Når jeg engang ikke er her mere… Forhåbentlig om rasende mange år – så håber jeg, at mine drenge ved præcis, hvem jeg var. Hvad jeg var gjort af – og hvorfor jeg gjorde tingene i livet, som jeg gjorde. Jeg håber, at jeg til den tid har udlevet alle mine store drømme, og at livet ikke snød mig for andet end statussen som millionær. Jeg håber, mine drenge er voksne mænd, der for længst er blevet forældre og har skabt sig det liv, DE drømmer om.
Kender du dine forældres historie?
På 80-års rejse med min mor og sønner til Marokko
Hvorfor nu dette lidt alvorlige skriv på en stille torsdag i januar? Jo, fordi min egen mor fylder 81 i dag og forleden igen proklamerede, at hun har besluttet at leve mindst 10 år endnu. Og det er jo i sig selv helt fantastisk!
Jeg mistede desværre min far for snart mange år siden. Alt for tidligt – jeg var 36, min søster 15 og min ældste søn var kun halvandet. Jeg synes, jeg kendte min far godt. Og alligevel gjorde jeg nok ikke. Hvem var hans bedste ungdomsven ? Hvad var hans smerte i livet ? Hvorfor blev han egentlig journalist ? Hvad drømte han om ? Hvorfor var han, som han var ? Nogle af svarene tror jeg, at jeg kender. Men når vores forældre ikke er her mere, så er det for sent at spørge. Og dermed er der ting om min elskede far, jeg heller aldrig vil få svar på.
Den ene dag tager ofte den anden, og selvom vi føler, vi har tæt kontakt med vores nærmeste, så kan der hurtigt gå adskillige dage, uden vi taler eller skriver sammen. Nogle gange snapper vi af vores mødre og fædre, vi synes måske de gentager sig selv og er irriterende, når de spørger for meget eller for nysgerigt. Og andre gange lader vi telefonen ringe uden at tage den, hvis vi ikke lige orker eller har tid til at tale med mor, far, farmor, mormor eller bedste. Alle har travlt. Alle skal nå noget. Alle løber for livet – bare vi ikke løber fra livet.
Husk at nå det hele mens tid er!
Min skønne far
Og så var det, jeg lå der i min seng forleden aften og tænkte på min mors så livsbekræftende udbrud. For tænk nu hvis….. Har jeg så nået det med min mor, jeg skulle og ønskede? Har vi ryddet op i alt det, der gemmer sig i livets skuffer – godt som skidt ? Er livets tavle vasket ren? Ved jeg så meget om min mor, at jeg med overbevisning kan sidde med min børnebørn på skødet og fortælle historier om ”oldemor”, som en engang var. Om hendes liv og hvorfor VI er, som vi er.
Vi kender kun os selv, når vi kender og forstår vores ophav. Det er her, vores fysiske og sjælelige DNA er skabt.
Jeg har lovet mig selv, at det ikke aldrig må blive for sent.
Hvad med dig ?
14 kommentarer
Anne Willer
26/01/2020 at 17:20Hej Line,
Rammer lige plet med dit indlæg. Min mor er 78 og dejlig frisk, aktiv og positiv. Hun har fortalt mig at hun er gået i gang med at skrive “sine erindringer” som hun siger med et glimt i øjet. For som hun erfarede da hun mistede min mormor og morfar var der mange ting hun ikke vidste om dem. Hun spurgte forsigtigt om det var noget jeg ville være interesseret i at læse, og jeg synes faktisk det er en rigtig god ide. Ikke fordi man ikke kan tale om gamle dage og spørge sine forældre, men jeg tror man får mange flere detaljer med hvis det er nedskrevet også. Jeg tror faktisk også det er meget sjovt for hende at se tilbage på et langt liv med op og nedture, så jeg glæder mig til at se det færdige resultat.
Kærlig hilsen
Anne
Tine
24/01/2020 at 07:20Hej.
