Jeg fik en mail forleden fra en kvinde. Hun spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om skilsmisser.  Ja faktisk efterlyste hun en opskrift på den gode skilsmisse – findes den, spurgte hun.

Mailen meldte ikke noget om, hvorvidt kvinden selv var midt i en skilsmisse , om hun overvejede den – eller om hun bare ville være forberedt, hvis nu. Og hun spurgte blandt andet, hvornår man ved, at det er tid til at gå ? Hvordan man deler børn og alt det, man har købt sammen? Alle de følelser og konflikter man er igennem, og som man forhåbentlig kommer ud af – klogere og gladere.

Jeg har selv været skilt i 10 år fra mine børns far. Jeg vil ikke dele min egen skilsmisse – fordi det er for privat. Og så er jeg jo heller ikke ekspert på den måde – jeg er kun blevet skilt én gang i mit liv! Men jeg har selvsagt et hav af veninder og venner, der er skilt. Og vi har diskuteret skilsmisse op og skilsmisse ned. Nogen har klaret det i fred og fordragelighed. Andre har taget turen hele vejen til retten og tilbage igen – og taler ikke sammen. Det er mega synd for børnene, som bliver fanget i mors og fars krig.

Jeg tror, det er vigtigt at huske, at to mennesker bliver skilt af en eller mange grunde. De grunde forsvinder jo ikke, fordi man bliver skilt. Og hvis man ikke havde børn sammen, ville man næppe ses ret meget om overhovedet efter en skilsmisse. Man kommer jo ikke til at elske den man går fra BAGEFTER. Men hvis man går fra hinanden i tide, er der måske en mulighed for at blive “glade skilte”.

Hvis jeg ser på de mange skilsmisser, jeg selv har oplevet fra sidelinien, så tror jeg desværre, at drømmen om den lykkelige skilsmisse er og bliver en drøm for langt de fleste. Så stil ikke efter det – så kan det kun blive en skuffelse og et mentalt spanskrør at piske sig selv med.

Jeg tror man skal stile efter en realistisk måde at omgås hinanden på efter en skilsmisse, hvis man har børn. Hvis to parter tåler og respekterer hinanden og kan være under samme tag til vigtige mærkedage, så er det også fint. Det er i hvertfald bedre end at slås og bekæmpe. Og det betyder, at børnene ikke skal holde 2 konfirmationer, 2 studenterfester osv. Det skulle jeg selv. Og det var ikke rart.

Jeg kan se på mine skilte venner, at der, hvor det er gået bedst, er der, hvor aftalerne har været på plads: Om børnene, børnenes adresse (stort issue for mange kvinder, fordi det giver nogle rettigheder), ferier, børnepenge, bodeling, pengesager osv osv.

Nogen har klaret det selv. Andre har fået hjælp fra feks. advokater. Og det kan være en god hjælp og sikkerhed, at begge ved, at juraen er på plads, og at ”kontrakten” er underskrevet og ikke til at løbe fra. Jeg kender nogen, der lavede lister over indboet med priser på, og så valgte de på skift. Rimeligt og fair tænker jeg.

Grådighed og rimelighed er nemlig to sider af en skilsmise og en bodeling. Jeg tror på, at man i alle aspekter af livet skal forsøge at opføre sig rimeligt. Det man f.eks har med ind i et ægteskab, bør man efter min mening have lov at tage med sig. Det, man har erhvervet sammen, deler man. Tjener begge parter lige meget og bidrager ligeligt til børnene – er det så rimeligt at forlange børnepenge eller hustrubidrag ? Og sådan er der mange forhold.

Børnene er altid det sværeste at dele. Og det er dem, der må bære det største offer i en skilsmisse. De skal savne enten far eller mor på skift – hele tiden. De skal flytte frem og tilbage. De skal indordne sig efter forskellige regler i deres nye hjem. De skal balancere, når de mærker, at mor eller far er på kant eller jaloux på hinanden. Stakkels børn – jeg har selv været skilsmissebarn og ved, hvad det vil sige at mærke en loyalitets konflikt. Det sidder som en lille knude i maven, som dukker op, når man mindst venter eller ønsker det.

Jeg kommer aldrig til at forstå de mænd og kvinder, der bekriger hinanden, eller som forsvinder og efterlader børnene og ex’en på skilsmissens skafot. Som forældre har man pligt til at blive skilt ordentligt af hensyn børnene. Ingen må efterlades i usikkerhed hverken økonomisk eller praktisk. Der burde være en kontrakt, man underskrev, når man gifter sig og får børn. Ligesom man heller ikke må tage børnene som gidsler og forhindre dem i at se far, mor eller deres bedsteforældre.

Skilsmisse er en privat sag – og som voksne mennesker bør vi selv kunne løse det. Og hvis vi ikke kan, så er der familieadvokater og mediatorer med speciale i det. I Norge hjælper staten til – der inddeler man skilsmisser i rød, gul, grøn. De grønne klarer sig. De andre kan få hjælp af forskellig grad. Det overvejer vores nye minister på området (Mai Mercado K) og socialdemokraten Pernille Rosenkranz-Theil også. Det kunne man læse i Berlingske forleden.

Så findes der en opskrift på den gode skilsmisse ? Hvis vi med god mener ordentlig JA. Hvis vi mener lykkelig NEJ. En skilsmisse vil ALDRIG være lykkelig for børnene. Og det er dem, vi skylder at tage hensyn til.

Hvad mener I derude ?

Rigtig god weekend.