Der kom et magasin med min morgenavis for nogen tid siden – det dukkede op, da jeg skulle på lossepladsen med gamle aviser. Et tillæg med en storsmilende Cliff Richard på forsiden i multifarvet leopardskjorte og orange bukser. Jeg har intet imod Cliff Richard, jeg synes, det er cool, at han er still going strong og kan få kvinder over 60 til at hvine og opføre sig som glade teens.

Det, der fik mit berømte pis i kog, var titlen på bladet: ”Det gode Seniorliv” og den let skjulte hentydning, at jeg skulle være en SENIOR. For Guds skyld – jeg er 54 og føler mig de fleste dage som en på 34.

Det gik også hurtigt op for mig, at jeg nok ikke helt var i målgruppen. For magasinet indeholdt artikler og annoncer om særlig lim til gummerne (altså til folk med løse proteser), trehjulede cykler til ældre med gangbesvær, sprogkurser for pensionister og mange andre nyttige ting – forudsat som sagt at man er nået dertil. Og det mener jeg ikke selv, jeg er helt endnu.

Fedt nok, at Berlingske udgiver et annoncemagasin til pensionister. De har både penge, ressourcer og lyst til en aktiv tredje alder. Men hvorfor havner sådan et blad hos mig og tusindvis af andre abonnenter, der endnu ikke har rundet de 65. Og bliver det næste mon, at jeg får et gratismagasin om de glade småbørn, død og bedemænd eller ?

Faktisk slog det mig, at os, der er mellem 50 og 65 efterhånden, er blevet den glemte aldersgruppe. Ingen gider at skrive for og om os – eller annoncere for produkter, der henvender sig til os. Vi findes ikke rigtig i mediebilledet kun som den ”tunge” målgruppe, som TV, printaviser og nyheder har på slæb. Kort sagt, vi bliver ikke rigtig regnet med.

Jeg vil gerne læse om tendenser og det gode liv 50+. Om vejen til en bugnende pensionsopsparing, så jeg en dag med fornøjelse kan læse ”Det gode seniorliv” – eller bare få tidsbilleder om alt fra ægteskab, karriere, teenagefamilier, singleliv og meget meget andet i MIN målgruppe.

Lad lige seniorlivet vente lidt endnu – jeg arkiverer indtil videre ”Det gode Seniorliv” under 2028 !