Findes det perfekte liv? Hvordan ser det ud? Og hvem bestemmer, hvad der er perfekt? Og så måske det allervigtigste spørgsmål: Vil vi det perfekte liv?
Spørgsmålet har blæst i vinden og fået mange til tasterne efter søndagens skønne gæsteblog, der slet og ret hed: Farvel til det perfekte liv! Indlæggets ophavskvinde Hanne Rask beskrev, hvordan hun havde sagt farvel til alt: Job, mand, økonomisk sikkerhed for at starte helt forfra. Kort sagt: Forladt sit set udefra perfekte liv og kastet sig ud på dybt vand og startet forfra.
Hvem, hvad der er perfek? bestemmer
Når jeg selv tænker tilbage, så efterstræbte jeg også selv det, nogle ville kalde det perfekte liv: Altså det vi ser og spejler os i på de sociale medier, hos vores veninder, venner, i magasiner, dameblade, bøger eller reklamer. Alle de glittede sider og billeder, som lokker med den rette boligindretning, den rette bil, den rette køkkenmaskine, det rette look, den sunde og smukt anrettede middag, den rigtige måde at være mor, kæreste eller kone på. Jeg kunne blive ved!
Jeg kan få helt mavepine ved tanken om alle de forventninger, jeg som ung mor forsøgte at leve op til for netop at være den perfekte mor. Det var lige før ’spelt-mødre’ blev et begreb, som netop definerede en hele generation mødres stræben efter en særlig ’perfekt’ måde at være mor på. Og sådan er det stadig for de unge mødre.
Og forventningerne om at leve eller være på en særlig (perfekt) måde lever videre, når vi bliver ældre. Så handler det blot om karriere, krop og udseende, bil og bolig. Vi måler hinanden på mængden af designmøbler og evnen/pengene til at indrette det perfekte ’personlig’ hjem i de rette farver, med samtalekøkken, smukke puder, kunst på væggene og reolen fuld af bøger, som de færreste læser eller får tid til at læse midt i ræset.
Måske handler det ikke om, at vi bevidst efterstræber det perfekte. Måske handler det om vores angst for at blive udstødt og for at ’skille os ud’. De fleste mennesker har en stille drøm om at være en del af flokken. At accepteres og anerkendes. Præcis som teenageren, der uniformerer sig som sine kammerater, vil det samme gymnasium og uddannelse.
Det kræver MOD at være anderledes og gå imod strømmen. Heldigvis sker der noget med os, når vi modnes med alderen, og jagten på det GODE liv bliver vigtigere end jagten på det PERFEKTE liv. Der skal nok være dem, der mener, at mit liv stadig ligner det glittede, perfekte liv set ude fra. Men jeg øver mig faktisk i at være og leve mere uperfekt/strømlinet. At leve efter HJERTET.
Og så tilbage til de mange spørgsmål i starten af indlægget: Findes det perfekte liv? Nej, det gør det ikke. For det, der er perfekt for mig, er måske ikke perfekt for dig. Og som min kloge coach sagde til mig fornylig:
‘Hvis du altid efterstræber det perfekte, så kan du kun blive skuffet!’
Vil vi det perfekte liv?
Jeg gider ikke mere. Hvad med dig?
5 kommentarer
Jesper staun
05/09/2019 at 01:40Har vi krav på det fede liv?
Kigger vi os omkring. Får vi så øje på kæmpe flokke af lykkelige mennesker?
Næ, vi får øje på det modsatte
Vi er garanteret enige om hvordan alle bør have et godt liv.
Har vi et luksusproblem som konsekvens af, at at vi lever nogenlunde problemfrit i Danmark.
Reelt har vi fået mulighed for masser af navlepilleri, og hvori består forskellen på ønsket om selvindsigt og så selvoptaget navlepilleri.
Jeg tilhører selv gruppen af mennesker der har gjort god brug af psykologer. Det mange timer er givet godt ud, men jeg kan altså ikke lade være med at tænke på, at hvis min dag bestod i at skaffe det næste måltid. Ville jeg så få hjælp af psykologer? Mon jeg vidste hvad en psykolog er for en.
Menneskets tilpasningsevne er fantastisk, og vi kan tilpasse os næsten alle situationer, selv situationen hvor vi accepterer at vi er ved at dø lige nu, ligegyldigt hvorfor.
Jeg har selv været hele turen igennem, på godt og ondt, dog mest ondt, men jeg har lært af.
Jeg har prøvet rutchebanen fra mangemillionær til at stå på gaden, uden noget sted at gå hen.
Selv det vænner man sig til.
Men hvorfor mon? For mit vedkommende skyldtes det en urealistisk optimisme. En tro på, at i morgen ville det hele ændre sig. Også uden at spørge mig selv om, hvorfor dog? Hvad begrunder du din optimisme med?
Skyldtes det de store mængder antidepressiv medicin jeg fyldte mig selv med efter psykiateres anvisninger. Jeg følte mig som et forsøgsdyr, hvor forskellig medicin med masser af bivirkninger, skulle afprøves. Elektrochok blev også afprøvet, men også her var bivirkningerne værre end sygdommen.
