Fri os fra den dårlige samvittighed!

2019 er i den grad i gang med vindstyrke på storm, lukkede broer og halvløftede pegefingre fra statsministeren og Dronningen. Et godt eller skidt varsel lå jeg og tænkte på sofaen i aftes, mens jeg så 50 Shades of Grey (dagens 3.film) og spiste Marabou. Helt ærligt: Fri os fra den dårlige samvittighed!

Vi har som mennesker så uendelig meget på samvittigheden, og vi er som familier, mødre, fædre, søskende, veninder og kollegaer utrolig dygtige til at give hinanden dårlig samvittighed. Bevidst eller ubevidst.

Fri os fra den dårlige samvittighedDet bør vi rydde op i! Rigtig mange af os starter et nyt år med alverdens forsæt. Nul alkohol, nul slik og kage, mere træning, mindre SoMe, løfter om at besøge vores gamle forældre og veninder mere osv. Fine hensigtserklæringer – men kun hvis vi kan holde det, ellers bliver det endnu en sten i rygsækken med dårlig samvittighed.

Jeg havde en veninde, der som regel startede en samtale med : ’Nå, det er ikke meget, man hører fra dig’. Eller ’Nu har jeg ringet 3 gange og ikke hørt noget, nu må du selv give lyd’. Jeg havde til sidst mavepine, når der lå beskeder fra hende og orkede ikke ringe tilbage, fordi jeg ikke havde brug for bebrejdelser eller at skulle forklare og have dårlig samvittighed.

Eller en anden venindes mor, der er verdensmester i at minde familien om, hvor alene hun er, at økonomien trykker, og alle andre børn gør meget mere for deres forældre. STOP DET tænker jeg.

Det kan godt være, at Dronningen har ret, når hun i sin nytårstale siger, at vi står midt i en mig-mig-mig kulturæra, hvor det mest handler om os selv. Men jeg tror alligevel på det bedste i mennesket. Og jo mere dårlig samvittighed, vi pådutter os selv og andre, jo værre bliver det. Jeg vil have god samvittighed – og jeg har det. Og det får jeg, hvis jeg lever op til mine egne forventninger – og ikke nødvendigvis ANDRE menneskers.

Fri os fra den dårlige samvittighedSå øvelsen er at forventningsafstemme: Det her kan du forvente af mig. Hvordan passer det med dine forventninger? Og hvad kan jeg forvente af dig?

I det store perspektiv har vi selvfølgelig en masse fælles ting som miljø, velfærd, opdragelse, skat oma på samvittigheden. Det er vi nødt til at have for fælleskabets skyld. Husker du fx at sortere dit affald? Smider du papir, cigaretskodder og brugte kaffekopper på gaden? Snyder du med sort arbejde (og undergraver velfærden)? Har du opdraget dine unger, så de opfører sig ordentligt og kender forskel på dit og mit? Og dukker de op til undervisningen, som de skal, eller er de pjækkerøve? Og hvad med dig selv – hører du til dem, der lægger dig syg hver og hver anden mandag eller fredag, som en lærer i en af mine sønners klasser havde det for vane.

Jeg tror de fleste af os er enige om, at den går ikke – altså at skide på den kollektive samvittighed.

Jeg vil have god samvittighed i 2019. Hvad med dig?

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

7 kommentarer

  • Ulla-Britt Sletskov

    02/01/2019 at 12:37

    Tak for endnu en af dine gode og spændende epistler, som jeg læser med stor forventning og interesse, hver gang de dukker op.

    Og fri os fra alle de forsætter omkring nytår. For hvis vi vil noget nyt, er der jo ikke tale om, at tingene forTsætter i sin gamle bane. Man sætter sig noget nyt FOR og har derfor et FORSÆT.

    Et godt og dejligt nytår. Jeg glæder mig til dit næste indlæg.

    Ulla-Britt

    Svar
  • Henrik V Blunck

    02/01/2019 at 15:28

    Venner og veninder er som med livspartnere: vi lærer dem, at det er ok at stille forventninger og bruge os som ‘skraldespand’ fordi vi tillader dem at gøre det. Vi skal helt fra starten af reagere, når vi ser et mønster.
    Altså: en enkelt gang, helt i orden, måske anden gang også overleves, men når det bliver til et mønster, så er det på tide at sige fra. Det er i hvert fald den lektion jeg har taget med mig gennem de sidste par år. At turde sige fra, og gøre det helt klart og tydeligt, at der er ting, jeg ikke finder mig i.
    Det gør så til gengæld også, at jeg kan bruge langt mere positiv energi på dem, der ikke dræner én, og derved skabe mere overskud, jeg kan dele med andre. 🙂

    Svar
  • Alexander Amargós

    02/01/2019 at 18:12

    Dårlig samvittighed dræber mennesker indefra, jeg kender det alt for godt selv.Jeg har det godt med mig selv og med dem jeg elsker og jeg mener selv at det jeg gør, er fornuftigt ,men tit og ofte kommer den dårlige samvittighed frem. Det skaber en indre kamp med mig, som en slags “Jekyll & Hyde “tilværelse. Hvis der er noget jeg har lært for at ikke at sidde fast i den forbandende dårlige samvittighed-tænk positivt og vær glad for den du er. Gør ting som gavner en selv og ens medmennesker og som Arnold Schwarzenegger siger “Dont listen to the nay-sayers”,lad andre tænke deres om dig,men det er kun dig der kender dig selv bedst.Dårlig samvittighed der bliver lagt på nogle mennesker, er i virkeligheden andre menneskers egen dårlige samvittighed
    .Så når man sortere affald så husk at putte dårlig samvittighed til småt brændbart. Godt nytår.
    Alexander

    Svar
  • Linda Skovfred

    02/01/2019 at 20:02

    Skønt emne du tager op. Mit nytårsforsæt var netop ikke at have dårlig samvittighed mere. Det gik pludselig op for mig, at jeg der har fået en kronisk sygdom som efterlader mig med MANGE begrænsninger og smerter, havde dårligsamvittighed over det jeg ikke kan gøre for ANDRE mere.
    Hvornår var det lige jeg sørgede over at det er sådan fremtiden ser ud, hvornår var det lige andre sagde, er der noget jeg kan hjælpe med.
    Vil blive god til at gøre gode ting for mig og bruge den smule energi der er til noget positivt.
    Godt nytår til alle

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her