1. Det er pinsedag. Verden er igen i chock efter lørdagens terrorhandling i London. Og mange vågner sikkert som jeg med et lille hul maven – ikke af sult men af bekymring. Og så siger en indre stemme: Husk nu at leve og nyde livet.

I aftes har nogen mistet en søn, en datter, en mor eller måske en far eller ven i London. Det er ondt og meningsløst. Når vi bliver forældre starter en livslang lykkefølelse – men også en livslang bekymring. Forældreskabet sætter ting og kærlighed i relief. Og vi vil så gerne beskytte og passe på de  mennesker, vi elsker hele livet. Vi vil også gerne beskytte de værdier vi sætter højt, og som betyder noget for os og vores børn : Frihed og tryghed.

Frihed til at være dem, vi er. Frihed til at tro og stemme på det, vi vil. Frihed til at rejse ud og opleve verden. Og tryghed som i tag over hovedet. Et job, penge, mad og et sikkert land at leve i uden uro og overgreb.

Alt det bliver der rokket ved, når terroren viser sit grimme ansigt. Eller når Trump trækker USA ud af klimaaftalen for at “redde jobs”. For vi frygter for klodens opvarmning, vandende der stiger og polerne der smelter – for vores børns fremtid.

Vi bliver også bekymrede og utrygge, når lægerne fortæller os, at vi ikke må spise for meget fedt og sukker. Drikke alkohol. Dyrke for meget eller for lidt motion. Ryge eller bruge skyllemiddel. Eller vande haverne for meget. Når samfundet minder os om at blive vaccinerede for mæslinger og HPV. Bruge cykelhjelm og sikkerhedssele for ellers….

Og ja, der er mange ting, vi skal for at leve længe og godt.  Og mens vi går rundt med bekymringskappen på, så iler tiden og livet afsted med  bekymringen på sidelinjen. “Klokken slår, tiden går.” Sagde min farmor altid …. Og så kiggede hun op og tilføjede : “Kærlighed ej tæller år”. Jeg har tit tænkt, hvad hun mente og hvilken kærlighed, hun tænkte på. Måske til livet – til mennesker til verden.

Og når vi så vågner til en pinsemorgen, hvor nogen igen har skabt uro og utryghed i verden. Så tænker jeg, at vi enten kan vælge at bekymre os ihjel, eller at leve med bekymringen som den lille sten i skoen, der en gang i mellem minder os om, at alt ikke er ubekymret.

Men vi vælger selv, hvor meget bekymringen skal fylde. Om vi skal ligge søvnløse, når ungerne ”glemmer” at ringe under eller efter festen og fortælle, hvor de tager hen. Eller som forleden, hvor jeg ikke kunne få fat på min mor på 78, og var nødt til at køre ud til hende – for hvad nu hvis.

Skal vi tro det bedste eller værste ? Jeg synes selv, det er svært. Men jeg vil forsøge at gøre det første. For der er jo en masse at glæde sig over: Min veninde skal giftes. En anden veninde skal snart være farmor. Og min lille  fine nevø har lige fået sit navn.

Husk nu at leve og nyde. Vi har kun dette ene liv.