Jeg så mig naturligvis godt om på afdelingerne. Det der var tydeligst at se var hvordan de andre patienter var plaget af bivirkninger. Slemme bivirkninger.
Hurtigt lærte man, tal ikke med de andre. De sætter straks grammofonen på og taler om sig selv og til sig selv. Og så de evige gentagelser.
Som jeg ser det lige nu, er jeg en af de meget få, der er sluppet nogenlunde helskindet fra disse indlæggelser.
Men
Det skyldtes ikke behandlingerne på afdelingerne.
Regulært stak jeg af fra lukkede afdelinger, og blev i de fleste tilfælde, kørt tilbage af venlige politifolk.
Til sidst fik jeg lært, hvordan man undgår politiet.
Jeg opsøgte min huslæge ved bare at troppe op i konsultationen.
Her fik jeg fortalt hvordan jeg så på hele cirkusset, og fik fremstammet, at nu skulle hun til at revurdere behandlingsmulighederne.
Det gjorde hun og arrangerede en samtale med en engelsk psykiater, der greb tingene anderledes an. Det gjorde han så, og et år efter begyndte farverne at vende tilbage.
Faktisk var det en voldsom en oplevelse. Tænk kunne tingene også se sådan ud, og være så smukke.
Faktisk er det nu 19 år siden, at mit nye liv begyndte. For to år siden kunne jeg helt droppe medicinen, og behandlingen er afsluttet.
Jeg fortæller dette fordi det er blevet en del af min måde at opfatte livet på. Forholdet til andre mennesker. Gang på gang tænker jeg, hvordan mon han har det, når han siger sådan?
Det betragter jeg som noget positivt. At tænke over hvordan andre har det. Kun yderst sjælendt Kan man gøre noget. Det er dybt frustrerende. Det er til at forstå, at det gør ondt at brække benet, og at det i de fleste tilfælde kan klares med en gang gips. Straks er det vanskeligt at lægge forbindinger på de dele af hjernen der ikke har det så godt.
Hele vores kultur om psykiske sygdomme vanskeliggør projekterne yderligere.
Jeg betragte psykiske sygdomme som et stort samfundsmæssigt problem, men nu behøver man altså ikke være psykisk syg for at behøve hjælp. Mange mennesker tumler med problemer de ikke selv kan løse. Ubehandlet kan de føre til egentlige sygdomme.
I det omfang man har en ven, hvilket er sjældent, når vi kommer her til. En rigtig ven der vil lægge ører og tid til, kan være lige så god som en psykolog.
Med den lukkede tilgang vi har til, ja i mange tilfælde, blot hverdagens problemer, er det sgu svært.
Vi har alle en mening, som vi gerne videregiver. Desværre er tankerne bag det, NU MÅ DU ALTSÅ TAGE DIG SAMMEN. Det er nok det værste man kan sige til et menneske, der har det svært.
Når nogle OVERSKUDSMENEESKER kan sige farvel til det perfekte liv. Det må være en slags overskudsmennesker idet de har kunnet indse, at der hvor de er lige nu, kommer de ikke videre.
Hvad vil det så sige AT KOMME VIDERE?
Det er jo et af de spørgsmål der ikke kan besvares entydigt, idet jorden er befolket med 7 milliarder mennesker, med egen ballast, og derved ser livet i eget lys.
Line og Hanne er så to ud af mange mennesker, der kan se at det liv de har kevet, ikke var i balance med deres sjæl, og turdet tage konsekvenserne.
Deres historer er forskellige, og de kan ikke overføres til dig. Det eneste du kan gøre er at forstå motiverne, og så iøvrigt kun som inspiration, som en slags værktøjskasse, du måske kan bruge i dit liv.
Der er ingen opskrift, den skal du selv skabe.
Kærlig hilsen
Jesper
Hanne Rask
30/08/2019 at 17:43Er meget enig med dig i, Line, at de fleste mennesker nok “har en stille drøm om at være en del af flokken” og derfor også en frygt for at tage valg, der strider mod, hvad andre synes, man bør.
Jeg har netop lagt et nyt indlæg på bloggen, der går på, at det perfekte liv kun kan leves indefra. Og kun kan findes inden i.
Og så er jeg så stolt af min 23- årige søn, der netop har taget et valg, der går i mod alt, hvad der forventes af ham.
Hvor er det skønt, han ikke skulle væres over 50 for at fatte vigtigheden af at gøre, hvad der føles rigtigt!
Tak for muligheden for at debatere det perfekte liv hos dig!
Sanne
30/08/2019 at 12:16Hvad var det de sagde til sidst i Stepford Wives: We tried perfect, and we didn’t like it! 😉
Jette Hill Ludvigsen
29/08/2019 at 12:53Jeg kan så tilføje; Velkommen til det Uperfekte liv – er er SUPER rart at være.
Line Baun Danielsen
29/08/2019 at 13:02Hej Jette
Måske fordi det i virkeligheden bare er det GODE livvidde fra de parametre man selv opstiller??
Kh Line