Gæsteblogger: ’Hvad mon der venter mig, når jeg bliver 60 om lidt? Vanddrivende medicin? Kalktabletter? Stride hår på hagen eller måske lidt grå stær, til at matche håret?  Jeg tænker egentlig ikke på min alder, det har jeg aldrig rigtig gjort, nu jeg tænker efter. Alder er en lineær talrække. Jeg har en kronologisk, en mental og en biologisk alder. Jeg forstår ikke den snak om aldershysteri og midtvejskriser! Aldershysteri altså spild af tid!’

Sådan skriver Janet Jarndorf på snart 60 i søndagens ærlige gæsteblog. Jeg har dedikeret min blog til Jer derude hver søndag i juni og igen fra august, som jeg skrev om for et par uger siden her. Temaet her i juni er Kvinder & Alder. Jeg var i øvrigt til 60 års fødselsdag i Kolding i går. Og den skønne fødselar har ikke haft det nemt med det nye tal. Som hun sagde, inden hun rundede: Hvis det er slemt at blive 50 – hvordan er det så blive 60! Noget tyder på, at det ikke er så slemt. Det vidner i hvert fald Janets humoristiske historie om.

”Jeg bliver 60 om lidt. Og nå ja, jeg har også pensioneret mig selv. Jeg har sagt farvel til arbejdsmarkedet og er gået i gang med den 3. alder. Så hva’ nu? Kan jeg finde ud af at “gå hjemme” og holde mig selv i gang?’

Ja da! De første to måneder er gået helt forrygende. Jeg er på banen med et sjovt projekt, og kalenderen er overfyldt af nye planer og aftaler. Det har jeg tænkt at fortsætte med, ihvertfald indtil jeg finder på noget andet. Jeg har nemlig altid ændret på tingenes tilstand, hvis jeg var utilfreds – eller skiftet til nyt, når det gamle ikke fungerede. Uanset min alder har jeg kastet mig over nyt job, ny uddannelse, ny mand, nyt land. Jeg sørger hele tiden for at være så tilfreds i mit liv som muligt – og forandring fryder som bekendt.

Alderselasticitet

Jeg tænker egentlig ikke på min alder. Det har jeg aldrig rigtig gjort, nu jeg tænker efter. For mig er alder en lineær talrække. Jeg har en kronologisk, en mental og en biologisk alder. Sådan er naturen indrettet, opbygning og nedbrydning. Det kan jeg ikke ændre på. Mennesket er kun skabt til at blive 45 år, resten er bonus.

Janet med sin gemal

Jeg forstår virkelig ikke den snak om aldershysteri, kropsidealer og midtvejskriser! I mit hoved er det altså spild af tid. Jeg går klædt, som jeg lyster – og ser ud som jeg gør, stram her, løs der, rynket hist og pist. Ifølge min mand er jeg kræsen som en 5-årig, fjollet som en 10-årig, fræk som en 16-årig, lækker som en 35-årig, livsmoden og klog som en 60-årig – Er der noget at sige til, at jeg elsker ham, nu på 28. år.

Jeg kan jo godt regne ud, at udløbsdatoen nærmer sig – jeg bliver sikkert ikke 120, så over halvdelen må ligesom være gået. Det er faktisk dét, der forbavser mig mest ved alderen – at det går så hurtigt, tiden flyver simpelthen afsted. Jeg kan f.eks ikke huske, at jeg blev 50. Jeg har gransket min hukommelse og spurgt gemalen. Men vi kan ikke erindre det. Han er endda yngre end mig men husker altså ikke bedre. Tænker jeg nok ikke var hjemme den dag. Det var jeg heller ikke da jeg blev 40 år. Den dag opholdt jeg mig i London, det kan jeg godt huske.

Har du problemer med at blive ældre, så er mit råd derfor: Hold aldrig din fødselsdag, ihvertfald ikke de runde – og ifølge mange, de virkelige skelsættende. Dunkel baderumsbelysning er derimod en rigtig god idé.

Pyt

Et vittigt hoved har sagt, at hvis ikke det gør ondt, når du står op om morgen, efter de 50, så er du død. Det passer meget godt. Gennem de seneste mange år har jeg vænnet mig til knirken og ømhed. Fidusen er at ignorere kroppens signaler, så går det fint. Jeg udfører altid lidt venepumpeøvelser, inden jeg står op – og ved fodenden foretager jeg et par solhilsner, nogle benspjæt og slutter med 1 minuts planken, så er jeg i gang. Måske lettere haltende og lidt forpustet, men sådan er det med motion og kropslige aktiviteter, det giver ømhed, sved på panden og skal være så sundt.

Jeg har været gråhåret de seneste 12 år. De små gule huskesedler kan jeg ikke huske hvornår dukkede op, det fik jeg ikke skrevet ned, men det er mange år siden. Mine knæ har været ømme, siden jeg som yngre, fik dem ødelagt ved skiløb – og læsebriller blev fast accessories i 7-årsalderen. Klimakteriet opdagede jeg ikke, og der er ikke noget med drypperi, endnu.

Småskavanker er da irriterende, når jeg tænker efter, men de er ikke i fokus. Jeg har nemlig, med alderen lært at sige pyt. Kan jeg ikke ændre på tilstanden, så pyt. Jeg vælger at fokusere på det jeg kan forandre. Det giver en dejlig ro på øverste etage. Sådan en indsigt kommer, meget belejligt, med alderen.

Jeg lever mit liv… ser fremad og nyder min tilværelse lige dér hvor jeg er, uanset min alder, om jeg er gammel eller ældre. Sådan har det altid været. Jeg reflekterer ikke over alderen – men over min tilværelse; er jeg glad, er livet spændende, harmonisk, berigende eller skal der justeringer til.

Bekymring

Jeanet og hendes klimavenlige el-bil

Hvad mon venter mig, når jeg bliver 60 om lidt? Vanddrivende medicin? Kalktabletter? Stride hår på hagen eller måske lidt grå stær, til at matche håret? Vandondulation, øget livvidde og fodindlæg? Jamen altså, noget af det bestemmer jeg jo selv. Og nedbrydningen kan jeg ikke gøre så meget ved, den kommer uundgåeligt med alderen.

Klimakterie, kalorier og knæ-gener er nu heller ikke min største bekymring. Næh det er klimaet. Det har jeg derfor valgt at bekymre mig om. Det er meget mere bekymrende, end bekymringer, om min krops naturlige forfald. Jeg køber økologisk, gerne bæredygtigt og klimavenligt, er hverdagsvegetar, cykler helst – og kører elbil, som aflad for mine mange flyrejser. Jeg bryder mig ikke om fanatisme, så i korte perioder lever jeg også af klima ukorrekte nachos, kager og chokolade – og i lidt løsere tekstiler. Forbrændingen er ikke helt hvad den har været, men jeg dyrker stadig pilates og motion af lyst, når jeg har lyst.

60’erparty

Nu har jeg jo ikke tidligere holdt runde fødselsdage – Så måske skulle jeg fejre det denne gang – med et brag af en 60’er-fest.Få håret touperet højt, hoppe i en ærmeløs lårkort kjole, danse til The Beatles og Elvis, drikke Martini, shaken not stirred, servere rejecocktails og pariserchips  – og forsøge at holde mig oppe til den lyse morgen.

Jeg bliver altså 60 om lidt – er på vej mod de 70. Sådan er det med alder – Hvis du er heldig skrider den fremad. Så jeg følger med, i vanlig lalleglad og nysgerrig på livet-stil og får det bedste ud af det.Og jeg kan afsløre, at det gør slet ikke ondt at få rynker.