Jeg ELSKER mine 2 drenge overalt på jorden. De er mit et og alt, min stolthed, min kærlighed og min glæde. Jeg er en heldig og lykkelig mor. Men jeg fik et brev for nylig, der fik mig til at fundere over spørgsmålet: Kan man være lykkelig uden børn?

Min ældste som jeg ofte arbejder sammen med – han er min fotograf

Brevet kom fra en kvinde på 54 år. Hun skrev bl.a.:

’Der bliver skrevet så meget om, at børn bliver voksne og flyvefærdige eller er fløjet og det tomrum, det giver. Men hvad med os, der ikke har børn? Jeg selv har ikke valgt børn fra, jeg har forsøgt, men uden held. Jeg har aldrig været ked af, at jeg ikke har fået børn. Jeg har accepteret det og for længst lukket det kapitel.

Men nu, hvor mine veninders børn er halvvoksne, kan jeg godt misunde det forhold, de har til dem. Nogen har fået børnebørn eller på vej til det. Det misunder jeg, og jeg kan ikke begejstres over det, som de gør. Og jeg kan få “dårlig” samvittighed over, at jeg ikke føler glæde på deres vegne. Jeg har jo bare ikke de følelser….. Når jeg siger det, kan de godt forstå det. Men jeg ville jo ønske, det var mig et eller andet sted.

Hvad gør vi kvinder, som ikke har børn, og får børnebørn? Hvad sætter andre i stedet, hvis de gør det? Og hvad med alderdommen uden børn? Jeg gør mig mange tanker om den og er lidt bange for ensomheden. Men på den anden side, har man jo selv ansvaret for at fylde noget i sit liv. Og det er jeg nu også i gang med. Godt emne ik’!!

Kærlig hilsen Pia Olesen’

Ud på tur – aldrig sur.. Min yngste og min ældstes veninde – den store sidder bag mig!

Rigtig mange par, kvinder og mænd er som brevskriveren ufrivilligt barnløse. De kæmper årelange og seje kampe for at få ønskebarnet med opslidende fertilitetsbehandlinger, mislykkede graviditeter, angst og nogle endda ’skam’ over ikke at kunne få børn. Forleden kunne jeg læse i min morgenavis, at mange barnløse ikke har fortalt nogen, at de ikke kan få børn, fordi det er tabuiseret. Og det er jo utrolig trist, at det skal være tabubelagt. Så åbenhed om det, må være et første og stort skridt på vejen.

Jeg kender selv nogle stykker, som er ufrivilligt barnløse – og hvor kampen for barnet netop har fyldt uendeligt meget. Jeg er tilmed vokset op i et univers af barnløse, fordi min mor i over 30 år arbejdede med adoption og har formidlet mere end 5000 adoptioner af børn fra især Sydkorea, Indien og Colombia. Jeg har endda være med på rejser til fjerne lande og eskorteret børn hjem til længselsfuldt ventende forældre og stået som en slags menneskelig stork og overrakt et lille barn til dets nye forældre. Sådan gjorde man engang. Det gør man ikke mere. Og adoption er også vej ud, bl.a. fordi vi gerne vil have ’vores egne’ børn.

Faktisk var jeg i mange år overbevist om, at jeg selv ville adoptere, fordi der var så mange forældreløse børn i verden. Men i en alder af 35 år fik jeg mit første barn – af eget kød og blod. Siden fik jeg en til som 39-årig. Bedre sent end aldrig. Og nej, jeg ville for intet i verden undvære mine børn.

Vi kan rejse, feste, hygge og arbejde sammen alle 3

Selvom det kun er hypotetisk, og jeg jo har mit på det tørre, så er jeg alligevel ret sikker på, at jeg ville have skabt mig et meningsfuldt og dermed lykkeligt liv også uden børn. Og for nu at tage fat i noget af det brevskriveren skrev: Hvad sætter man i stedet for børn? Og hvad når vi bliver gamle? Hvem skal så passe og besøge os?

Min første tanke er, at børn jo IKKE er en kur mod ensomhed. Og man skal ikke få børn, hvis målet er, at de skal passe os, når vi bliver gamle. Sådan hænger verden ikke sammen i dag. Tanken er smuk – men livet er vores eget og vores eget ansvar. Jeg tænker, at livet er en gave, vi får af vores forældre – en gave vi skal forvalte med omhu, respekt og fornuft. I gamle dage var meningen med livet at føre slægten videre og sikre alderdommen. Sådan oplever de færreste det i dag i vores del af verden– tror jeg. Og hvis man frivilligt eller ufrivilligt ikke får børn – hvad sætter man så i stedet, spørger kvinden i brevet?

Mit svar er: Forhåbentligt et liv, hvor man kan bruge sine ressourcer på andre fællesskaber, på at forfølge drømme, der er vanskeligere at forfølge, når man har familier og børn. På at være noget og opnå kærlighed fra andre i ens nære netværk.

Kvinden i brevet efterlyser tanker og bud fra jer andre… Jeg håber I vil dele dem med hende/os.

KH
Line