Er der eet spørgsmål, som jeg ofte bliver stillet, og som gør mig ufattelig træt i betrækket, så er det det her: Hvorfor er en kvinde som dig single?

Jeg skrev en klumme om det i BT i går, og jeg har fået rigtig mange reaktioner fra andre singlekvinder, som oplever det samme. Derfor synes jeg, at jeg vil dele nogle af tankerne fra klummen med jer her. Jeg har igennem mine snart 30 år som offentlig person fået ufattelig mange spørgsmål om alt muligt. Men de senere år er det altså det spørgsmål, som oftest trænger sig på.

Selv min mor (der selv er single) og mine børn spørger mig med jævne mellemrum: Skal du ikke snart ha’ dig en kæreste.  At være kvinde midt i 50’erne uden en mand synes at være en tilstand, som enten er lidt mystisk eller i værste fald synd for kvinden. Der må jo være et eller andet i vejen, siden ingen vil have hende!

Jeg kender mange andre singlekvinder. Enkelte begræder deres ’situation’. Men langt de fleste nyder livet og den frihed, der er forbundet med at være single. Det handler ikke om friheden til at date og knalde til højre og venstre. Nej, vi nyder bare friheden til at bestemme over og i vores eget liv efter mange år som gift, som småbarnsmor, karrierekvinde bundet op på familielivets stramme vilkår.

Jeg synes egentlig, at spørgsmålet er underligt påtrængende. Dybest set kommer det jo ikke nogen ved, hvorfor jeg eller andre kvinder er singler. Det kunne være jeg ikke gad have en kæreste. Det kunne være jeg havde nok i mig selv. Var blevet menneskesky. Mandetræt. Eller bare midaldrende, magelig, kræsen og småkedelig. Og det er vel min sag?

Jeg har været single i – ja vistnok 5 år. Jeg kan dårligt nok huske det, for tiden er fløjet afsted, og mit liv har taget mange drejninger på vejen. Jeg har lært mig selv bedre at kende. Og jeg har øvet mig i at vælge og fravælge i det store udbud af singlemænd på markedet. For ja, det er sgu et marked derude. Et marked hvor alarmklokkerne bør ringe, så snart en bejler netop går med ring – og er potentielt gift. Eller nyskilt. De er lige ’farlige’ og uforudsigelige.

Hvis jeg skal komme med et godt bud på, hvorfor flere og flere vælger singlelivet, så tror det skyldes, at de ikke orker starte forfra, gå på en million kompromisser i forhold til nye partnere, eller de føler sig tiltrukket at et liv, hvor de selv sætter dagsorden og ikke skal spørge andre (læs en mand/kone/kæreste) om ’lov’.

Jeg elsker at være mig selv. Jeg elsker mit eget selskab. Jeg elsker at kunne prioritere mit liv og min familie først. Og i det regnestykke skal man(d) virkelig være one-of-a-kind. At være single er hverken synd eller skam. Det er for mig som for mange andre kvinder et aktivt valg. Det betyder ikke, at vi har lukket døren for den-eneste-ene, blot at vi ikke begræder vores situation men snarere nyder den. Og det aktive valg må andre lære at acceptere og forstå uden at mistænkeliggøre singlerne som selvtilstrækkelige mennesker, der har udviklet sig til kræsne, sære individder, der stiller umulige krav til en partner.

Når det er sagt, så tror jeg, der er stor forskel på mænd og kvinder. Mange mænd er langt hurtigere til at finde ny partner efter et forlist forhold, mens vi slikker sårene lidt længere og tager sig tid til at lære sig selv at kende og mærke efter, hvad vi virkelig ønsker os.

Du kan læse hele klummen i BT her…. Og del i øvrigt gerne din mening med os andre!