Filmanmeldelse: Lad mig sige med det samme: Jeg er fan. Af filmen. Af hele Stieg Larssons Millenium univers, af Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist – men også af ’det der ikke slår os ihjel’ som netop er kommet ud som film.

Lad mig også med det samme sige, at den, der forventer en tro filmatisering af bogen, går galt i byen. Titlen og grove dele af bogens handling og plot går igen i filmen, der har fået den engelske titel: ’The girl in the spiders web’. Men så stopper det også. Og ja, det handler om en førende svensk forsker indenfor kunstig intelligens, der har udviklet et program, som, han frygter, kan udradere verden. Han drømmer samtidig om at komme hjem til Sverige fra USA og være noget for sin autistiske søn, der bor med sin mor i Stockholm og aldrig har sagt et eneste ord. Det gør han så i filmen, og moderen bor pludselig i San Fransisco ….

Og det er derfor jeg siger: Man skal parkere bogen og dens handling hjemme i reolen og gå ind og se filmen, som den er: En vanvittig og flot actionfilm, som går over stok og sten i den svenske hovedstad Stockholm.

Når man som jeg er en sucker for svensk (her taler vi altså ikke seksuelle tilbøjeligheder) og Stockholm, så er man jo halvvejs i himlen, fordi filmen er optaget præcis her. Og det går i hæsblæsende tempo med politi- og gangsterjagter gennem hele hovedstaden, henover broer og i byens tunneler.

Inden filmen rullede over lærredet i Imperial Bio i København, hvor gallapremieren fandt sted, sagde direktøren for UIP da også: Lisbeth Salander må være det kvindelige modstykke til James Bond. Lige med den forskel, at James Bond er i Hendes Majstæts tjeneste, mens den gode Lisbeth opererer på egen hånd. Og ja, det er virkelig en film med voldsomme jagter, drabelige mord og effekter, der får en til at lette fra biografsædet flere gange undervejs. Det er ikke for sarte sjæle det her. Heller ikke opgøret mellem Lisbeth Salander og søsteren Camilla.

Filmen er på engelsk med engelske Clare Foy i hovedrollen som computerhackeren Lisbeth Salander. Clare Foy er bla. kendt fra tv-serien ‘The Crown’ og First Man. Svenske Sverrir Gudnasson spiller den sympatiske og kritiske journalist Mikael Blomqvist. Måske har I set ham i rollen som Bjørn Borg i filmen Borg vs McEnroe. Jeg havde ikke. Og i rollen som den store, russiske skurk er ingen mindre end danske Claes Bang i en blond version. Han er ond, han er kold – han er fremragende i rollen som gangster!

Sverrir Gudnasson er bestemt en flot fyr – men ærligt jeg savnede både Naoomi Rapache (den svenske udgave af Lisbeth Salander) og nu afdøde Mikael Nyquist (der spillede Mikael Blomkvist i de 3 svenske Salander film). Og det er lidt kluntet af høre skandinaviske skuespillere tale engelsk med accent. Universet er svensk – og filmen har det efter min mening bedst på svensk.

Men der er drama for alle pengene, både fysisk og psykologisk. Uden at sige for meget udspiller sig et uhyggeligt familiært opgør mellem Lisbeth og den smukke og iskolde tvillingesøster Camilla.

Bogen er på små 500 sider – og persongalleriet er enormt. Derfor er det forståeligt, at instruktøren Fede Alvarez har måtte hugge en hæl og klippe en tå. Jeg blev som sagt forstyrret af, at der var så mange steder, filmen ikke passede med bogen. Men havde jeg vidst, at det var sådan, havde jeg slugt filmen råt for usødet.

Min veninde Søs, som var med, havde ikke læst bogen. Hun var stærkt begejstret og fik sig nogle gode gys undervejs.

Så på et skala fra 1-10 må det blive en 7’er fra mig.