Jeg har været til møde med en gammel ishockeybekendt. En af dem, der har nået en masse i livet, fordi han kan, tør og ikke kan lade være. Og fordi han forstår, hvad drømme er gjort af – jeg vil leve min drøm.

Vi har kendt hinanden i en menneskealder fra min ungdoms ishockey klub. Og så vi mødtes engang helt tilfældigt på en rulletrappe på Penn Station en julidag i New York. Han var på vej op, jeg på vej ned. Og siden da, tror jeg egentlig, at vi blot har fulgt hinandens liv fra livets og mediernes “rulletrappe”.

Han er en af Danmarks dygtige hjerner, som har gjort landet rigere og åbnet døre udover landets grænser. Med op og nedture til følge. Og sådan er det, når man drømmer og tænker stort. Nogle gange er man på toppen af bjerget og kan nyde udsigten. Andre gange står man for foden af det og kigger op og må tage turen en gang til. Drivkraften er, at udsigten som regel er bedre fra toppen. Det kender jeg selv – og turen op er slidsom men det hele værd.

Min gamle ishockey ven skrev til mig i december, da jeg var i New York med mine drenge for at skrive historier til bloggen. Som han skrev, havde han aldrig forestillet sig, at han skulle læse en kvinde-blog, men det gjorde han altså ! Og grunden til han kontaktede mig var, at han har en masse aktiviteter i NYC, og ville mødes om det.

Min drøm er jo at flytte over there, når min yngste er færdig med gymnasiet. Måske skal jeg åbne en restaurant, der skal hedde Grandma’s Daugter og servere farmormad, som jeg tidligere har skrevet om (https://linebaundanielsen.dk/familie-soendag-tarteletter/) . Måske skal jeg blogge. Måske skal jeg noget helt tredje. Det er om 3 1/2 år. Der er jeg 58. Og hvad så, tænker jeg på de gode dage. Hvis man i en moden alder skal lykkes noget sted i verden, er det vel i USA. Der lider de ihvertfald ikke af alders forskrækkelse. Og jeg vil leve min drøm.

Min ven er med i et projekt, der handler om at opfylde menneskers drømme, før det er for sent – store som små. De har netop åbnet kontor i New York, og stifteren af firmaet, som er halvt blind flytter derover med sin familie til sommer.

Jeg blev så inspireret af historien og ikke mindst af min vens drive, og hans evne til at se muligheder og ikke begrænsninger. Om jeg kan bidrage til noget i det amerikanske”drømme-projekt” vil fremtiden og vores kommende møder vise. Men konceptet er sympatisk og taler så meget til menneskets inderst drivkkraft: Drømmen.

Uden drømme intet håb. Uden drømme intet mål. Uden drømme bliver hverdagen nemt ”sur røv”. Vi skal bare turde. Som der står på min tavle herhjemme : Din drøm er dit ansvar – tyvstjålet fra coachen Kim Boye. Men det gør jo ikke ordene mindre rigtige.

Hvad er din drøm gjort af ?  Og tør du udleve den?