Det halve Danmark har været i chock, siden nyheden om min dejlige kollega og tv-ven Ole Stephensens død. Jeg er stadig rystet over livets urimelige skrøbelighed. Kære Ole, det var ALT for tidligt

Fra et BT interview for lidt over et år siden. Foto: Pia Odgaard

Allerværst er det selvfølgelig for Oles nærmeste  – hans kone og pigerne og søskende. Jeg har ikke ord for, hvor uforståeligt, uretfærdigt  og meningsløst, de må føle det. Men det gør vi andre også. Både os, der kendte Ole og alle andre, som kendte ham som tv-vært, skuespiller, lokalpolitiker, forældre og engageret samfundsborger. Han sad jo for katten med til morgenbordet og fredagskaffe hos alle danskere i årevis. De sidste år på TV sammen med mig.

Han var noget trygt i en foranderlig verden med sit skælmske smil og de livfulde brune øjne, der også kunne lyne, når han blev vred og indigneret. Det var trygt at være Oles makker. Og hyggeligt.

Døden er sjældent meningsfuld – og endnu mindre når det er yngre og ellers raske mennesker, der dør. Det minder os om vores egen dødelighed – og dem vi selv elsker og har kære. Og det minder os på barskeste vis om alt det, vi ikke lige nåede i farten. Og så sidder man og spørger sig selv: Hvorfor nåede vi ikke lige den kaffe? Hvorfor ringede jeg ikke lidt oftere og bare sagde hej.

Det gamle morgenhold fra dengang, Cecilie Frøkjær og Morten Resen og Ole og jeg. Foto: Steen Evald

Ole ringede faktisk af og til og smed sjove kommentarer på min FB-væg. Jeg har stadig en glad besked liggende på min mobilsvar. Og jeg skulle have holdt tale for ham til hans politiske indsamlingsfest for 12 dage siden. Jeg måtte melde fra, fordi vi havde reception for min 80-årige mor. Alt i livet skal jo prioriteres. Det forstod Ole så godt, da jeg fortalte det.

Vi fulgtes på arbejde næsten hver dag i de 2 1/2 år vores makkerskab varede, indtil vi blev fyret. Vi hentede hinanden på skift – når Ole hentede mig, stod han som regel og røg en smøg for enden af min havelåge. Og så kørte vi mod Hovedbanen og diskuterede dagens udsendelse eller andre ting, der optog os. Nærmest som et ganske almindeligt ægtepar på vej på job. Det var bare rart og trygt. Og på Hovedbanen hilste Ole på alle de hjemløse og fulderikkerne – og når vi efter udsendelsen kørte ud på redaktionen købte han tit Hus Forbi eller delte en smøg ud til en smøgtrængende.

Det kom som et chock for os begge, da vi blev fyret fra Go Morgen Danmark med den forklaring, at vi var for gamle, og programmet trængte til et løft. Jeg husker Oles reaktion, som var det i går. Han RASEDE, og de brune øjne lynede. Da han hentede mig næste morgen efter en søvnløs nat, sagde han i bilen: ‘Nu går vi på skærmen og gør fuldstændig, som vi plejer. Vi sparker røv og viser dem, hvormeget de tager fejl’. Vi nævnte det ikke med et ord dagen efter, selvom avisforsiderne var fyldt med det.

Det gjorde vi i 6 måneder indtil vores farvel til nationalt TV den 24.december 2008. Jeg måtte lige bide i gulvtæppet i nogle uger. Jeg gik helt ned med flaget, men Ole stod stolt igennem. Vi fik et skæbnefællesskab på den baggrund, og Ole fortalte først senere, hvor hårdt det havde ramt. Han sagde flere gange, at han ønskede han havde reageret som jeg, og var kommet videre lidt før. Men det kunne han ikke. Han ramte det sorte hul senere, som han også har fortalt i medierne. Han var rasende på de TV2 folk, der smed os på porten og ikke kunne bruge os til noget mere.

Alt det er historie – og nu VAR han på vej videre. Ind i national politik for de Konservative – det ville han have været god til. Han brændte for så meget – og han var god til så meget! Og han holdt fast.

Så hvorfor dette skriv? For at minde os alle om, at vi skal HUSKE at prioritere vores venskaber, familie og andre vigtige relationer i tide. Mens de er her. Lige pludselig er det for sent. Som David Rousing, der følger med på bloggen skrev så klogt til mig forleden:

’Vi skal nyde det pokkers liv, mens vi har det, og nok så vigtigt, de mennesker som er i det, mens vi har dem. Det bliver du også nødt til at skrive om i din blog. Min gode veninde mistede for nogle år siden en meget tæt veninde, hun havde kendt siden gymnasiet. … Siden det skete, har hun hvert år holdt en sommerfest og en vinterfest. En anledning til at se de mennesker hun ellers ikke fik set, og hver gang vi er der, har hun tændt et lys i vinduet for at skænke veninden en tanke….. Og folk er altid taknemmelige bagefter og elsker den slags fester, fordi de ikke selv orker at lave dem….. Så når foråret kommer Line og solen igen begynder at bage, ikke kun på dig men på hele verden, så få inviteret de mennesker til en forårsfest. En fest hvor det ikke handler om død, men om liv og om at alt spirer igen. Få sagt et par ord til de menneske inden I starter, om hvorfor de er her og at du holder af dem.
Gør det!!!’

Jeg synes, det er et så smukt opråb. Og jeg giver det hermed videre til alle Jer, der følger med.

Til dig Ole: God rejse. Hils i himlen. Måske ses vi engang deroppe. Og tak for mange gode timer på og udenfor skærmen.

VIGTIGT: Det øverste billede er det første officielle pressebillede Ole og jeg fik taget som makkerpar. Det er taget af den dygtige fotograf Steen Evald. Jeg har desværre ikke en bedre opløsning af billedet.

De andre billeder har jeg lånt fra nettet.