Jeg fik en veninde, der var fraskilt, da jeg mødte hende, og jeg havde helt bestemt medfølelse med hendes historie. Det blev dog lidt anstrengende, at selv når vi var ude at spise frokost for at tale sammen, flirtede hun med den unge mandlige tjener. Det virkede som om, at hun var mere interesseret i hans opmærksomhed og at tale med ham end med mig. Til en nytårsfest kyssede hun min mand farvel på kinden, og hun skruede op for kropssproget og charmen, da min mand var til stede i en anden sammenhæng, da vi havde gjort hende en tjeneste endda
på min opfordring. – Sidenhen fortalte hun, at hun havde flirtet med en gift mand, en kollega på arbejdet, og da de havde været på kursus, og der var fest om aftenen, var de havnet sammen på et værelse. Han havde stadig små børn og var gift vist for 2. gang med en yngre kvinde. Min venindes mand var flyttet fra hende, da deres børn stadig gik i skole. – Jeg havde næsten glemt disse historier, da det er mange år siden, men hvis kvinder oplever noget lignende med visse fraskilte veninder, er der måske en grund til, at de ikke bliver inviteret til disse såkaldte parmiddage? Jeg opfordrede min veninde til at gå efter mænd, der er singler og påpegede, at kollegaen var gift med små børn. Min venindes mand havde også haft en affære på et kursus, den løb ud i sandet, og det var vist ikke derfor, han flyttede fra sin familie. Min veninde blev ekstremt opmærksomhedskrævende rigtigt mange år efter skilsmissen, og det blev et problem for mange af hendes veninder, som måtte sige fra. Hvis der var nogen, selv helt fremmede, der ville høre hendes historie nærmest kastede hun sig over dem, og så stod man der som veninde og blev lidt negligeret. Det tog overhånd for længe, og nu har hun mange flere år faktisk udnyttet en mand, der er interesseret i hende som potentiel partner, men hun ikke i ham, og hun har taget imod mange goder via ham, men han er jo et voksent menneske og må selv sige fra. Hun har tøvet i årevis med at melde ud, at hun ikke er romantisk interesseret i ham. Ja, livet kan gå hen og blive kompliceret for os mennesker en gang imellem på den ene eller anden måde. Glædelig december. 🌲❤😊

Jeg oplevede det samme I den tid hvor jeg var single… men det hjælper jo gevaldigt når man selv inviterer….

Måske skal man starte med selv at invitere nogle par man har lyst til at være sammen med. Kender fra mig selv at jeg næsten altid kun inviterer veninder, og så er det måske ikke så mærkeligt at jeg bliver lidt glemt når der inviteres til parmiddage.

Jeg oplever det også, men var blevet forberedt på det. En veninde fortalte i forbindelse med en anden venindes skilsmisse ( som fandt sted før min egen ), at hun ikke ville blive inviteret fremover, netop fordi hun udgør en trussel.
Jeg prøver ved forskellige lejligheder at forklare, at det jo sådan set ikke er specielt usædvanligt at utroskab foregår hvor begge de utro parter er i ægteskaber, men det trænger ikke rigtig ind. Singler er åbenbart KUN ude på at storme ud og ødelægge flere ægteskaber.
Men hvis alle ægtefolk var TRO, ville der jo ikke være så mange skilsmisser.

Tak for at tage dette emne op. Har ofte tænkt, at det var tabu. Nogle af mine veninder, som jeg egentlig troede, jeg var tætte med, inviterede mig ikke med til bryllup (kun til dyr polterabend) i en periode, hvor jeg var single. Det syntes jeg egentlig var ret underligt, men jeg fandt efterfølgende ud af, at der kun var inviteret familie og vennePAR med til selve bryllupsfesten. Invitation til nytårsaften osv. hos de gifte veninder røg også. Heldigvis har jeg en trofast kreds af (også med frivillig status) singlekvinder. Værre var det for min søde moster, hun blev på tragisk vis enke som kun 54 årig, og blev nærmest frosset ud alle vegne. Hun var og er på ingen måde interesseret i at kapre de andre damers mænd, min onkel var “the one and only” for hende, men det gik hende helt klart meget på, at invitationer pludselig blev så få. Trist.