Jeg var for nylig til middag hos min mor. Vi gik og ordnede terrasse og andre småting, og pludselig siger min mor til mig: “Der står en æske i skuret med breve og hæfter – det er vist din”. Og ja, det var min. Det var  blandt andet breve fra min dejlige far.

Far og jeg på Torvet i Helsingør

Det var en ældre, gennemsigtig Tupperware plastæske med rødt låg. Sådan en med kroge, man klikker over låget. Æsken bugnede med breve, avisklip, postkort og andre spændende ting fra min barndom.

Jeg satte mig efter middagen med min mor og startede med brevene fra en ende af. Det var fantastisk. Det var en hel rejse i tid, sted og ikke mindst i faderkærlighed for fuld udblæsning. Min far døde desværre alt for tidligt i en alder af kun 63 for snart 20 år siden. Jeg var “fars pige” og elskede ham utrolig højt, og jeg tænker stadig tit på ham.

Jeg ved at kærligheden var gengældt. Det var jeg egentlig aldrig i tvivl om. Men denne aften med stakken af mindst 25 gamle hånd- og maskinskrevne breve lagde en ekstra dimension til hans kærlige hengivenhed.

Stakken af breve, fødselsdagskort, artikler og postkort

Min mor og far blev skilt, da jeg var 1 1/2 år, men jeg så min far hveranden weekend, da han boede på Sjælland, og i alle ferier, da han og hans kone boede i Jylland. Min far støttede og fulgte mig i alt – ligesom han siden gjorde med min søster. Han var stolt, kærlig, gavmild og hjalp gerne med lektier. En rigtig farmand! Da han mødte min skønne papmor gjorde han det klart for hende: ‘Mine børn vil altid komme i første række’. Det modsatte hun sig aldrig. Tværtimod accepterede hun det med et smil.

Stakkene af breve var dateret helt tilbage til 1964 og frem til starten af 70’erne, hvor min far og papmor flyttede tilbage til Sjælland fra Ålborg. Der var små hilsner, hverdagsfortællinger, tanker og hyggelige og sjove kommentarer. Og altid med et “ciao”, et “min øjesten” eller “min skat”.

At sidde og læse min fars breve her 48 år senere rørte mig virkelig. Min mor kiggede på et tidspunkt på mig og spurgte: ‘Blir’ du ked af det ?’ Det gjorde jeg ikke, tværtimod. Jeg var rørt, og følte mig fuld af lykke og savn. Bare det at gense hans håndskrift var fantastisk. Og når jeg læste brevene, var det min fars stemme, der på forunderlig vis læste op.

Ciao !

Det var så livagtigt – som kun et RIGTIGT brev kan gøre det.

Og det er pointen med dette indlæg: Hvornår skriver vi andet end SMS og mails til vores børn, dem vi elsker, vores familie og venner ? Sjældent eller aldrig. Vi efterlader derfor heller ikke noget på “tryk” til den dag, vi ikke er her mere. Alt er idag digitalt, og vi kan ikke længere kende eller genkende hinanden på håndskriften. Hvor er det ærgerligt.

Jeg glæder mig til at vise brevene til mine drenge (lige nu låner min papmor æsken med breve). De lærte aldrig deres morfar at kende. Men brevene fortæller rigtig meget om, hvilket menneske han var.

Og så vil jeg fremover skrive et rigtigt brev til mine unger og til dem, jeg ellers holder af en gang imellem – og håbe at de vil gemme dem og tage dem frem, når jeg engang er væk.

PS: Det forudsætter selvfølgelig, at vi har et postvæsen, der duer – men det er en anden historie !