Der er drøn på lige for tiden her på den Baun’ske matrikel med foredrag rundt i landet, medietræning og en masse utilsigtet opmærksomhed efter mit blogindlæg om stress. Det gælder virkelig om at holde tungen lige i munden og huske sig selv midt i travlheden. For jeg lovede jo mig selv : Aldrig mere stress – eller?

Jeg har derfor bestemt, at denne uge står i gæstebloggernes tegn. Der er nemlig så utrolig mange, der stadig skriver til mig med deres egne stresshistorier, efter jeg fortalte min her. Mennesker som har gode råd til, hvordan man undgår eller i hvert fald bedst undgår ikke tage turen den vej en gang til.

Nederst på siden ligger links til en række artikler og en stressblog, som jeg er blevet gjort opmærksom på. Én af dem, der skrev til mig har sendt denne tankevækkende og POSITIVE historie. Hun er læge og gik selv ned med stress og arbejder i dag som STRESSLÆGE. Og hun stiller spørgsmålet ”Kan stress overhovedet undgås?”

Af Stresslæge Trine Rønnov

Hvis du er – eller har været – stressramt, så kan du måske genkende følelsen af frustration over, at det overhovedet kunne ske. At det skete for dig. At du ikke stoppede i tide. At du ikke lyttede til din krops signaler. At du pressede dig selv videre og videre. At du hele tiden så hen mod næste deadline, næste ferie, næste weekend – så skulle det jo nok gå. Når bare lige…. 

Måske begyndte dine nærmeste eller dine kolleger at sige til dig, at du skulle passe på dig selv. Holde lidt fri. Og måske tænker du nu, at du burde have lyttet bedre efter. Dengang. Før det endte med et brag.

Men ved du hvad? Sådan fungerer det bare ikke! Det er nok en ringe trøst nu, men selvom jeg er læge og måske burde vide bedre, så skete det altså også for mig…

Burde jeg ikke vide bedre?

Hvor mange gange har jeg ikke siddet med en stresset patient over for mig, og lyttet og givet gode råd? Alligevel gik det galt for mig, og jeg endte selv i et nedslidende stressforløb.

Det var undervejs længe, og jeg så det ikke komme. Jeg ville ikke se det. Nu – i bagklogskabens lys – kan jeg godt se, at jeg har mange uerkendte stressfaser i mit liv. Tidspunkter, hvor jeg var alt for presset, og slet ikke kunne få tingene til at hænge sammen.

Mit stressvendepunkt

Jeg tog det først alvorligt, da mine 2 teenage drenge en dag i sommeren 2014 – helt uafhængigt af hinanden – sagde, at de synes, jeg var alt for sur og hele tiden skældte ud, og at de overvejede at flytte ned til deres far. Så vidste jeg den var helt gal.

Det blev mit vendepunkt. For selvom jeg prøvede at holde sammen på mig selv, som jeg plejede at gøre, så brød jeg sammen næste dag på jobbet. Jeg kunne ikke mere. Jeg græd og græd. Det endte med at jeg var sygemeldt i 4 måneder. Det var virkelig et wakeup call for mig. Jeg var gået ned med stress.

I lang tid var jeg flov over, at jeg ikke kunne klare mosten. Jeg burde da vide bedre som læge.  Men viden er bare ikke nok, når det handler om stress. Det ved jeg nu. Og efter uger med dårlig samvittighed, manglende ro og dårlig søvn, begyndte jeg endelig at sove og finde roen. Jeg sov og sov, og kom stille og roligt ud af min udmattelse.

Jeg var en dør

Så begyndte jeg at fjerne gammel maling fra 6 smukke fyldningsdøre i mit hus.

Brændte alle de gamle lag af. Stykke for stykke, lag for lag. Det tog lang tid. Og det blev meget symbolsk for mig, at komme helt af med al den gamle overflade, og helt ind til kernetræet. Der var ikke noget der hastede. Det tog den tid det tog. Og derefter begyndte jeg at male dem. Lag for lag. Penselstrøg for penselstrøg. Jeg elskede det.

Jeg kunne, og skulle, ikke koncentrere mig om andet end penselstrøgene. Det var meget mindfuldt og meget helende for mig. Dørene blev en metafor for mig. Jeg blev nemlig pludselig bevidst om, at jeg var døren. Jeg blev klar over, at hvis jeg bare rettede lidt på lakken og smurte ny maling ovenpå den gamle, ville malingen krakelere på et eller andet tidspunkt. Jeg måtte finde en ny løsning.