Jeg fandt min bio far i 2006 og mistede ham desværre sidste år.
Heldigvis nåede jeg at få alle historier fra hans opvækst, ungdom og ægteskabet med min mor.
Jeg fik to dejlige søstre som han havde fået med kvinden, han blev gift med efter min mor.
I 1978 mødte jeg min farmor og farfar uden at vide, at vi var beslægtede, tilbragte meget af den sommer med dem, nogle dejlige hyggelige mennesker.
Min historie blev anderledes og det er jeg lykkelig for og jeg nåede, at høre min dejlige fars historie.
Go’ weekend til alle her og tak Line for alle dine gode indlæg.
Mvh. Tine
Eva
23/01/2020 at 21:40Godt brølt Line ! Jeg gjorde mug samme tanker som dig da jeg også mistede min far tidligt og savner at kende ham ordentligt . Sammen med min kusine laver jeg derfor videos og lydfiler med min mor på 87 og (hendes far) vi ser på billeder og hun fortæller fra dengang.. hun var barn, de kun cyklede, holdt alle ferier i hytte på 30 m2 osv. næste gang har vi spørgsmål fra børn og børnebørn, vi nyder det virkelig alle sammen❤️❤️
Line Baun Danielsen
23/01/2020 at 22:01Hej Eva.
Hvor er der bare en god ide. Det tror jeg, at jeg vil kopiere.
Håber alt vel.
Knus
Leise Hestbæk
23/01/2020 at 11:15Jeg fik aldrig rigtig spurgt ind til, hvad jeg gerne ville vide, og derfor har jeg skrevet en bog om mit liv “Sand kærlighed – med hi nanden i hånden og hånden på hjertet”.
Vi har 2 drenge, og ingen af dem spørger ind til, hvordan mit/vores liv har været. Men nu har de læst bogen, og er nok ind imellem blevet lidt overrasket, for jeg er grænseoverskridende ærlig.
Lis Johansen
27/02/2018 at 12:06Min far og mor har gjort det nemt for mig for de har skrevet op hvilke sange der skal synges og i øvrigt alt om hvordan begravelsen skal foregå. Nu er min far død og han havde oven i købet et billede af den urne han ville have. Jeg forsøger at få alle mulige oplysninger af min nu 87 årige mor og vi taler meget om den familie der har været og jeg har fået en masse gamle billeder og papirer fra dengang.
Min bror døde som 49-årig og jeg havde ikke haft kontakt med ham i 2 år da det skete. Kun mødt ham hos mine forældre når de holdt noget. Hvor ville jeg ønske at vi også havde fået reddet trådene ud inden.
Susan Frost
26/02/2018 at 13:07Kære Line.
Uhh, hvor din historie lige ramte i hjertekulen. Mistede min mor for 10 dage siden. Hun blev “kun” 79 år. Hendes kommentarer har altid været til min (parkinsonramte) far på 85 år: “Når jeg bliver alene!!” Nu skete det så ikke!
Min far, bror og jeg stod i sidste uge og skulle ordne bisættelse. Hvilke blomster ville mor gerne have på kisten, hvilke sange osv.
Vores mor har altid ville være den, der havde kontrol over alting og selvom min far virkelig prøvede at “komme ind i kampen” lykkedes det ikke.
I weekenden fandt jeg en bog, mine børn på et tidspunkt havde givet hende. Det var bogen til mormor, hvor man kunne nedfælde sine tanker og ønsker vedr. sit liv, begravelse / bisættelse / sange. Den var pakket ud, men ellers var alle sider i den blanke.
Det jeg vil frem til er: Lad være med at blive fornærmet over man får sådan en bog. Tag det som noget positivt, at familien gerne vil sende deres mor/ mormor / farmor / oldemor afsted på en måde som den afdøde ville have det.
