælles for dem er, at de skubber os i en retning, vi måske ikke havde valgt selv. I dag vil jeg fortælle om mødet der ændrede mit liv!

En meget ung udgave af mig selv – 27 år og ny på TV2. Foto TV2

Jeg var en yngre udgave af mig selv, da jeg en februardag i 1988 satte mig bag rattet for at tage til et møde på en restaurant på HC.Ørstedsvej i København. Jeg var et halvt år forinden kommet hjem efter 2 års udstationering i Stockholm, hvor jeg arbejdede for et sprogfirma og samtidig spillede ishockey.

Vel hjemme var jeg gået i gang med at læse på det, der dengang hed Handelshøjskolen i København. Min kurs var sat – jeg skulle være ’businesswoman’ og måske endda ud i verden og arbejde for en NGO eller sprogfirmaet, når jeg var igennem mine studier.

Men en telefonopringning en dag på jobbet ændrede alt. Gennem en god ven, der var formand for Danmarks Ishockey Union, blev jeg kontaktet af chefen for TV2 Sporten – Danmarks nye kanal, som endnu ikke var rullet over vores TV skærme, men som skulle i luften den 1.oktober 1988.

Om små 2 uger er det 30 år siden. Og jeg var en af de 2, der på selve premieredagen hilste danskerne velkommen i deres nye TV univers. Den anden var Samuel Rachlin. Han serverede nyhederne, mens jeg tog mig af de 5 minutters sport i slutningen af udsendelsen.

Samuel Rachlin i front som newsanchor – jeg sidder klar i baggrunden med Sporten! foto: TV2

Men tilbage til mødet, der ændrede mit liv. Jeg tog imod invitationen til jobsamtalen og ankom i god tid på restauranten. De to herrer (redaktionschefen og sportschefen) var lidt forsinkede. Og sommerfuglene voksede sig støt større i min mave, mens jeg ventede. De kom, og vi placerede os midt imellem de spisende pizzagæster ved et bord pyntet med rød- og hvidternet dug og det klassiske stearinlys i en brugt Chianti vinflaske. De to herrer var imødekommende – og ville vide lidt om min baggrund for journalistik og sport. Det første var relativt ubeskrevet – men sport og især ishockey vidste jeg noget om .

PÅ et tidspunkt spørger den ene mig: ’Kan du læse ?’ Jeg troede, han tog pis på mig. Men han trak derefter et stykke papir op af lommen. Det var et gammeldags Ritzau telegram, som handlede om et bokseresultat mellem en dansk og en tysk bokser. De bad mig læse det op for dem der midt i restauranten blandt klirrende glas og raslende bestik.

Det var stort at møde tennislegenden Bjørn Borg (ca 1990) Foto fra bogen ‘Bag Skærmen (All Over Press)

Jeg gik ud på dametoilettet og satte mig bag den lukkede dør og øvede mig lidt. Det var på den ene side helt skørt – og på den anden side tænkte jeg: OK, nu giver du den gas.

Jeg gik tilbage til bordet og læste det bedste, jeg kunne. De to herrer kiggede på hinanden og sagde: ’Det lyder sgu da meget godt’. Derefter spurgte de, om jeg kunne starte den 1.marts, og om jeg ville være tilfreds med 20.000 kroner om måneden plus pension.

Jeg havde nær tabt kæben. Jeg havde som studerende aldrig været i nærheden af at tjene SÅ mange penge. Jeg var lige flyttet hjem til Danmark og sammen med min daværende kæreste i Gentofte. Dette job ville betyde, at jeg eller vi skulle rykke teltpælene op og flytte til Fyn. Væk fra venner, familie og ikke mindst studier og sport.

Rådhuspladsen men mikrofon og Brian Laudrup dagen efter EM-sejren 1992 Foto: TV2

Jeg kørte hjem med blussende kinder og tog snakken med min kæreste. Beslutningen var ikke så svær.

Det blev et JA.

Jeg beholdt mit studiekort til Handelshøjskolen i næsten 10 år. Selvom jeg altid havde drømt om at blive journalist ligesom min far, så var jeg i mange år usikker på, om det her job kunne blive ved med at være mit. Men det blev det – og tilmed i næsten 28 år, hvor jeg fik æren at lave ALT det journalistik og TV, jeg næsten kun kunne have drømt om. Sport, nyheder, valg, talkshows, store kongelige events, Go’ morgen Danmark, Sporløs… Og meget andet.

Alt dette blot på grund at et helt tilfældigt møde. Det vil jeg tænke tilbage på, når TV2 den 1.oktober fejrer sit 30 års jubilæum. Og jeg vil også mindes, hvor nervøs jeg var den aften og kun kom igennem den, fordi min mor havde sendt mig en beroligende pille, som jeg spiste en kvart af, inden vi gik i luften.

Travlhed på Nyhedsredaktionen. Foto TV2

Man skal tage de chancer, livet byder en – tilfældige eller ej. Man ved aldrig hvad man misser – men man kan ende med at få alt!

Måske genkender I den flotte mand på det øverste billede. Det er min gamle værtskollega Morten Stig Christensen og mig selv på Kvægtorvet i Odense i 1988!

Rigtig god søndag!

PS Billederne er lånt fra min egen bog ‘Bag Skærmen ‘ og jeg skylder med garanti en masse credits – men jeg har ikke navnene på de mange, som har taget billederne i mine scrapbøger. Men keg takker ydmygt for lån og håber det går!