Det her er Mikkel. Han er ny på bloggen – eller næsten ny. For han læser mine indlæg og er i øvrigt ret skarp på kvinder. Mikkel er reklamemand og kender os til bunds, som segment. Jeg låner ham bloggen 4 gange den kommende tid for at skrive om MÆND og KVINDER. I dag stiller han spørgsmålet: Er din mand også din kæreste?

”Hvor længe har du været sammen med din kone?” Når jeg får spørgsmålet, svarer jeg, som det er. At jeg har været sammen med min kone i 32 år, og efter 12 år som kærester blev vi gift på min 30 års fødselsdag, så jeg (bedre) kunne huske vores bryllupsdag.

Svaret afstedkommer næsten altid et nyt spørgsmål. ”Hvordan hulen har I holdt sammen så længe?” Det er næsten som om, at der er et eller andet galt med os! Men med tanke på at halvdelen af landets ægteskaber ryger i vasken, og at vi i vid udstrækning allerhelst vil dyrke os selv … ja, så er det trods alt nok lidt usædvanligt.

Men hvordan? Har det bare været lutter lagkage og en dans på roser i alle 32 år? Nej, for saaatan da! Der har da været flere perioder med knastør sandkage og kold kaffe, hvor vi begge har tænkt, at livet kunne godt nok være sjovere.

Mikkel og hans skønne kone Hannah

På et tidspunkt hvor min kone noget uretfærdigt syntes, jeg var et fjols, fik jeg et blændende råd af en god ven. ”Ring til hende hver dag, når du er på arbejde.” Til at starte med forstod jeg ikke idéen med det. Jeg havde jo lige set hende om morgenen … Og så sjov var hun heller ikke at tale med lige i den periode. ”Ring bare for at sige hej og høre hvordan hendes dag er. Ring om ingenting. Ring som du ville gøre 7 gange om dagen, hvis I var nyforelskede. Nu skal du bare ringe én gang om dagen. Gør det nu bare, din idiot.” Og hun blev faktisk glad! Også da jeg ringede dagen efter. Og dagen efter igen, Vi er derhenne, at hvis jeg ikke har ringet inden kl. 14, så kan hun selv finde på at ringe og spørge, om der er sket noget.  

Det var vitterligt et wake-up call. For hvorfor holde op med at opføre sig som kærester, fordi man bliver gift? Man skulle jo tro, at man så ville hinanden endnu mere. Men i stedet sker der desværre ofte det, at man begynder at tage hinanden for givet og gå hinanden på nerverne på grund af et utal af pligter, rutiner og praktiske gøremål. Ikke mindst hvis der lige pludselig er børn. Man glemmer ganske enkelt at være kærester. Glæde den anden. Overraske den anden – altså positivt. Lytte til den anden. Rose den anden. Imponere den anden. Forføre den anden. Mange af de ting som gjorde, at man faldt for hinanden engang.

I stedet for at bruge tid på ægtefællen, fyrer man med glæde en masse energi af på sig selv eller alle andre mennesker. Så travlhed er ikke en undskyldning. Tiden er der jo. Man synes bare ikke, det er ligeså nødvendigt og sjovt at være sammen med ægtefællen. Men det kunne det måske blive? Dermed ikke ment, at man ikke må bruge tid på sig selv eller sine venner og veninder.

Tværtimod … det er jo med til at få solen til at skinne. Men det er en glad ægtefælle, der føler sig værdsat, også.

Når jeg siger til andre mennesker, at det kræver ligeså meget opmærksomhed at være i et langt forhold som i et nyt, er opfattelsen lidt, at jeg må have sniffet lim. For når man er i et langt forhold sker tingene jo af sig selv, og man kender jo hinanden ud og ind. Sikke noget ævl. Det tager ikke lang tid for mennesker at blive fremmede for hinanden.

Mikkels 2 bøger om den modne kvinde Maria

Det gælder gamle skolekammerater. Det gælder tidligere kolleger. Det gælder venner og bekendte. Og det gælder ægtefæller … Især når man glemmer også at være kærester – selvom man har været sammen i 32 år.

Om Mikkel Jønsson:

49 år, gift med Hannah, far til 2 børn på 18 og 16.

Kreativ direktør på reklamebureauet REUPTATION.

Forfatter til bøgerne: Udspring, Trekant og Henning elsker at få smæk.

Vintosse, tennisentusiast, fodboldfan (kun Liverpool) og vinterhader.

.