Hej Line 😊
Puha som jeg genkender det … min mand og jeg var kærester i 3-4 uger, da jeg blev gravid med vores søn, og vores liv sammen har derfor fra begyndelsen handlet meget om børn, madpakker, kærlighed, køren frem og tilbage osv osv.
Vores søn har nu købt et hus, og flytter hjemmefra efter ferien, og hvad der er lige så slemt eller næsten værre for mor-hjertet så starter vires datter på efterskole midt i august …. jeg er selvfølgelig super super glad på begges vegne, og især Nikoline på 16 glæder sig som en vild til sit ophold på efterskolen …. og hvad der er vigtigt i denne sammenhæng så kommer hun tilbage i folden igen efter det år og tager i hvert fald som en start gymnasiet og bliver boende hjemme de år 😍
Hvad kan vi gøre ? Udover at elske at se sine unger blive store og sidde tilbage med en erkendelse af “at man faktisk sender 2 velfungerende børn ud i livet”, så har vi købt en auto-bus-ting og min mand og jeg vil begynde at bruge mere tid på hinanden og køre ud og opleve noget alene sammen …. noget vi altid har gjort bare sammen med ungerne ❤️
Derudover er min mand begyndt at løbe og sejle havkajak, og jeg har lavet en biografklub med nogle veninder, som jeg ikke har fået set så meget som jeg gerne ville, pga mine skiftende afb tider som Socialpædagog og jeg derfor altid har vægtet at være meget hjemme hos familien, når jeg også har “døjet” med aftenvagter osv.
Og og og … så har vi beriget familien med en fantastisk Golden retriever, som nu er 2 år, som især jeg går mange skønne ture med ud fra huset, hvor vi har skov, eng, mark, sø, div dyr og vesterhavet næsten udenfor døren.
SÅ selvom jeg nogle gange er ved at gå i panik over at begge vores børn flytter hjemmefra (for en stund m datteren) så skal det “sq nok gå” 😍
Kh Tina og Pøjpøj med ældste-sønnens nye liv

Hej Line
Ja det er en omvæltning, men da min ældste flyttede, oplevede jeg, at der på mange måder blev mere plads til den yngste, og vi kom endnu tættere på hinanden. Da han så flyttede, blev der mere tomt, men jeg flyttede samtidig til noget nyt og mindre i en anden by (tættere på begge drenge), så der skete meget for mig selv. Nu rejser den ældste så rundt i Asien i et år el to, og den yngste skal også afsted til august (dog kun i et semester). DET er til gengæld lidt underligt for mig, at de begge er ude af landet i så lang tid. Gudskelov for internet, mobiltelefoner😃 etc. Og så glæder jeg mig til at tage ud og besøge den yngste til efteråret og se en anden del af verden. At man “bliver sat på plads” er nok bare et tegn på, at vi har gjort vores job godt nok😉og har ladet vores børn blive voksne. Og så kan man jo altid invitere på middag med yndlingsretterne. Det siger en studerende sjældent nej til😆. Held og lykke med den voksende frihed.

Kære Line
Åh hvor jeg kender det… ens vigtigste job som mor og så står man der med 24 timer ekstra i døgnet. Sådan føles det.
Jeg synes efterskoleåret var en god prøve for mig- men jeg har brugt rigtig lang tid på at finde en ny rytme og tænke over, hvad jeg vil.
Nu er jeg i et menighedsråd og jeg skal være besøgsven for en ældre dame, jeg træner mere, er med i en bogklub en gang om måneden og så har jeg stor glæde af min hund……
jeg nyder på den ene side friheden og det ikke st skulle lave mad og komme hjem til andres rod og samtidig hader jeg stilheden og følelsen af at der ikke er brug for mig. Hvilket jo er skørt for de har stadig brug for en. Vi brugte tre hele weekender på at sætte lejlighed i stand- og der var hans taknemmelighed stor❣️ Jeg synes vi har nogle gode snakke når vi ses/ taler sammen, vi sender mange snaps så man lige er i kontakt- og det er jo (desværre) sådan, at al den stolthed og kærlighed mit moderhjerte er fyldt med over hvor sej og selvstændig og velfungerende han er- også er årsagen til at han er flyttet.
Rådet må være at holde en kontakt som begge kan være i og fylde sin egen tid ud med stjernestunder og egen omsorg.
Kærligst Trine

En næsten depression husker jeg, da min søn flyttede hjemmefra for 2 år siden. I går sendte jeg ham så afsted til det store udland til et sommerferie job I 8 uger – og græd igen! Jeg ved at det bliver godt for ham, men hårdt er det at ikke at kunne snuppe et dagligt knus når de flytter og nu kommer jeg I kramme underskud til September!! Har advaret hans lillebror, om at det bliver ham der må finde sig I ekstra mange

Uha – jeg kan ligeså godt breake det for dig med det samme, Line!
Du holder aldrig op med at savne den tid, hvor dine børn boede hjemme og hvor du kunne tage dig af dem, hygge med dem og følge deres liv helt tæt på.
Selvom mine piger bor lige i nærheden SAVNER jeg stadig den tid , hvor vi alle boede under samme tag og nu er der endda børnebørn, så jeg skulle da ellers mene at de nok kan tage vare på sig selv😉
Jeg elsker at være sammen med mine piger og børnebørn og ville ønske at vi stadig kunne bo sammen og være en indfiltret del af hinandens liv – meget mere end vi er – jeg bliver aldrig træt af at tale med dem, hygge med dem, hjælpe dem, få hjælp af dem, dele tanker og oplevelser med dem og få del i deres😊
Man kan ikke forberede sig på livet efter børnene flytter ud, men man kan aftale med sig selv, at man ikke vil blive trist og sørge for at have andre ting at tage sig til sideløbende med at de vokser til og gør sig klar til at flyve fra reden….

Når folk siger til mig “sådan er det jo med børn”, så kan jeg godt få en mærkelig følelse. Jeg synes ikke vi på nogen måde må underkende hvor svært det er, og hvor fedt du siger det højt 🙂 Jeg synes det er lidt tabuemne og sige det er mega svært. Jeg har også en søn på 17 år, der jo er på vej ud i livets udfordringer, men har samtidig en søn der er meget nærværende når vi endelig er sammen. Han er skilsmissebarn og jeg har givet meget af mit liv til ham da vi blev skilt. Vi har et meget tæt forhold og derfor synes jeg det er mega hårdt med udviklingen han er i. Jeg ved godt at det er naturligt og det sker og jeg er jo heller ikke dum 😉 men ja det er pisse svært 😍😍 er det ikke bare kærlighed? ❤️

For 6 år siden flyttede min datter hjem til hendes far, og det gav en stilhed i huset. Min søn og jeg fandt en anden rytme i vores tosomhed fremfor “tre-somheden” som vi havde haft i 16 år sammen med min datter.
Nu er min søn også fløjet fra reden og jeg står tilbage i en rede, der pludselig føles gabende tom. En ny stilhed har sænket sig i stuen …den er lige nu lidt skræmmende da mit liv i 22 år har drejet sig om mit liv som mor.
Nu starter et nyt kapitel i vores liv og der er ingen tvivl om at både min datter og min søn kan klare sig ude i verden og jeg er så stolt. Dog er jeg for første gang i 20 år alene og puha, lidt skræmmende