Min yngste er lige startet i gymnasiet. Det er godt – men det er også hårdt og fyldt med urimelige og tåbelige krav. Godt jeg ikke er ung i dag!

Jeg forstår godt, de mange unge gymnasieelever, der føler sig stressede og pressede. De arbejder under stort pres og på nogle vilkår, vi andre forsøger at bekæmpe på arbejdsmarkedet.

Min søn har f.eks deadline for aflevering af opgaver en lørdag eller søndag aften kl 24. Lørdag ? Klokken 24 ? Hvorfor – sidder læreren måske klar til at rette opgaver der ? Næppe. Men er opgaven ikke afleveret til deadline bliver den noteret som manglende aflevering.

Og mødetiderne er som vinden blæser. Han kan gå i seng klokken 23 i den tro, at skolen starter klokken 8.15. Og når vi står op næste morgen kan undervisnings start være rykket til kl 10. Nogle dage bliver timerne midt på dagen aflyst, men de sene timer er der stadig, så kan de dingle rundt på gymnasiet og vente.

Er det en ok måde at behandle unge mennesker på? Det er i hvert fald ikke godt signal.

Hvis de unge selv kommer 2 min for sent eller skal akut  til læge eller tandlæge, så bliver de noteret for fravær. Selvom de beder om fri til det. Jeg kender ikke mange læger eller skoletandlæger, der tager patienter ind klokken 16.30, når eleverne har fri.

Jeg rejser i øjeblikket land og rige rundt med Ledernes Hovedorganisation og en konference, der har fokus på sundhedsledelse og trivsel. På mange arbejdspladser taler vi konstant om, hvor vigtigt det er, at den enkelte har både ansvar og indflydelse på sin arbejdssituation. Alt andet er dræbende for trivslen og vores  overskud. Kloge hoveder anbefaler at vi slukker mobil og mail i weekenderne, fordi det er vigtigt at lade og koble af.

Hvorfor forlanger vi så det stik modsatte af vores unge, der skal til at forme til et liv efter skolen. Det giver ikke ret meget mening. Jeg synes de unge skulle protestere – og måske vi forældre skulle råbe med.

Jeg er så glad for, at jeg ikke er ung gymnasieelev i dag. Vist havde vi mange lektier og opgaver. Vi havde job og fritidsinteresser (det har de unge dårligt nok tid til idag). Men der var en menneskelighed over systemet, som der ikke er i dag. Var man syg eller skulle til lægen skrev ens mor eller far en seddel, og alt var ok. Sådan er det ikke i dag. Hvor er det individuelle hensyn – eller bare hensynet og menneskeligheden?

Samtidig skal vores unge vælge så specifikke retninger på deres gymnasiale uddannelser allerede i 1.g. Jeg ANEDE da ikke, hvad jeg ville. Jeg vidste bare, hvad jeg var god til. Og det var ikke matematik.

Jeg bliver ked af det, når jeg ser min egen søn og hans venner føle sig stresset og presset i en alder af kun 16 år. Er det virkelig meningen med skolen ?

Rigtig dejlig søndag.