Er singler uønskede til parmiddage?

Er singler uønskede til parmiddage?

Det er sommer og jeg holder fri. Men jeg har samlet nogle af de indlæg, som skabte debat i året der gik, og som godt kan tåle at blive læst igen.  Bl.a. dette om et klassisk dilemma efter skilsmisser blandt venner. Er singler uønskede til parmiddage?

Wow sikke en fest

Til fine fester bliver man stadig inviteret med ledsager og placeret blandt par

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvornår jeg selv har været til en parmiddag sidst. Jeg tror det var nytårsaften – det er i hvert fald længe siden. Og jeg har kun et eller to vennepar, der med jævne mellemrum inviterer mig med i par-sammenhæng. Men spørgsmålet er jo helt relevant.

Jeg kommer til mange pige/kvinde arrangementer, og det er på alle måder sjovt og hyggeligt. Stemningen er ofte en anden, når kvinder er alene, og samtaleemnerne er nogle andre. Men andre gange er det jo mega-hyggeligt at samtale og grine med venner af andet køn end kvinder. Ligesom det også er berigende, at være sammen med venner af begge køn.

Vi bliver flere og flere singler

Danmark har en skilsmisseprocent på 47 ifølge den seneste statistik. Dvs vi er og bliver flere og flere singler. Ved skilsmissen mister vi ikke bare en partner, retten til at se vores børn hver eneste dag, vi mister faktisk også status som ’par-ven’. Mange singler oplever, at de i starten måske får de sædvanlige invitationer, men jo længere der står single på visitkortet, jo længere bliver der mellem invitationerne blandt ‘par’.

Placeret ved børnebordet

Jeg husker, hvordan en af mine skilte veninder for mange år siden beskrev livet som single-gæst til selskaber: Enten blev man placeret ved børnebordet langt væk fra andre ‘voksne’. Eller også blev man placeret ved  siden af den gamle onkel – eller i bedste fald selskabets ene singlemand. Ingen af dele føles befordrende eller rart, kan jeg hilse at sige! Og man har egentlig mest lyst til at gå igen. For det er som om, man ikke regnes for noget og bare skal placeres til mindst gene for selskabets ‘par’.

5 mulige forklaringer

Sikke en fest!

Jeg elsker at feste med mine veninder – men mandligt festselskab savnes

Så hvad er forklaringen – hvorfor bliver singler ikke inviteret til parmiddage? Jeg har mine egne bud – og I må gerne bidrage med jeres i kommentarfeltet.

1)Jalousi og utryghed.

Altså, singler udgør en trussel for de gifte i selskabet, fordi de er singler og ledige på markedet’

2)Singler smitter.

Vores tilstedeværelse og historie kan opfordre andre til skilsmisse.

3)Singler bliver uinteressante.

Vi har ikke længere det samme at byde ind med  i en parsammenhæng

4)Singler mister status.

Altså, vi anses ikke længere som en del af flokken?

5)Singler bliver bitter-fisser, der har travlt med at kritisere eks’en (som måske også er en ven)?

Jeg takker de af minde venner, som stadig synes, det er hyggeligt at invitere mig med, selvom jeg kommer alene. Mine veninders mænd er jo også en del af MIN vennekreds. Jeg har lige læst mig til, at singlemænd oftere bliver inviteret til parmiddage end singlekvinder – så noget tyder på, at der er noget, vi skal arbejde med.

Hvad har du oplevet som single? Og hvad gør du selv i forhold til dine fraskilte venner? Bliver de inviteret eller ej?

Lad os fortsætte den gode debat på bloggen – måske vi kan inspirere og ændre tankegangen!

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

6 kommentarer

  • Rethe

    25/10/2023 at 17:39

    Jeg har været gift i 25 år og defineres altså som en del af et par. Parmiddage har aldrig sagt mig en tøddel. Og når jeg har inviteret til fest, har jeg inviteret dem, som jeg havde lyst til at se uanset status, som har været bedøvende ligegyldigt for mig.
    Jeg ville forøvrigt aldrig deltage i parmiddage heller ikke hvis jeg var single. Det ville simpelthen være for kedeligt.

    Svar
  • Pia

    29/07/2019 at 11:15

    Jeg blev for et par år siden inviteret til bryllup. Gæsterne blev placeret ved 8-mands borde – 4 par ved hvert bord. Alle singler sad så ved samme bord. Det var 4 unge mennesker / børn, og 3 singlekvinder samt en mand, hvis kone ikke kunne deltage p.gr.a rejse. Det hed “single-bordet”, men vi omdøbte det med lidt selvironi til “ungdomsbordet”.
    Vi fik da en hyggelig snak, men samtidig var vi også tydeligt udpeget som aftenens singler, hvilket jeg personligt følte var ret ubehageligt. Bordplanen var formodentlig lagt ud fra, at det var praktisk at sætte 4 par ved hvert bord, og så sætte “resterne” sammen. Puha, selv om det var en fin fest og med overnatning, så havde jeg ærlig talt mest lyst til at forlade den, da jeg stod ved bordet sammen med børnene og ventede på, at de sidste skulle sætte sig. Jeg havde ikke været alene så længe, så det følte mig som den “udstødte”.
    Glemmer det aldrig – og vil aldrig selv placere folk sådan. Praktisk eller ej.

    Svar
  • Susanne Krüger

    26/07/2019 at 09:33

    Det jeg synes var det værste ved min skilsmisse tilbage i 1998, var at vores såkaldte fælles venner valgte side, og valgte mig fra. Og samtidig hørte jeg i krogene at det hele var min skyld. Og ja jeg blev valgt fra til middage – fester m.m. Og det til trods for at min eks og jeg var – og stadig er – bedste venner. Men han fandt hurtigt en ny kæreste og jeg forblev single. Jeg mærker stadig efter så mange år en skepsis ved at invitere en single med til parmiddage/fester og undgår da heller ikke at få stillet det obligatoriske spørgsmål om jeg ikke snart skal finde en mand – og må svare nej det har jeg ingen planer om for så var det nok sket for længe siden. Men ja det er åbenbart nemmere for par at invitere par til trods for at vi skriver 2019.

    Svar
  • Alexander Amargós Petersen

    23/07/2019 at 15:05

    Ja,sikke en debat og et drama det kan skabe når man kommer uden ledsager til en fest. Siden det sidste oplæg om singler og parmiddage, kan jeg godt mærke at ved at rense ud i luften omkring hvem der de rigtige venner og hvem der bestemt ikke er, så har jeg som single set hvordan de rigtige venner elsker en for at være den man er og ,hvor de andre netop bedømmer en ud fra de 5 forklaringer og når det gælder det venskabelige forhold mellem et par og en single ,så tror jeg det er mindst ligeså vigtigt for et par at den kærlighed man har sammen med sin ægtefælde eller kæreste ikke bliver til smålighed og i værste fald jalousi men at man er åben overfor hvordan andre lever i forhold til det at være i et forhold.
    Alexander

    Svar
  • Inger Kehlet

    23/07/2019 at 11:32

    Ja, Line – det er et problem. Jeg nyder min singletilværelse. Virkelig! MEN når det kommer til par-middage eller andre par-komsammen, savner jeg en mand. Jeg oplever at blive inviteret til pigekomsammen, men der stopper det ofte. Hvad ville jeg imidlertid selv gøre – og hvad gjorde jeg? Jeg husker ikke at jeg fandt det naturligt at invitere singler i omgangskredsen – helt ærligt. Hvordan får vi vendt kulturen?

    Svar

Skriv et svar