Jeg har , som I måske har læst, været en tur i Paris og haft en ordentlig omgang Line-tid.  Lidt spontant bestilte jeg en billet til kun 552 kr. For de penge ville jeg ikke komme meget længere end til Nakskov – så hellere til Paris. Og på fredag er det New York, der kalder.

Jeg føler mig lidt som en voksen teenager, der i bedste interrail stil bare springer på toget og tager ud i verden, ligesom da jeg var 16,17 og 18 år.

Det er længe siden, at jeg har følt den frihed, jeg mærker lige nu. Den handler ikke kun om, at jeg er kvinde i eget firma, for vi får jo ikke meget smør på brødet af at jeg rejser fra Herodes til Pilatus. Og jeg må selvsagt skrue ned for blusset andre steder, for at få pengene til at passe.

Det handler også om den frihed, der ligger i at have store børn. Og om at give slip og have tillid til, at de overlever uden mors kødgryder et par dage. Og at de forhåbentlig har ryddet op efter de fester, de har lovet IKKE at holde, mens mor er på tur. (Det gjorde jeg nemlig selv, da jeg var på den alder, det ved mine drenge bare ikke!). For ungerne klarer sig jo aldeles udmærket, de får både mad, drikke og vasket de sure tæer.

Det er stort at mærke suset i en alder af 54, når flyet letter, og verden kalder. Og ligeså stort er det at mærke savnet og glæden over at komme hjem til store unger, der har savnet én næsten ligeså meget – og kun næsten.

Efter 20 års tjeneste som curlingmor er det tid til “Line”. Og til de ting jeg vil – bare en gang imellem. Det er mænd langt bedre til at gøre, end vi kvinder er. Og det kan vi lære noget af. Nogle gange ville jeg ønske, at det ikke var så svært at give slip – ikke bare på ungerne – men også på kontrollen med alt fra nullermænd og vasketøj til forventningerne om at være i form og sund hele tiden.

Lad det samtidig være et godt råd til vores yngre medsøstre : Husk Jer selv midt i ræset. Så holder glæden og ægteskabet måske hele vejen. Det er lidt lettere.