Det er søndag og en af de dage, hvor der er lidt mere tid til eftertanke. Og jeg har tænkt meget, siden vi kom hjem fra vores dejlige familierejse til Marrokko. Tanker om familie. Tanker om hvad jeg bruger min tid på. Tanker om livet. For hvad er det gode liv egentlig?

Jeg er selv midt i det og i fuld gang med min 3.karriere. Min drenge er lige begyndt på voksenlivet   – verden ligger for deres fødder, nu skal de bare vælge de veje og drømme, de ønsker at forfølge. Min mor er 80 og min skønne papmor er også på vej derop af. De er begge midt i deres 3.alder med alt, hvad det indebærer af muligheder og fysiske eller økonomiske begrænsninger. De klager aldrig og hviler på forunderlig vis i deres tilværelse.

Vi mangler ingenting. Vi har tag over hovedet, mad i køleskabet, rindende vand (både koldt og varmt), veludrustede køkkener, nydelige badeværelser, tv, computer, mobiltelefoner…. Og penge på kontoen. Måske ikke så mange som vi drømmer om, men alligevel. Min mor drømmer i hvert fald om hver måned om, at netop HUN vinder millionen i Klasselotteriet. Jeg drømmer også om millionen – men mest fordi jeg også drømmer om at kunne stå af ræset en dag – indenfor en overskuelig fremtid.

Salt produktion nær landsbyen

Og nu tænker i nok: Ja, Line  vi er priviligerede. Vi lever jo i et civiliseret samfund og betaler skat og alt muligt. Så hvad vil du med det?

På vores rejse til Marokko slog det mig, hvor meget mennesker kan smile og se glade ud, selvom de ikke har ret meget. Det var særlig tydeligt, da vi tog på tur til Ourikadalen i udkanten af Atlasbjergene. Mine drenge og jeg var på  vandretur i det smukke landskab 12 kilometer gennem enebærlunde, over store sletter, stejle stier og forbi små primitive berberlandsbyer med røde flag, skoler, en lokal bage-kone og produktion af salt.

Vi spiste frokost hos en berberfamilie i en lille landsby tæt på vores ’hotel’. Her hos Ibrahim, Aisha og deres voksne datter mødte vi en helt utrolig gæstfrihed.

Den fine opholdsstue hos Aisha og Ibrahim

Efter 3 timers vandring førte vores guide Hassen os hen til deres rød-brune hus med en fin blå dør. Vi gik ind og hilste først på datteren, der sad og bagte brød i en primitiv ovn på gulvet. Der duftede herligt af friskbagt brød og kylling.

Det første, jeg lagde mærke til. var, at de havde toilet og håndvask lige indenfor døren. Nydeligt og fint malet blåt med et lille spejl over vasken. Huset var bygget rundt om en lille firkantet gårdhave med blomster og en frodig bourgonvilla, der voksede midt i det hele. Den ene af husets længer fungerede som stald, der gik et par høns frit rundt, og i et hjørne af det mørke staldrum lå en kalv og muhede. Dens ’mor’ var på bjerget med husets frue, så kalven lå og kaldte.

Den fine gårdhave set fra tagterassen

Vi fik lov at tage et kig i køkkenet. Et dunkelt rum med lergulv uden køleskab og med 2 primitive blus, der stod direkte på gulvet. Det ene til brænde, det andet til gas. Der var ingen vand eller noget andet udstyr. Kun en tønde på væggen, som blev brugt til at lave smør. Jeg spurgte Hassan, om ikke der var lys i køkkenet. Og stolt tændte han den interimistiske pære, der hang fra loftet.

Huset var i 3 etager, vi gik ovenpå forbi husets opholdsrum, hvor vi egentlig skulle spise frokost. Et farverigt og fint rum med plads til mange spisende gæster. Ibrahim spurgte om vi foretak at spise inde eller ude – vi ville gerne spise ude på husets tagterasse under pergolaen.

Her med udsigt til Atlasbjergenes hvide toppe og landsbyens liv med børn, kvinder, mænd og æsler blev vi på den ene side mindet om vores egen materielle velstand – og på den anden om det enkel livs skønhed. Frisk luft, ingen larm, ingen behov for statussymboler og show of. Bare livet i al sin enkelhed.

Frokost med vores søde guide Hassan

Aisha dukkede smilende op, mens vi sad ved det veldækkede og bugnende bord. Hun talte en smule fransk, som de fleste i landsbyen: ’Hvorfor spiser I ikke noget mere’ lo hun hjerteligt? Men der var så meget mad, at vi ikke kunne. Aisha havde været på bjerget for at græsse familiens ko. Hun havde efterladt den deroppe med hoved og klov bundet sammen, så den ikke kunne stikke af. Senere på dagen skulle hun hente den igen. Vi roste hende for den lækre mad, den smukke udsigt og deres efter forholdene fine hus. Hun lo hjerteligt men fik et træt drag om munden og svarede: ’Ja, her er smukt – men det er et hårdt liv her. Du ville ikke ønske at bo her.’

Og det er lige præcis den sætning, jeg har gået og tænkt over lige siden. For har jeg ret til at ’brokke’ mig over mit liv og synes, det er hårdt, sammenlignet med der i berberlandsbyen? Og hvad giver mest værdi? At vågne op i en fattig men smuk kulisse, hvor det primært handler om dagen og vejen? Eller her i mit velordnede hjem, hvor hver dag flyver afsted med sine deadlines, og penge der skal tjenes, for at regningerne kan betales? Hvem af os er i grunde mest fattig eller rig?

Besøget hos Aisha og Ibrahim med det flotte gebis gav stof til eftertanke. Jeg vil gerne skrue lidt ned for tempoet – så livet ikke bare flyver forbi. Jeg vil forsøge at skære ned på mit forbrug – for det er jo der, jagten på penge starter.

Det store spørgsmål er jo: Hvor lidt kan vi nøjes med, for at være lykkelige.

Hvad tænker du?

Den store middag

Det lille køkken

Vue ud over landsbyen – den blå bygning er skolen