Min søde mor er, som jeg skrev i min BT-klumme i går, lige nu indlagt. Og jeg takker for, at vi i Danmark har et hospitalsvæsen, der selvom det halter mange steder, er fuld af dedikerede mennesker, der gør, hvad de kan indenfor de rammer, de har. Men det er også en bekymret tak til det syge væsen

Hver eneste dag ser jeg sygeplejerskerne løbe deres såler tyndslidte for at passe alt for mange patienter f.eks. på de medicinske afdelinger, hvor min mor ligger. De smiler – men bag smilet gemmer sig en faglig og menneskelig frustration over, at de ikke kan være der så meget, som de gerne vil for deres patienter. Det oplevede vi en aften, hvor vi næsten måtte trøste en vidunderlig sygeplejerske, der var så ked af, at hun ikke kunne kigge oftere ind til min mor. Tænk at sygeplejerskerne skal undskylde for noget, der ret beset ikke er deres skyld, men et resultat af politiske beslutninger.

Jeg oplever læger,  der trods enorm travlhed og krav til alverdens afrapporteringer alligevel afser tid til at ringe til pårørende som mig, når vi selv har travlt og ikke kan være på hospitalet, mens lægerne er der.

Jeg har i min tid som journalist været med til at give sundhedsvæsenet mange hug i alle mulige kritiske indslag og interviews. Og jo, der er bestemt plads til forbedringer. Strukturelle forbedringer. Ikke kun på hospitalerne – men også på akuttelefon 1813 – som er lægevagten her i Region Hovedstaden. I påsken brugte jeg over 2 timer i telefonen for at få hjælp til min mor. En time lørdag aften og en time søndag formiddag. Det er både frustrerende og utilfredsstillende. Især når 90% af alle opkald skal besvares indenfor 3 minutter, ifølge Region Hovedstadens egne mål. Man bliver sgu lidt træt af at lytte til 1813-vignetten så længe! Måske skyldtes den lange ventetid at det netop var påske – men dybest set bør der jo ikke være forskel på, om man bliver syg på en hverdag eller en helligdag.

Men da jeg endelig kom igennem var hjælpen venlig, kompetent og ekstrem grundig. Både sygeplejersken og den læge, jeg fik i røret,  tog sig god tid og lyttede og tog beslutning. Desværre deltager man bagefter i en knap så grundig tilfredshedsundersøgelse på SMS. Spørgsmålene var i retning af:  Var du tilfreds med den hjælp du fik af sundhedspersonalet? Det andet noget a la:  Var du overordnet tilfreds med 1813?

Jeg svarede ja til begge og forventede at få lidt flere spørgsmål som f.eks. “var du tilfreds med ventetiden”, “ kunne du lide musikken, mens du ventede” eller ”har du forslag til forbedringer”. Men undersøgelsen sluttede der.

I november var jeg debatvært op til kommunalvalget på min gamle arbejdsplads TV2 Lorry, og formanden for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen forsvarede dengang 1813 med brugerundersøgelsen, der viste, at brugerne var meget tilfredse. Ja, det tror pokker! For hvis der kun er 2 spørgsmål, så er den dybest set ubrugelig. Den er i hvert fald unuanceret. Jeg var tilfreds med de mennesker, jeg fik i røret, men langt fra med at vente i over 2 timer. Og jeg var ligesom min mor stærkt frustreret over, at hun i første omgang blev lagt på en lille 4-sengs stue med konstant støj, ingen udluftning og bag gardiner, hvor luften stod helt stille – det bliver mennesker jo ikke raske af. Min mor var tørstig og ville have vand fra hanen – det måtte man ikke drikke pga smittefare. Kan det virkelig være rigtigt ?

Hvem skal vi rette skytset mod? Ja, ikke mod dem vi “møder” i telefonen eller på hospitalsgangene. De gør hvad de kan – og mere til. De har endda menneskeligheden med, selvom jeg godt kunne forstå, hvis de i travlhedens helvede måtte lægge den til side. Hvor ligger lorten så?

Den må jo ligge hos de politikere, som sidder på deres kontorer langt væk fra 1813 og hospitalernes sengeafsnit. Og jeg undrer mig: Ved de overhovedet, hvad der foregår udenfor kontorets 4 vægge, der hvor læger og sygeplejersker løber spidsrod – ofte på nedslidte og overbelagte afdelinger med dårlig udluftning, dårligt beredskab og syge mennesker stuvet sammen på nogle afdelinger ? Jeg tvivler, for så ville det ikke være sådan.

Min mor er ‘heldig’ lige nu. Hun ligger på enestue og forsøger at komme sig. Men alt tager tid, fordi der ikke bliver lavet undersøgelser i weekenderne, og fordi der er mange patienter, der skal tages hensyn til og behandles.

Men når alt det er sagt, så takker jeg Sandra, Siri, Kristine, Emma, Anne Amalie, Pernille og alle de andre dygtige og søde mennesker, som passer og holder min mor i hånden, når jeg selv ikke kan være der. Politikerne kan takke dedikerede mennesker som dem for, at vi stadig har et godt sygehusvæsen.

Jeg håber, at sygeplejerskerne får lidt i lønposen til overenskomstforhandlingerne – og at de i det mindste får lov at beholde den frokostpause, som de i forvejen har svært ved at nå.