Jeg også skulle have skrællet alle de gamle lag af, og bygge mit nye jeg op med en helt ny grunder og en helt ny maling.

Nye værdier – nyt liv

Da jeg blev raskmeldt og begyndte at arbejde i min lægepraksis igen, kunne jeg hurtigt mærke, at det ikke var godt, det jeg skulle.

Jeg kunne ikke længere leve med det tidspres, der er, og det, at der ikke er tid til at gå i dybden og finde den egentlige årsag til problemet, patienterne kommer med. Måden patienterne skulle ”ekspederes” hurtigt igennem systemet på, stred i den grad i mod mine værdier. Det havde det nok i virkeligheden gjort hele tiden, men jeg oplevede det først tydeligt, da jeg havde været væk og stressen havde givet mig et nyt perspektiv.

Det sker påfaldende tit, og det hører jeg også fra mine deltagere på mine stressforløb, at de får nye perspektiver på livet og får fornyet fokus på deres egne værdier. Derfor bruger vi også meget tid på, at finde frem til, hvilke værdier, den enkelte egentlig har. For rigtig mange stressramte kan slet ikke længere mærke deres værdier, når vi begynder at tale om det. De har lukket så meget ned for sig selv og gået så meget i overlevelses-mode, at der ikke har været overskud til at holde fast i egne værdier.

Det er skræmmende. Måske kan du, der læser med her også genkende følelsen af, at være helt tom, hvis du skal sætte ord på, hvilke værdier du har og hvad der er vigtigst?

Sådan har rigtig mange stressramte det desværre. Men heldigvis kan værdierne findes frem igen, for vi har dem alle sammen inde i os, selvom vi ikke tror det. Men det kræver fokus og fordybelse. Og det kan medføre omkostninger i form af erkendelser om, at noget i livet skal ændres. For en ting er at kende sine værdier – noget helt andet er rent faktisk at leve dem ud.

For mig var det altså mit arbejdsliv, der skulle laves helt om, fordi lægegerningen i det danske system ikke levner plads til mine værdier. At lave et ordentligt tilbud til stressramte, lå ligefor – fordi jeg simpelthen ikke kunne stå indenfor den behandling stressramte får i det danske sundhedsvæsen. Det er bare slet ikke godt nok! Jeg begyndte derfor at finde de løsninger der virker, også på den lange bane, og startede min virksomhed stresslæge.dk.

Husk himlen er altid blå

De stressramte jeg møder har været igennem rigtig meget – og prøvet rigtig meget. De vil ikke længere leve et liv i stress, fordi omkostningerne er så store både familiemæssigt, socialt, økonomisk osv.

De får hjælp i et længere varende forløb, og når nogen spørger mig, hvad der er det allervigtigste for at undgå at blive ramt af stress igen, er det den nye bevidsthed om at gøre noget andet end de plejer samt at fastholde de nye tillærte vaner.

Det er nemlig ekstremt svært at komme tilbage på jobbet efter en sygemelding og så holde fast i det gode man har gjort for sig selv i sygdomsperioden. Mange finder f.eks. ro ved at gå lange ture hver dag, men når hamsterhjulet ruller igen, så tager de sig ikke længere tid til de små pauser og frirum. Og så er det meget svært ikke at ryge tilbage i fælden igen.

Så det vigtigste mine deltagere får med sig er viden, så de kan forstå deres stress, konkrete mindfulness øvelser og værktøjer i dagligdagen og så implementering og fastholdelse – hver gang, de er ved at ryge i et hul, så får de støtte og hjælp til at blive på kanten i stedet for at falde i.

Det kan lykkes – også for dig

Livet er fuldt af huller. Dem kan ingen fjerne for os. Men vi kan lære ikke at falde i de allerdybeste af dem, og øve os i at blive på kanten, uden af falde i. Jo mere du arbejder med dig selv, jo lettere vil du registrere at der er et hul forude og måske endda evne at gå uden om det. Det kræver støtte og fastholdelse, og helt nye vaner, nemlig at gøre noget andet end det du plejer at gøre. Og det kan læres. Og det kan lykkes. Også for dig.

Læs mere om Trine Rønnows arbejde her.

Og læs de gode råd fra psykoterapeut Marianne Bunch, der også arbejder med stressramte.

Du kan også læse artiklen, jeg selv var med i Journalisten.

Og så er der Christina, der har lavet en blog om stress på christinaboegkjaer@bloggersdelight.dk

Pas godt på Jer ser selv derude. Jeg tager turen til Nyborg og Holstebro imorgen. Og fredag er der nyt om alt det ved mænd, vi ikke forstår !