Det er en af de dage, hvor vemod og stolthed går hånd i hånd. Min yngste, min hjemmeboende, min pus, min lille skat fylder 18. Tiden er fløjet, og her står han nu: 18 år og næsten voksen!

Vi elsker at rejse – sammen!

Jeg husker selv, hvor voksen jeg følte mig, da jeg fyldte 18. Næsten færdig med gymnasiet – livet foran mig. Drømme, håb, rejselyst og en sult på livet, som kun en 18-årig kan have. Ingen begrænsninger kun muligheder og en endeløs horizont.

Når jeg ser på min ’lille skat,’ ser jeg det samme: Et ungt menneske som allerede er i fuld gang med at udleve og leve livet. Som blomstrer, og som så småt er ved at afstikke sin kurs. Og jeg bliver i al beskedenhed stolt, når jeg kigger på mit afkom. Stolt når jeg møder andre mennesker, som roser netop mine drenge for at være smilende, dygtige, indlevende, venlige unge mennesker med drive og gejst. Så føler man som forældre, at missionen er om ikke er completed – så i hvert fald næsten.

Da min yngste fyldte 17 sidste år, skrev jeg et blogindlæg om, hvad min rolle som mor mon vil være fremover… Og jeg grinede lidt af den udvikling, der sker i relationen mellem forældre og børn. Hvordan man på et splitsekund går fra at være heltinde over alle heltinder til at være en ’pinlig mor’, der konstant siger og gør det forkerte!

Godt selskab – selvom jeg er lidt kikset!

For sådan er løsrivelse jo. Og vores børn – og i særdeleshed vores sønner SKAL løsrive sig. Og som mødre skal vi finde balancen i at ’være der’ uden at ’være der for meget’ fremover. Og som jeg skrev for et år siden, så vil min fineste opgave som mor stadig være at elske mine drenge ubetinget. At støtte dem, når de har brug for det med kærlighed, omsorg og opbakning. At give dem plads til deres eget liv – ikke blive hende der emsig mor, der blander sig i alt. Stadig at invitere på store oplevelser ude i verden. Og servere alle livretterne og sørge for, at det altid føles som at komme HJEM.

Og når jeg på min søn 18-årsdag lægger lagkage sammen, luner kakao, dækker op og forbereder dagens gæstebud, så vil jeg minde mig selv om, at målet med at få børn er, at vi opdrager dem til at blive selvstændige individer, der kan klare sig selv. Som jeg skrev, da min ældste flyttede hjemmefra sidste sommer, så skal vi nok bare lære at se på vores moderskab som et etapeløb. De første bjergetaper er slut med op- og nedture, store og små problemer. Nu, hvor de er store og selvkørende, kommer der nogle år på de lange flade etaper, inden det måske engang går løs igen med børnebørn og nye opgaver.

Solbriller rules hos min 18-årige!

Kære Rasmus…. Tillykke med fødselsdagen min skat. Jeg glæder mig til, at vi engang skal bo i New York, Paris eller hvor det måtte blive. Sådan som det har været din plan, siden du var 7 år. Jeg er stadig klar! Men jeg spørger mig selv: Hvor dælen tiden er blevet af. Jeg synes jo kun, det er 10 sekunder siden, du kom til verden på Gentofte Hospital. 9 sekunder siden du gik dine første skridt. 8 sekunder siden du sagde de første ord.  Ord du selv opfandt som: ‘hafferhan i ysser’ (saftevand i sutteflasken) eller ‘dodøjde’ (storebror).

7 sekunder siden, du startede i børnehave og skole. 6 sekunder siden du besluttede, at du vil flytte til New York, når du bliver stor: -Og mor, du har lovet at tage med! 5 sekunder siden, du sagde NEJ til konfirmation, – for hvem er Gud ? 4 sekunder siden vi brød sammen af grin på motorvejen i Frankrig, da du spurgte: Hvordan aftaler solsikkerne egentlig, hvilken vej, de skal vende? De kigger jo alle samme vej! Eller som dengang på Øresundsbroen, hvor ulvene lige havde hærget i Skåne, og vi havde en bekymret snak om, hvorvidt, de kunne komme til Danmark. -De kan jo gå over broen, sagde jeg. Men du svare ubekymret:- Mor, der er jo ikke noget fortorv! 3 sekunder siden du voksede din mor over hovedet. 2 sekunder siden du fik dine første 2 tatoveringer.

Og nu ønsker du dig et hul i øret. Det får du så IKKE af mig.

Jeg elsker dig!