Min onkel døde for nylig i bogstaveligste forstand i armene på min ældste søn og jeg. Han døde præcis på sin 70-års dag midt i madlavningen.

Vi fandt ham livløs på gulvet, og med 112 i røret forsøgte vi at få hans hjerte i gang igen. Min søn gjorde et heroisk arbejde både med hænderne og med hjerterstarteren, som tilfældigt hang på den anden side af gaden.

Men dagen derpå tænkte jeg, hvor utrolig vigtigt, det er, at man kan sin hjertemassage og sin hjertestarter. Vi havde aldrig prøvet det før. Og selvom sygeplejersken på 112 guidede os på bedste vis i det kaos og den angst, der herskede, så ville jeg ønske, at jeg havde taget det hjertestarterkursus, som vi fik tilbudt på min gamle arbejdsplads tidligere i år.

Jeg kunne godt have brugt den viden og det lidt større overblik, det giver, når man har prøvet det før ikke mindst i en situation, hvor det handlede om liv eller død. I situationer hvor minutter og sekunderne tæller, der skal vi som familiemedlemmer, naboer, kolleger, venner – eller bare som medmennesker kunne hjælpe.

Vi og siden ambulanceredere og læger gjorde det bedste, vi kunne. Men min onkels liv stod ikke til at redde.

For mig er dette ikke blot blevet en lektie i livets utrolige flygtighed, men også i at livet er for skrøbeligt til, at vi ikke får taget det næste førstehjælps- og hjertestarterkursus.

Kan du din førstehjælp og din hjertestarter ? Hvis ikke – så se at komme i gang, det skal jeg.

Æret være onkel Toms minde.