Drømme holder mennesker i live. Drømme giver mennesker en kurs i livet – og i bedste fald sætter vi kompasset derefter. Det kan tage mange år at nå dertil. Fordi det ofte kræver mod og penge. Min store drøm er blevet virkelig!

På vej til et nyt kapitel

Mandag den 18.juli er en dag, jeg aldrig glemmer. Den dag satte jeg min underskrift på en lille bitte lejlighed i Paris.

En teenagedrøm gik i opfyldelse, og jeg skrev disse linjer forleden fra mit åbne vindue i Paris’ Latinerkvarter med en ung Lines bankende hjerte og forestillinger om en ukendt fremtid. For jeg har kastet mig ud i et livskapitel, som rummer så meget nyt og ukendt i en alder af 60 år.

Der er aldrig et rigtigt tidspunkt

Livet har lært mig, at der aldrig er et rigtigt tidspunkt. Hverken når man er 25, 35, 45, 55 eller som jeg 60! Mange leder efter undskyldninger for ikke at turde – i stedet for bare at gøre. Jeg blev selv skrækslagen for at springe ud i mit Parisereventyr, da krigen i Ukraine brød ud, inflationen, og priserne på flybilletterne gik amok.

Men min skønne, danske advokat satte mig i den grad på plads og sagde: ‘Line, der er sgu altid en krig eller en krise. Enten vil du, eller også vil du ikke’!!Det blev afgørende… For jeg VILLE jo! Og jeg KUNNE og havde muligheden. Og nu ejer så en lille ‘pied a terre’, som de kalder det i Frankrig – et hjem væk hjemmefra – hvor jeg  stornyder mit liv og min beslutning. ‘

For det er meget mere end blot en drøm: Det er en ny start, det er også nye livslæringer. Jeg har tilmed fundet ud af, at jeg hverken har brug for mange kvadratmeter, alverdens gods eller tøj og sko for at være glad! 

27 perfekte m2

Det er præcis, hvad min lille Pariser lejlighed rummer. 4 sovepladser (hvis man kan lide at ligge tæt) et lille fint køkken med kogeplader, ovn, køleskab, service og køkkengrej – og et lille badeværelse med de håndklæder, og ting, der matcher behovet. 

Jeg overtog lejligheden med stort set alle møbler, sådan gør man ofte i Frankrig. Og hvorfor smide ud og købe nyt, hvis det man har dur eller kan fikses ?  Resten af inventaret havde jeg med hjemmefra, sammen med en kammerat pakkede vi hans 4-hjulstrækker med al det habengut, jeg gerne ville have med hjemmefra. Kaffemaskine, sengetøj, lamper, lysestager oma. 

Og så har min yngste og jeg ellers fornøjet os med at finde fine ting til lejligheden i skønne lokale butikker og loppemarkeder, så den er blevet et rigtigt ’hjem’.

Den ultimative frihed

Jeg har dog ikke bare fået mig en lejlighed og en ny start. Jeg har fået en ny frihed, som jeg kysser velkommen. I Paris aner INGEN, hvem jeg er. I Paris kan jeg gøre og klæde mig, som jeg vil. Ingen ser skævt til en voksen kvinde med hat eller lårkort. Tværtimod – du må gøre som du vil. Jeg har selv siddet på bænke i byens parker og ved Seinen og nydt mangfoldigheden, forfængeligheden og fantasifuldheden i parisernes dresscode.

Og jeg har oplevet en nydelig ældre herre i hørjakke og stråhat, der forsigtigt kom hen til min bænk i parken og spurgte om han måtte sætte sig, selvom der var utallige ledige bænke. Han ville snakke – og jeg blev så overrasket, at jeg sagde nej! Det gør jeg ikke en anden gang. Tænk hvad jeg måske er gået glip af.

Jeg har også været alene på bar og mødte kun imødekommenhed og smil – næste gang skal jeg ud med en fransk arkitekt og en dansk præst. Begge kvinder!

Jeg glæder mig til at komme ‘hjem’ til mit nye hjem i byernes by.