Scenen er bjergkant en times kørsel udenfor Marrakesh i Marokko. Solen kaster dagens sidste stråler henover Atlasbjergenes sneklædte toppe, og en berberfamilie sidder på en forhøjning nedenfor og skuer udover floddalen. I det fjerne lyder summen fra den nærmeste landevej, der forbinder dette paradisiske sted med omverden. Her er en fortælling om, hvad man gør, når man har en uge til en familierejse for livet

Kasbah Bab Ourika

Vi er kommet hertil Ourikadalen – den sidste del af turen – ad en stenet grusvej gennem små berber landsbyer, og vejen endte pludseligt her, hvor vi nærmest føler os hensat til kolonitiden. De næste par dage er vi indkvarteret i en smuk Kasbash så æstetisk indrettet, med berbertæpper, smukke kandelabre, design og antikviteter og med haveanlæg, så fornemme og velplejede som var det en botanisk have.

Jeg er her med hele min lille familie for at fejre min mor, som netop har rundet de 80. Hun har inviteret os, på det, hun ønsker, skal være en uforglemmelig rejse for os alle. Den begyndte også ret uforglemmeligt med, at vi nær ikke var kommet afsted. For i check-in i Københavns lufthavn blev min mors pas afvist, fordi hun havde lavet hul i passets forside med en hullemaskine, for at binde pas og pacemakerkort sammen. Smart tænk javel, når man er en glemsom pensionist – men damen i skranken frygtede, at vi ville blive afvist i Marokko og sendt retur på lufthavnens regning, og den regning ønskede hun ikke at tage på sig.

Min skønne mor på 80

Med 1 time og 10 minutter til afgang fik vi derfor temmelig travlt. Først den ene vej gennem terminalen for at tage pasfoto. Dernæst hele vejen tilbage til politiets lufthavnskontor udenfor terminalen. Jeg fandt en kørestol og løb alt, hvad remmer og tøjler kunne holde med min 80-årige mor i stolen. Et syn for guder uden tvivl. Men vi nåede det – takket været Falck (og nej, ingen skæld ud her) som hentede os alle og fragtede os direkte til gaten, som lå halvvejs til hovedbanegården.

Nu er vi så her, i en borglignende bygning i udkanten af Atlasbjergene efter 3 dage i den hektiske storby Marrakesh. Ingen af os har været i Marokko før, faktisk er det kun anden gang, jeg befinder mig på det afrikanske kontinent. Efter de bestialske drab på den norske og danske kvinde i december fik min mor kolde fødder. Men vi besluttede alligevel at rejse hertil. Mine forventninger var på forhånd blandede – nogle mente, at jeg ville elske Marokko og marokkanerne. Andre at det slet ikke var noget for mig. Efter de første 3 dage er dommen: Jeg ELSKER det! Vi føler os velkomne og trygge. Maden er fantastisk, og sanserne er på overarbejde. Selvom Marrakesh er en larmende og til tider støvet og klaustrofobisk storby, så har vi boet tæt på paradisisk i en Riad i udkanten af Medinaen.

Jardin Majorelle

Bag de klassiske, tykke rosa mure og en smuk mørk trædør åbenbarede sig et 5-stjernet univers af ro og luksus. Her har vi solet, badet og slappet af mellem sightseing og shopping. Det er ikke svært at forstå, hvorfor den franske designer Yves St Laurent for snart mange år siden købte sig en sommerresidens her – og renoverede den og den tilhørende have Park Majorelle. Begge dele er i dag åbne for offentligheden og er på alle måder et besøg værd – sammen med det næsten nye St Laurent museum lige ved siden af. Vi brugte en formiddag på besøget, som vi sluttede af med kaffe og is i museets smukke og stilfulde cafe.

Vil man været turist er der uanede muligheder for med eller uden guide at følge i storvisirens fodspor i det smukke Bahia palads, se det imponerende Saadi gravsarkofag, Badia Paladset, Secret Garden eller den jødiske bydel, Mhella, med egen kirkegård og det store torv, som er Unesco verdensarv. Og nå ja, så er der det store vanvidstorv – dødens plads – hvor man henrettede kriminelle i gamle dage, og som i dag er et inferno af turister, salgsboder, cafeer, slangetæmmere, aber i snor og historiefortællere. Jeg fik stress af stedet! Men det ska ses.

Aftensol over medinaen fra Restaurant Nomad

Man går utrolig meget i Medinaen. Det kan være lidt af en udfordring med ældre og dårligt gående mennesker. Det kan også været en udfordring at finde vej – kort findes der ikke mange af over byen, men min ældste søn, som havde været i Marrakesh en uge før os, havde downloaded appen ’maps.me’, som hjalp os godt på vej. Så vi tog det i mindre etaper og vendte tilbage til vores riad og slappede af imellem turene.

Nu har vi lagt byen bag os et par dage og er her i bjergene og indsnuser den frisk luft og roen, som er her. Min mor på 80 har rejst meget hele sit liv til alverdens hjørner, selv hun er betaget af denne skønne plet. Da tusmørket sænker sig går vi op og sætter os til bords i den hyggelig restaurant, der ligger omkring en overdækket gård. Maden er kontinental og indbydende – det er høj klasse og ja lidt dyrt. Men det er jo en helt særlig rejse.

