Jeg foreslog for nylig min søde, ældre mor, at vi flytter sammen. Min tanke er at sælge min dejlige villalejlighed, købe hendes hus og dele det op, så vi kan bo under samme tag. Men spørgsmålet rumsterer selvfølgelig: Kan man bo med sine forældre?

Vi har tidligere boet flere generationer sammen, da jeg var barn. Min mor flyttede ind på 1.salen i min mormors hus, da hun blev skilt fra min far. Her boede vi til jeg var 14, hvor vi flyttede i et nybygget skønt hus i Virum, og her bor min mor stadig.

Jeg elskede selv at bo med min mormor. Vi havde meget glæde af hinanden, når jeg kom hjem fra skole og hun sad klar med boller, saftevand og et spil dam eller mølle. Hun lavede ofte mad til os, og der var altid nogen hjemme i huset. Det var trygt og rart både for mig og min mor… Og naturligvis også for min mormor.

Jeg serverede ideen for min mor en eftermiddag, hvor jeg var til kaffe med hendes veninde. Veninden har faktisk boet sammen med min mor i en længere periode – de hyggede sig og går stadig under navnet ’Aperol-tøserne’. Og veninden syntes, det var en fantastisk ide.

Jeg troede derfor umiddelbart, at min mor ville juble og råbe et utvetydigt JA! Men det gjorde hun faktisk ikke. Hun fik snarere et bekymret drag om munden, og sagde: Det er jeg ikke sikker på er en god ide. Det skal jeg lige tænke over.

Jeg kan selv komme på mange gode grunde til at gøre det. Den ene er, at min mor netop er fyldt 81 og har været ramt af sygdom mange gange i kortere og længere perioder. Hun er heldigvis altid kommet sig – men alle bliver ældre, svagere og orker mindre med tiden. Hun bor i et stort hus med have, der skal passes og holdes. Og selvom hun klarer meget selv, så bruger jeg som den eneste datter naturligvis tid på at hjælpe min mor med at holde styr på stort og småt. Når hun som sidste år er indlagt i flere måneder – så er det en stor opgave med både eget og hendes hus. Så er der den næsten ugentlige bekymring, når hun ikke tager telefonen. Jeg bliver som andre ’børn’ bekymret og ringer råddent til naboerne – eller kører i værste fald afsted, for at sikre mig, at alt er ok.

Bor man under samme tag, er mange ting nemmere (og ja, nok også sværere). Men man kan hjælpes ad og holde øje med hinanden. Og drømmer man, som min mor, om at blive i sit hjem ALTID, så er det efter min bedste overbevisning nemmere, hvis familien er lige i baghånden. Jeg har i hvert fald ikke tillid til, at ’systemet’ kan klare den voksende ’ældrebyrde’ (grimt ord) på en tryg og værdig måde. Jeg har set og hørt alt for mange dårlige historier.

Nu har min mors lejer så helt uventet sagt op, og derfor ER muligheden for projektet der nu. Men min mor tænder ikke på ideen, desværre. Dels frygter hun, at hun mister sin selvbestemmelse og frihed. Og så vil hun helst ikke skifte soveværelse!

Det første kan jeg faktisk godt forstå. Men den gælder jo egentlig for os begge. Jeg foreslog, at vi satte os og lavede en slags ’kontrakt’, men nej – desværre.

Og det respekterer jeg naturligvis og tager til efterretning. Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om ANDRE, der har kastet sig ud i at flytte sammen flere generationer. Og også høre hvad I tænker om det.