Jeg bliver en farmor, jeg “får” et barnebarn, og glæden ved min nye titlen, havde jeg ikke forstiller mig så vild lykkeberusende.
Men samtidig føler jeg, at jeg har “mistet” min svigerdatter (og måske min søn).
Historien:
Flere i min omgangskreds har fået, eller skal have børnebørn. Der er mormødre, farmødre som fortæller om den glædelige begivenhed, som flash’er det på FB, Instagram m.v. Der bliver strikket og gjort sager rundt omkring, og talt om alt det glædelige ved gravide døtre, svigerdøtre, kommende fædre, og billeder og lykkelige historier bliver vist i stor stil.
Er det så kun mig der har fornemmelsen af en slags sorg..!!!?
Jeg har kendt min svigerdatter i 9 år ( De er begge 30 år) Og jeg kan slet ikke takke min søn nok for at have bragt hende ind i mit liv. Hun er på mange måder den pige/kvinde jeg selv gerne ville have været. Modig som bare pokker, selvstændig. En kvinde der tør stå ved sine meninger, og tør sige fra. Samtidig er hun sårbar, eftertænksom, omsorgsfuld over for sine nærmeste, og alle de andre i verdenen omkring hende. Jeg oplever at have haft hendes fortrolighed. Måske jeg bare har løjet for mig selv.
Hende og jeg har, efter min mening altid haft en dejligt forhold, og jeg holder umådeligt meget af hende. Faktisk så meget, at jeg ind i mellem føler jeg har svigtet min søn.
Men nu føler jeg, jeg har mistet hende, dog får jeg et barnebarn.!!!
Min svigerdatter er ca. 27 uger henne, og har bestemt ikke haft en let graviditet, og jeg har haft den største medfølelse med hende, og forsøgt at hjælpe så godt jeg kunne, uden at overskride grænser.
Min søn og svigerdatter glæder sig naturligvis. De bygger rede og er forventningsfulde, og så forberedte som man nu kan være som førstegangsforældre.
Men jeg savner dem. Min søn. Min svigerdatter. Jeg savner dem i en grad, så følsens kan beskrives ligeså voldsom, som da jeg i sin tid blev skilt. Det er tårer, søvnløse nætter og tristhed iblandet kæmpe angst for at miste dem helt, samtidig med jeg måske mister kontakten til den lille nye som kommer.
Jeg kan ikke genkalde mig noget tidspunkt hvor jeg har været så usikker på mig selv, min rolle som mor, min rolle som svigermor.
Jeg oplever at blive holdt ud i strakt arm. Jeg må ikke komme for nær. Jeg må ikke glæde dem med små gaver. Jeg bliver irettesat som en teenager. Jeg oplever pludselig en svigerdatter som er kontrollerende og grænsesættende, som ikke bryder som om det jeg kan tilbyde som menneske, som person, som kommende farmor, og her er der ikke tale om de små gaver, men mig, den person jeg er, og har været i mange år.
Jeg selv er mor til to sønner. Min egen mor var nærmest et mareridt som kommende mormor. Men jeg havde dengang, som kun 24 årig forståelse for, at det var glæde og forventninger der drev min mor. Jeg havde verdens sejeste svigermor, som jeg hellere ville spørge til råds end min egen mor. Men min mor var min mor, og naturligst den der var tættest på mig. Mor – datter konstellationen har jeg stor respekt for.
Hvor er min søn så henne. Den lette forklaring er, at han er en stor støtte for sin kæreste, og vælger ikke at se, hvad jeg oplever at se – at han rent faktisk ikke ser det.
Det kan også være fordi, han ikke vil se det, og ikke vil tage mit parti for ikke selv at komme i klemme.!!
Men den allerværste tanke jeg har fået er, at han bifalder at jeg bliver holdt ud i strakt arm. At han heller ikke gider mig, at jeg har været en elendig mor, et dårligt forbillede, at jeg måske har svigtet ham på et tidspunkt.
Min søn har altid været stor genstand for min beundring. Min første ubetinget kærlighed. Han var som barn, og helt ung mand aldrig bange for at vise sin hengivenhed for mig, og som teenager viste han mig en beundringsværdig tillid og fortrolighed.
Min søn, og min eneste svigerdatter er meget kloge mennesker, ordentlige mennesker, som jeg beundre. Så hvorfor er der pludselig ikke tid til at svare på sms’er som højst bliver sendt en gang om ugen. Hvorfor ser vi pludselig kun hinanden max en gang om mdr. Hvor min oplevelse et par gange har været, at jo hurtigere vi kan sige farvel igen, jo bedre. Hvor er den tidligere tættere kontakt. Dengang hvor vi spiste, grinte, så film eller tog på ture – hvor forsvandt Dengang hen.!!
Jeg er selvfølgelig ikke blind for, at tider ændre sig, at vi alle 3 er blevet mere voksne, at vi alle 3 skal finde på plads i vores nye roller, men jeg har nok været blind for, at det skulle gøre ondt, og at samtidig med jeg fik noget, også mistede noget.
Vi er ikke uvenner. Det er ikke engang sikkert de ved hvordan jeg har det, for jeg trækker mig. Jeg er bange for at optrapper en konflikt, som kan være endnu mere ødelæggende. Jeg siger heller ikke min mening eller sætter grænser, fordi jeg er bange for at skabe konflikt mellem min søn og svigerdatter. Jeg ved da også at min svigerdatter er i sine hormoners vold, og naturligvis er ved at se/finde sig selv som mor, men betyde det så at jeg ikke er værdig som svigermor længere, at jeg skal holdes ud i strakt arm. Jeg går på listefødder, og må spørge min svigerdatter om lov til næsten alt i forbindelse med, hvad det indebærer at være svigermor/ farmor.
Lige nu er jeg frarøvet glæden som farmor. Jeg er holdt op med at strikke, sy, købe små sokker eller huer. OG hvis jeg gør, skal jeg først spørge om jeg må “overraske”, og spørge til farve og mærke. Så nu holder jeg helt op. Strikketøjet er lagt væk, symaskinen er sat i skabet, og mine glade forhåbninger og forventninger lagt i en dåse med låg. For så bliver jeg forhåbentlig ikke så skuffet når den lille pige ser dagens lys, og jeg måske ikke bliver lukket ind. Jeg forbereder mig.
Og midt i al min tristhed, kan jeg dog sagtens se det glædelige i situationen. Mine “børn” skal opleve den sindsyge ubetinget glæde ved at blive forældre. De skal opleve en kærlighed som man er parat til at gå i døden for.
Det skal de opleve.
Nøjagtig den samme ubetinget kærlig jeg stadig har efter 30 år som mor for min søn.

