Vi har i år taget afsked med vores sidste trampolin. Vi havde 2. De har i 8 år stået som en øjebæ i et hjørne af haven – nu var det tid til et vemodigt farvel!

De sidste par år har de stået stort set ubrugt og glemt af de unger, der ellers hoppede, legede, hvinede og sloges om den. Ensom og forladt som lokomotivet Thomas fra børnebogen af samme navn.

Jeg kom sidste efterår til at spørge vores søde genboer, som har 3 små drenge, om de ville have den. Og pludselig stod de der så en forårsdag og spurgte, om mit tilbud stadig stod ved magt.

Jeg fik næsten en mavepuster og sagde, at jeg lige skulle spørge mine drenge – de er jo 16 og 21 år! Og ja for længst vokset ud af trampolinen. Drengene var nærmest græsk-katolske, så jeg sagde ja til trampolinflytningen.

Alligevel blev jeg så vemodig, da stolpe for stolpe blev afmonteret og båret ud af haven. Og 8 års drengeleg passerede revy for mine øjne. Latter, gråd, slagsmål, sleep-outs hvor drengene og jeg sov på trampolinen under åben himmel – kun stoppet af nattens dug.

Nu er de begge  så væk. Og pladsen i havens hjørne er allerede indrettet til bålplads. Den anden lidt mindre trampolin røg i sidste uge. Min ældste skilte den selv ad, og jeg kørte den på genbrugspladsen. Det var lidt som at køre barndommen på ”kirkegården”.For på en eller anden måde blev trampolinens exit et symbol på mine 2 store, dejlige drenges løsrivelse fra ”mor” – de vokser op og ud af reden.

Nu skal jeg ikke længere bekymre eller brokke mig over for megen larm, over bolde der flyver over sikkerhedsnettet og ind i blomsterbedene. Vilde hop og vanvittige badutspring. Og jeg skal heller ikke være nervøs for naboens venligmente klager, når også hund og høns fik en tur i trampolinen.

Snart har jeg hele haven for mig selv 600 kvadratmeter med bålplads. Og så håber jeg lidt, at den lokker drengenes venner og veninder forbi til lejrbåls hygge.

For jeg vil jo så gerne, at de bliver lidt længere.