CUT NAVLESTRENGEN!

”Børn er kun til låns”, siger man.
Tidligere har jeg ikke syntes, at det gav mening, for ens børn er jo altid ens børn, og man skal da ikke aflevere dem tilbage, som om det var en biblioteksbog!
Da jeg så for snart ti år siden opdagede, hvor svært det var at aflevere knægtene på deres efterskoler, gav det pludselig mening.
I virkeligheden burde det hedde ”Kontrollen over børn er kun til låns”. For følelsen af, at jeg ikke længere kunne følge med i, om mit barn var okay, var svær at acceptere. Jeg havde jo i hele hans levetid følt et ansvar for hans velbefindende. Men fremover måtte jeg stole på, at han kunne tage vare på sig selv. Det var ikke så meget de konkrete ting som lektielæsning eller rent tøj, der bekymrede mig, men mere at jeg ikke ville opdage det, hvis der var noget, han var ked af, hvis han havde problemer, eller hvis han kom ud i noget rod. Vores børn har forhåbentlig aldrig været i tvivl om, at de kunne regne med os, uanset hvilke problemer, der måtte være. Men når de ikke længere boede hjemme, var det jo deres eget valg, om de ville delagtiggøre os.
Det var nok godt, at jeg dengang på efterskolen ikke viste, at det kun var begyndelsen!
For siden da har jeg måttet være tilskuer til, at knægtene kastede sig ud i eksempelvis dykning, klatring, off piste skiing, bjergbestigning og færden blandt vilde dyr. Engang var den ene faldet i søvn i et tog om natten og vågnet op på et rangerspor med tomme lommer, en anden gang havde han købt enkeltbillet til Nepal for at rejse alene ud i verden uden faste planer. Den anden valgte at tage sin uddannelse i udlandet og har nu bosat sig i Afrika.
Man kan godt fortælle sine voksne børn, hvad de må, og hvad de ikke må. Man skal bare ikke regne med, at de retter sig efter det. Og jeg må jo indrømme, at de ellers var gået glip af mange spændende, udfordrende og lærerige oplevelser. Som forældre kan man bare håbe, at det er lykkes at lære børnene at handle med fornuft og omtanke. Og så ellers glæde sig over, at det går dem godt, og at de er kommet til at beskæftige sig med noget, de kan lide.
I bagklogskabens klare lys erkender jeg, at den navlestreng altså SKAL cuttes, og i dag er jeg bare lykkelig for, at knægtene er blevet til selvstændige og handlekraftige mennesker.

Kender følelsen, men har klaret det nu 3 gange i fin stil – og yngste i husstanden, vores plejesøn – blev 20 år i går, og skal flytte fra os i dette år.
Så er reden tom! Det er helt ok, vi HAR lært at glæde os til og over, når de unge og deres familier kommer ‘hjem’. Det er noget helt særligt. Noget andet der varmer og er dejligt, er at gæste DERES hjem og mærke hvordan DE bygger reder rundt om i Danmark – nogen helt i København og Århus, LANGT fra smukke Thy.
Pøj pøj med forandringerne hos jer.
Kh Joan