Min yngste har fødselsdag i dag, han fylder 17. Om præcis et år er min opdragelsesret endegyldigt slut som mor. En lang rejse fra fantastisk til pinlig på 17 år! Og jeg spørger mig selv: Hvad er vores rolle nu, når de små bliver store?

Det er både vemodigt og vildt at se sine unger vokse op. Fra at være et lille pus, der elskede at putte sig ind til mor, som stak en lille varm hånd ind i min, når vi gik tur i den store verden. Eller som spejdede fortvivlet rundt efter mor, hvis vi kom for langt fra hinanden på pisten, i skoven eller i Tivoli. Til løsrivelsen hvor mor ikke længere er verdens navle – men blot endnu en af de mødre, der er lidt kikset og hele tiden siger pinlige og fjollede ting!

Jeg spørger også mig selv, hvor dælen tiden blev af. Jeg synes jo kun, det er 10 sekunder siden, han kom til verden på Gentofte Hospital. 9 sekunder siden han gik sine første skridt. 8 sekunder siden de første ord kom ud af hans lille mund.  Ord han selv havde opfundet som: ‘hafferhan i  ysser’ (saftevand i sutteflasken) eller ‘dodøjde’ (storebror).

7 sekunder siden, han indledte sit institutions- og skoleliv og dermed sin første frigørelse fra mor og far. 6 sekunder siden han besluttede sig for, at han vil flytte til New York, når han bliver stor: -Og mor, du har lovet at tage med! 5 sekunder siden, han med fasthed i stemmen meddelte, at han absolut ikke ville konfirmeres – for hvem er Gud ?

4 sekunder siden vi brød sammen af grin på vej til Sverige, over ulvene, der lige havde hærget i Skåne, og vi havde en bekymret snak om, hvorvidt, de kunne komme til Danmark. -De kan jo gå over broen, sagde jeg. Og sønnike sagde tørt: Mor, der er jo ikke noget fortorv! Så ved man, at man i hvert fald er lykkedes med at lære færdels sikkerheden fra sig ! 3 sekunder siden han kom småstiv hjem fra sin første gymnasiefest. 2 sekunder siden han meddelte, han ønskede sig en tatovering.

Og lige om et sekund er han rigtig voksen, må køre bil, stemme, skal betale licens over skatten, og bestemme over sig selv og sit liv. Tilbage står vi så som forældre og krydser fingre for, at vi har givet alt det bedste, vi kunne. Skabt et lille helstøbt menneske, der kan, tør og vil gribe verden. Som vil være god mod den og de mennesker, han møder på sin vej. Som får sine inderste drømme opfyldt, og hverken bliver ramt af sygdom, krig, natur- og miljøkatastrofer eller andre frygtelige ting.

Og hvad er så min rolle som mor fremover? Den vil stadig være at elske mine drenge ubetinget. At støtte dem, når de har brug for det med kærlighed, omsorg og opbakning. At give dem plads til deres eget liv – ikke blive hende der emsig mor, der blander sig i alt. Stadig at invitere på store oplevelser ude i verden.

Og når de kommer med vasketøjet og de sure sokker, vil jeg med stor glæde ordne det. Det lugter jo alt sammen lidt af ’hundehvalp’ og mine drenge. Jeg vil servere alle livretterne og sørge for, at det altid føles som at komme HJEM.

Tak for de dejlige børn, I begge er, min skat….

Jeg ved godt, jeg er lidt pinlig ind imellem!