Jeg sad nok som pænt mange danskere dybt chockeret foran tv-skærmen forleden og så, hvordan små børn behandles og opfører sig i TV2 dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden”. Hvad fanden sker der, har man jo lyst til at råbe højt. Og hvordan kan det være sådan? Tankerne røg tilbage på både mine børns og min egen institutions tid, og jeg tænkte faktisk: Måske var alt bedre i gamle dage?

Jeg er helt klar over, at det næppe er sådan i samtlige af landets daginstitutioner, og at der nok også er store forskelle afhængig af, hvor i landet, vi befinder os. Men hvis det er sådan i 2 tilfældigt udvalgte daginstitutioner i København ud 22 med røde smileys – så er det sandsynligvis sådan mange andre steder.

Lille Line i børnehavne på Skansevej i Hillerød

Og hvad sker der med både børn og pædagoger? Billederne af små børn, der ter sig som vilde, uregerlige dyr, som slog, sparkede og tog kvælertag på andre børn. Og børn der som aggressive demonstranter kaster ting ud ad vinduerne og smadrer hinandens leg. De billeder var efter min mening ligeså skræmmende, som billederne af magtesløse og afstumpede pædagoger/pædagogmedhjælpere, der enten ignorer børnene eller behandler dem som kludedukker. Puha, det var godt nok slemt.

De ansatte kan måske i nogen grad undskyldes med dårlige normeringer. Og så alligevel ikke – for desperation forklarer ikke mangel på empati, ligegyldighed og en håndfasthed man ikke engang byder en hund eller kat.

Og børnenes helt vanvittige opførsel kan næppe tilskrives børnehavernes kvalitet alene (eller mangel på samme) – jeg tænker, at det også må handle om opdragelse og manglende grænser hjemmefra. Og skal børnehaven løse den udfordring?

I dagens aviser stikker meningerne i alle retninger. En bruger tid på at skælde ud over brugen af skjult kamera. Og at forældre ikke var blevet informeret i ordentligt og havde givet samtykke. En anden kalder det en hysterisk klapjagt på Danmarks værste pædagogmedhjælper. Jeg synes personligt, det er godt, at vi kommer bag facaden – det her kunne jo være fortsat i årevis. Forhåbentlig sker der noget nu. Også med opdragelsen af de børn, som vi så slå og sparke.

Og så er det nu, jeg trækker kortet med ’gamle dage’. For det var sgu da ikke sådan dengang? Eller var det? Handler det om, at ting bare er bedre set gennem hukommelsens tåger?

Fra min morgenavis Berlingske i går

Jeg husker i hvert fald ikke, at jeg på noget tidspunkt i mine drenges eller mit eget institutionsliv har set noget, der tilnærmelsesvis minder om det. Jeg husker travlhed – men ikke ligegyldighed, mangel på basal omsorg eller pædagogiske ambitioner for børnene. Jeg bliver som menneske forvirret og bekymret på et højt plan, for noget er jo gået helt galt.

Og ’husmoren’ i mig kigger ned i pengepungen og tænker: Det er jo ikke, fordi vi, der kan, ikke betaler vores skat, eller ligger og danderer den i hængekøjen. Så hvor forsvinder skattepengene hen, når de øjensynligt ikke går til en værdig børnepasning (og for den sags skyld ældrepleje)?

Jeg skal nok lade være med at drive politik her på bloggen. Men jeg forstår virkelig ikke, at der kan være så stor forskel på ’før og nu’. Jeg har tidligere skrevet om min mormors fantastiske hjemmehjælper ’fru Sylvest’, som kom 2 gange om ugen og havde masser af tid. Og jeg sidder her og tænker på de mange pædagoger og unge mennesker, der har taget sig af mine børn med engagement, smil og kærlig omsorg. Som har klippet og klistret, lært dem alfabetet, læst højt, taget på daglige ture og beriget børnene, når vi var på job. Mange har vi stadig kontakt med – fordi de husker de børn, de har arbejdet med. Tak Tina, Heidi, Anette, Christiane, Lene, mor-Karen og alle jer andre, som skabte en tryg ramme om os.

Handler det måske i virkeligheden om, at vi som mennesker er blevet ligeglade med andre os end os selv? Og at omsorg og næstekærlighed ikke ligger naturligt, som den gør/gjorde hos tidligere generationer? Og at det at passe børn og ældre ikke er et kald i dag som før, men bare et job? Jeg ved de ikke. Men jeg provokerer gerne og spørger: Måske var alt bedre i gamle dage?

Hvad tænker du?