Vi har alle på forunderlig vis været trætte hver aften, og selvom der er masser af natklubber og natteliv i Marokko, så står det ikke lige på vores to-do-liste hernede. I morgen skal vi også vandre i bjergene mine sønner og jeg, mens min mor slapper af på terrassen med den formidable udsigt og ved poolen.

Afsted på 12,5 km bjerg vandring

Vi går afsted efter morgenmad uden at kende kursen. Vi er i selskab med Hassan, der er lokal guide – en veltalende og vidende berber, der er vokset op her i området omkring Ourikadalen. Her er så ualmindelig smukt og nærmest uberørt. Vi går først gennem landsbyen, inden vi stikker op ad smalle stier, hvor enebærbuske, vild rosmarin, vilde tulipaner og blomstrende mandelbuske danner en smuk botanisk kulisse. Bag os knejser de hvide toppe på Atlasbjergene.

Temperaturen stiger støt og nærmer sig de 25 op af formiddagen. Vi møder kun få mennesker heroppe – en mand sidder under et træ og tager sig et hvil med sit æsel. Et andet æsel ses langt væk med stor oppakning – min yngste spørger bekymret, hvordan det mon finder vej helt alene! Og vi skraldgriner alle sammen, og ser æslet for os med indbygget gps.

Vi hører glade børnestemmer fra en berberlandsby langt væk, og vi ser sjove hvide firkanter på jorden, gravet ind i bjergsiden, som Hassan forklarer er små saltdepoter, hvor de lokale udvinder salt, som de sælger på markedet.

Såååååå smukt

Vi går i timevis, klatrer ned af stejle skråninger, går ad grusveje, mens landskabet skifter hele tiden. Vi følger et vandløb, hvor høje, duftende pinjetræer kaster dejlig skygge ned på jorden, som er dækket af et forårsgrønt græstæppe – og pludselig ser vi en vild skildpadde krydse stien. Efter 3 timers vandring når vi frem til Hassans landsby. Her skal vi spise frokost hos en lokal berber familie. Det er en kæmpe oplevelse for drengene og jeg. Mennesker og dyr bor side om side i den lille og primitive bolig. Køkkenet er sparsomt udstyret med 2 kogeblus på jorden, men her dufter herligt af nybagt brød og kylling. Og minsandten om ikke familien har et fint lille toilet med træk og slip.

Vi hilser på Ibrahim og hans datter, hun bager mens far serverer på husets terrasse, hvor vi sidder under pergolaen og nyder udsigten over bjergene. Der er ingen larm fra biler og maskiner. Kun menneskestemmer, kalven der ’muh’er’, hønsene og hundene. Der er så vidunderligt. Maden bliver serveret: Kyllinge og grøntsags Tangine, grønne linser, friskbagt brød og mynte the. Smukt og ualmindelig velsmagende efter den lange tur

Frokost med vores guide Hassan hos en lokal berber familie

Ibrahims kone Aisha kommer og hilser på os. De taler alle en smule fransk – hun har lige været på bjerg med den ene ko, som nu går og græsser. Vi bifalder både maden, deres sted og den smukke udsigt. Og Aisha siger med et lille smil: I ser udsigten – og den er fin, men det er et hårdt liv her. Min ældste, som var ude at vandre med Hassan dagen før, forsøger at få ham til at forklare, hvorfor der er så stor forskel på mænd og kvinder her… Hassan bliver tydeligvis forlegen, så vi lader emnet ligge. Efter 5 timer er vi tilbage i vores kasbash – ved poolen, citrustræerne og den smukke have. Men hvilken tur.

Vi havde yderligere en dag tilbage i Marrakesh i vores smukke Riad. Og selvom rejsen på alle måder var en oplevelse på tværs af generationer og med stor hensyntagen til min mor, så var vi alle ved at være mætte af de mange indtryk, ugen havde givet os. Vi spiste middag i vores Riad den sidste aften – trætte og klar til at rejse hjem. Som min mor sagde før vi sagde godnat: Jeg glæder mig altid til at komme hjem. Ude er godt men hjemme bedst.

Jeg er så taknemmlig over, at vi (min mor, mine drenge og jeg) har haft denne fine oplevelse sammen. Et nyt land, et nyt kontinent, luksus javel – men det fortjener min mor også. Tak for turen skønne mennesker.

Og tak til Susanne fra Marokkoeksperten, som hjalp mig med at planlægge turen, så den blev lige så eventyrlig, som vi ønskede og md hensyntagen til min aldrende mor og aktive drenge. At rejse som vi gjorde kræver planlægning, når man kun har en uge og der skal tages hensyn til alle. Rejsen var ikke billig, men den var alle pengene værd.

Smukke RIad El Fenn

Pool på toppen af El Fenn

El Fenns anden pool

Glad i bøtten

El Fenn

Den jødiske kirkegård i Marrakesh

Morgenmad med udsigt

Hygge

Kashah Bab Ourika

Udsigt fra Sultana til Saadi Tombs

Mor og datter

Stemning i souken