Jeg har selv for flere år siden købt sådan en bog og den er udfyldt (med diverse tillæg, når jeg kommer til at tænke på noget) inkl. de sange, der skal synges i kirken. Der er heller ingen undskyldning for man ikke kan finde dem i salmebogen, for de ligger alle i kopi bagest i bogen.
Line Baun Danielsen
27/02/2018 at 08:56Kære Susan.
Hvor er det en vigtig kommentar – og lad den stå her og råbe til alle andre.
Kærligst Line
Lars Kristensen
26/02/2018 at 10:12Hej Line – når de ikke er her mere er det for sent – det er så ultimativt slut. Jeg har tit funderet over at jeg skulle nå at få min mor til at fortælle om sit liv (jeg nåede det desværre ikke med min far) og har i den forbindelse haft den idé, at jeg ville lave en video med “Her er mit liv” – hun er dog lidt afvisende (bunder i at hun er lidt genert og synes det er grænseoverskridende, at skulle fortælle til et kamera), men kan godt se formålet. Det er ikke kun for min egen skyld det vil være en fornøjelse at kunne gense min mor i levende billeder fortælle om sit liv – men også for mine børn, deres børn og børnebørn. Tænk engang at kunne se en video om 50 år hvor ens farmor, oldemor, tipoldemor osv. fortælle om sit liv, og så i levende billeder. Det kan krydres med mange ting: video af barndomshjemmet (hvis muligt), de steder vedkommende har boet, hobbies, rejsemål inkl. billeder/video osv. osv.
Ham her kan gøre det hvis man ikke selv har modet til at filme – og han er jo journalist så det får en professionel vinkel – men jeg vil forsøge selv – dette er blot til inspiration:
http://booestlund.dk/biografier
Henrik
25/02/2018 at 22:10En rigtig god kammerat måtte i går bisætte sin storebror. En bror han ikke havde talt med i cirka to årtier. Det var mange (private) grunde til bruddet mellem de to, men et var sikkert: min kammerat havde gennem livet givet sin bror mange chancer, og denne gang VILLE det være hans bror, der skulle tage første skridt og vise om han var voksen. Det skete ikke, og det var naturligvis en smertefuld omgang at komme igennem for ham.
Den slags kan minde os om, at løse konflikterne MENS vi kan. Det gør nas når noget ikke længere kunne løses, og selvom det absolut er sundt at stå fast ved sine principper, så skal vi nok alle engang imellem overveje om en konklikt retrospektivt vil være smerten værd.
God ny uge herfra til alle. 🙂
Janne
25/02/2018 at 15:48Gode kærlige ord på en solskins-søndag. Når jeg læser dette tænker jeg på min elskede farfar som døde alt for tidligt – han nåede aldrig at opleve mine eller min søsters børn. Men hvor har jeg tit fortalt mine børn om ham og om de mange skønne minder om ham, de mange ferier og timer i hans snedkerværksted, hvor vi snakkede og snittede 🙂 Hver gang jeg laver havregrød, kan jeg se ham for mig, når han stod i deres køkken og på gasblus lavede havregrød til os, det bedste vi vidste. Hans nærvær, kærlighed og ærlighed bliver aldrig glemt. Håber mine børn vil tænke sådan på mig når jeg ikke er her mere.
Kh.
Line Baun Danielsen
25/02/2018 at 15:52Kære Janne.
Sikke en fin fortælling. Nærvær er jo nok nøglen til det hele…. Og TID.
At tage sig tid til at være sammen. Tale sammen og gøre noget sammen.
Rigtug dejlig søndag
Marianne
25/02/2018 at 15:48Man ved aldrig hvornår det er for sent. Så lad aldrig ting være usagte både gode som dårlige. Lad være med at skilles fra dem du elsker i vrede osv.
Line Baun Danielsen
25/02/2018 at 15:55Hej søde Marianne.
Du har så ret. Aldrig gå sur i seng. Aldrig forlade en du elsker i vrede. Vi må gøre os umage hver dagen for at vise kærlighed og oprigtighed.
Knus