Det er den der helt særlige dag på året i dag, hvor vi som mødre har lov til at drømme søde drømme om morgenkaffe på sengen, smukke blomster, chokolade eller små hjemmelavede ting fra SFO’en. Det er mors dag. Og hvem elsker ikke mors dag?
Jeg er netop landet ved poolen i Marbella i Spanien sammen med en masse skønne kvinder og mødre, som jeg de næste 6 dage skal i form med. Jeg tog tidligt afsted, inden min 2 drenge var stået op. Men i aftes midt under Melodi Grandprix kom min yngste pludselig og gav mig et stort kys på kinden og sagde: værsgo’ mor – det er jo mors dag i morgen. Og der foran mig stod der 6 lækre flødeboller – lige til at spise! Jeg nuppede 2 og lod resten stå til drengene for at råde bod på min dårlige samvittighed over at være væk den kommende uge. Og så tænker I nok – hvad med ham den store knægt – glemte han det? Nope, det gjorde han ikke. For præcis som jeg var på vej ind i flyet, ringede han og lovede blomster, når jeg kommer hjem. Jeg blev ærlig talt både glad og overrasket.
Jeg er helt klar over, at mange synes, mors dag er noget frygteligt pjat. De kalder den sarkastisk for blomsterhandlerens og lingeributikkernes store dag – eller den dårlige samvittigheds dag. Nok mest fædrene, der får hug af børnenes mor, hvis de glemmer den! Folk må kalde Mors Dag, hvad de vil. Jeg ELSKER den.
Det har jeg gjort, siden jeg var barn. Jeg husker, hvordan jeg sparede sammen af mine 5 ugentlige kroner i lommepenge til både mors og fars dag. Jeg var stolt som en pave, når jeg kunne gå op til ismejeriet og købe en lille buket til min mor eller gå i Tatol og købe et stykke spansk Maja sæbe. Eller en lille ubrugelig dims til min far.
Dage som mors og fars dag handler i bund og grund om at påskønne de mennesker, der er lige omkring os. Mor og far er de allernærmeste, når vi er børn. Og de færreste af os får sagt det lille tak i hverdagen. Og det rager mig en papand, at andre tjener penge på min glæde over at glædes eller glæde andre. Jeg elsker at blive værdsat og påskønnet, ligeså meget som jeg elsker at gøre med min egen mor og min papmor. Og ligesom vi fejrer jul, påske og pinse, så synes jeg det er helt på sin plads at have en dag, hvor vi markerer dem, der har fostret os og elsker os ubetinget.
Kan vi ikke bare gøre det de øvrige 364 dage om året? Jo, bestemt – men i en hverdag hvor alt er lige så hektisk som luftrummet over København, så glemmer man det nemt. Det gør jeg også selv. Så bliver den 2.søndag i maj den lille reminder, der gør, at vi husker.
Så sidder du måske småbittert og tænker: Øv, jeg fik ikke noget, der var ingen som værdsatte mig! Nej måske ikke, men så gør det til dagen, hvor du må give dig selv noget i stedet. Selvforkælelse kan være ligeså skønt som en gave fra andre.
Huskede jeg så selv min mor og min papmor i dag?
Ja, og nej! Jeg nåede ikke at købe blomster, men i går hentede jeg min mor på orlov fra hospitalet og diskede op med jordbærkage, fuglefløjt og frisk luft i haven. I dag har de begge fået en lille sms og en opringning.
Og så tænker jeg, at jeg køber et stykke Maja sæbe her i Malaga – ligesom dengang jeg var barn.
2 kommentarer
Susanne Andersen
15/05/2018 at 18:43Hvor har du ret. Det er en hyggelig tradition😃. Jeg kan også huske det der med at spare sammen til at købe en lille ting til mor el far. Min egne sønner husker den ikke hvert år, men for 5 år siden, da jeg var nyskilt og uden job, gav de mig en dvdafspiller. Der var jeg MEGET overrasket😃 – og så kunne vi så hygge os sammen foran den😆. De mænd, der kalder det kommercielt, er som regel dem, der ALDRIG husker noget😂. Håber du havde en skøn mors UGE
Rike Jørgensen
14/05/2018 at 12:49Mors dag kommer indirekte fra USA, da kvinderne begyndte at kræve ligeret😊 At det så herhjemme står for noget andet, som forretningerne blæser op i uhørte højder, det er noget andet, men så bliver vi husket på det! Da jeg var barn kan jeg ikke huske det fandtes, da var pengene knappe, og blev ikke brugt til blomster og chokolade ! Jeg har ikke min mor mere, men syntes det er en hyggelig tradition 😊 og min datter forkæler mig hvert år på dagen, men det gør hun også alle de andre dage i året 😊
Dejligt for dig Line, at din mor kunne få orlov, så du kunne forkæle hende lidt, selv om jeg ved du er der for hende! Ha” en dejlig ferie, det har du fortjent😊
Kh Rikke