Jeg siger det bare. Min fødselsdagsfest i morgen for en uge siden gjorde ondt . Altså ikke på selve dagen – men dagen derpå. 15 vidunderlige kvinder til cocktail party, sådan noget stikker af. Sikke en fest vi har haft!
Jeg havde sat mine veninder stævne på The Zoo på Sværtegade i København. Overskriften var rom cocktails, som vi skulle smage OG selv shake. Vi havde hele baren for os selv, indtil dørene blev slået op for andre kl 21. Det gav os 2 en halv time helt alene med 2 cool bartendere og en kok, der diskede op med italienske lækkerier, som jeg havde bestilt. Og mine 2 dejlige sønner, som tog billeder og hjalp lidt med.
Jeg har holdt cocktailsmagning en gang før på the Zoo (det kan du læse om her) – og det er en ret sjov måde at holde en fest på. De 2 barchefer Magnus og Jakob havde lavet et program med 3 drinks, vi skulle smage. Alt lavet på rom. Jeg har selv haft det pænt anstrengt med rom siden mine unge dage, hvor man drak sig småbimmelim i Bacardi. Men den rom, vi fik her (Appelton hed den), var jo noget helt andet.
Vi testede en Dark and Stormy, en Old Cuban og en Maitai. Alt smagte helt formidabelt. Jeg var selv allermest vild med Maitai’en med myntheblade og brændt kanel.
Jeg havde lavet et helt nyt mix af veninder denne gang. Mange af mine veninder har jeg holdt sammen med i årevis, de kommer fra ishockeyverden, naboskab, børnenes skoler og mine arbejdspladser. Men venskaber er jo ikke stationære, og med jobskifter, singleliv og hvad der ellers støder til i livet, så havde jeg besluttet at lukke op for nye mennesker i min tætte kreds. Så nogen kendte ikke hinanden. Jeg tog derfor turen rundt og præsenterede alle gæsterne en for en – det gjorde det nemmere for alle at forstå relationen til mig.
Mine 2 drenge og min svigerdatter var også med – og ærligt: Jeg elsker at have dem med sådanne aftener. At kunne danse og feste med sine børn er en gave, og det er også fantastisk, når de kender mors veninder. Det giver mig en tryghed – og jeg tænker selv, at det også må være rart for ens unger, at de ved, hvem mor omgås med og taler om.
En af mine veninder forsøgte flere gange i løbet af aften at minde mig om, at jeg sku’ huske at drikke vand. Det lykkedes ikke særlig godt for mig, så da maden kom, var det tiltrængt efter 3 cocktails!
Kbhgastro havde lavet nogle superlækre antipasti. Vi fik 2 slags skinke, tærte med rejer og vagtelæg, laks med kryddercreme, crudites med trøffelmayo, melonsalat med basilikum og parmaskinke, pizza, røget andebryst, syltet grønt i kopper. Billederne af maden og kokken ligger lidt længere ned.
Og det hele blev rundet af med min yndlingsdessert: Panna cotta med hindbær coulis. Mums siger jeg bare.
Hvis man tror, at kvinder over 50 er kedelige til en fest, så må jeg melde hus forbi. Dansegulvet glødede, glassene klingede, og latteren og snakken gik. Wow – jeg er stadig høj over den aften.
Klokken var et-to stykker, før vi begyndte at bryde op. 5 af os var blevet sultne igen. Så vi fortsatte til Restaurant Vita på St. Kongensgade. Her kan man få stegt flæsk med persillesovs, and – eller flæskesteg helt frem til kl 4 om natten.
Vi nappede lige en omgang stegt flæsk – og så ellers hjem og på hoved i seng. Det værste med de her sjove aftener i byen er, at jo sjovere man har haft det, jo værre har man det dagen efter. Og på mystisk vis er det noget, jeg aldrig lærer: Det straffer sig at feste igennem!
Men tak for en vild aften – I sku’ prøve det!
En kommentar
Henrik V Blunck
17/12/2018 at 09:46Når du endelig har lidt fri, så er det kun godt, at træbenet bliver luftet, og så tager man gerne regningen dagen efter. 🙂
Men du har helt ret. Vi lærer jo alle at skrue lidt ned, når først det går rigtig godt, for ellers bliver de tømmermænd bare værre med alderen. Det gælder såmænd allerede ved de 45. Til gengæld glad for, du fik givet den gas. Du fortjente en god fest! 🙂