Obs.
Dette indlæg er skrevet ca. 2 mdr. efter jeg har været indlagt med en hjertesygdom, som lægerne stadig ikke har fundet svar på, og måske er jeg selv emotionel omkring dette. Dog skal det også siges, at jeg i den forbindelse kun har haft set min søn og svigerdatter 3 gange i de 2 mdr.(Den ene gang var på Rigshospitalet i max. 30 min.), de to andre gange var på forespørgsel fra min side.
Fra en kommende farmor med kæmpe glæde og forsigtige forventninger.

Jeg havde det lige omvendt med min mormor og min farmor. Min mormor så et lys i min bror som var den første fødte og jeg fik aldrig et tæt forhold til hende men derimod havde jeg et fantastisk forhold til min farmor som var et fantastisk givende menneske. Min søn kan ikke få børn så jeg bliver aldrig farmor og det har jeg det fint med. Til gengæld har jeg et fint forhold til mine mands børnebørn.

Havde den store glæde at blive farmor i nov 2015 …der bliver ikke gjort forskel han kommer lige så tit på besøg hos os som hos mormor morfar…det er nemlig vores Victor….han kommer faktisk idag med mor og far og spiser er altid så hyggeligt❤️

Hej Line
Jeg er helt enig med dig.
Det bedste råd fra en Mormor er at lade være med at se jer selv som “kun” Farmor. I vores familie har vi altid haft rigtig meget glæde af begge hold bedsteforældre, måske fordi kvinderne er så heldige at ha’ nogle rigtig dejlige svigermødre <3 , som jo så også bliver Farmødre. Jeg ved min datter holder rigtig meget af sin svigermor og nyder det bånd hun har med børnene 🙂 og der er da ikke noget der glæder mig mere, end vores elskede børn / børnebørn har et dejligt stort netværk at være i.
Lad være med at degradere jer selv vær der, og vær en FARMOR for børnene har brug for os alle 😉

Tak, fordi du havde modet til at skrive om noget mange af os kvinder med sønner frygter/oplever.

Hej Line
Tak for et fint blog…
Dit indlæg, er nok en tanke os “drengemødre” har strejfet et par gange…. Og nu venter så mit 1. barnebarn rundt om hjørnet… Jubii – og tænk en gang.. tanken er væk! – jeg valgte helt fra starten, at vise min søn og SD, at jeg bliver… “Verdens Bedste FF” 🙂
Med et stort smil venter jeg nu bare på, at “vidunderet” kommer til verden og vi kan starte vores fantastiske rejse sammen med både FF, MM, MF og resten af familien.
De slipper ikke for mig… 🙂 – og de elsker mig for det!