Vinterferien er slut for mig og min lille familie. Dagene er fløjet af sted og mine moderlige bekymringer for yngstesønnen, der har været på gymnasietur i de franske alper var helt unødvendige. Næsten, for: Undskyld, hvem har lagt en lort i bussen?  

Mjelle, på vej til den røde strand

Lorten vender jeg lige tilbage til om lidt. For jeg har selv nydt vinterferien langt væk hjemmefra – uden de store latrinære udfordringer. Mine Unger har også nydt den. Men det bedste er nu at komme hjem. 

Ude er godt men hjemme bedst – lyder det fortærskede ordsprog. Det passer  dog. Jeg selv kom hjem sent fredag fra en vanvittig smuk rejse til Nordnorge, hvor jeg har forelsket mig ubetinget i den lille øgruppe Lofoten nord for Polarcirklen. Der hvor snot fryser til is. Hvor 5 lag tøj og den barske og uspolerede natur betyder nøje tilrettelagte toiletbesøg for en sjatpisser som mig og andre, hvor kulden går direkte i blæren. Og her taler vi ikke om bummelum – det gør de fleste voksne mennesker på toilettet. Eller også holder man sig til det bliver muligt.

Lofoten – havørnesafari

Jeg har været langt væk fra alt – og alligevel så tæt på. Lofoten er på en gang fremmedartet, eksotisk og alligevel nordisk og genkendeligt. Jeg har været ude af min komfort zone og blandt andet sejlet i havkajak og spændstige gummibåde. Jeg lover – I får meget mere om den rejse senere. Jeg krydrer dette indlæg med lidt billeder fra Lofoten og Bodø.

Men hvor kommer lorten (ja undskyld mit danske) så ind i billedet?  

Det gør den fordi, jeg lige har hentet yngstesønnen, der er kommet hjem fra sin ferie. Jeg har glædet mig, og han har glædet sig til gensynet. Nok ikke mindst fordi nogen havde besørget – altså lagt en lort i den bus, han var passager i. Ikke på toilettet, det var af uvisse grunde låst på turen fra Frankrig til Danmark. Nej, på trappen foran det låste toilet. Ingen ville fjerne den – endsige stå ved den. Og buschaufføren ville ikke udlevere bagagen, før den var fjernet. Og det forstår jeg godt, selvom jeg ikke forstår, hvorfor man låser et toilet på en busrejse, der varer tæt på 30 timer.  

Fisketur al la Titanic

Jeg har dog svært ved at fatte, hvordan nogen kan finde på at besørge på trappen i en bus. Det er klamt, tarveligt og ukammeratligt. Og jeg vil gå så langt at kalde det dårlig opdragelse af værste skuffe. Hvis man skal så slemt, må man vel gå til chaufføren eller guiden og bede om en hurtig pause. Hvor svært kan det være? 

Jeg husker selv engang, da jeg som ung studine gjorde rent på Handelsskolen i Lyngby. En dag havde nogen lagt en bæ i en skraldespand i et af bibliotekets læserum. Det var så grænseoverskridende og også uværdigt, at andre på den måde “skider” på en. 

Jeg gjorde det – kom ud at sejle havkajak!

Tilbage i skibussen var der heldigvis en far, der til sidst tog affære, da hverken de unge mennesker, guiden eller chaufføren ville fjerne den brune klat. Heldigvis – fordi vi så kunne komme hjem. Og jo, jeg og 2 andre mødre tilbød såmænd også at gøre det. 

Hvad er læren af dette ? Forhåbentligt at vi som forældre kun sender vores afkom af sted på den slags rejser, når vi har udstyret dem med helt basale normer for opførsel. Punktum.

Velkommen hjem.