Jeg elsker de planløse weekender

Jeg elsker de planløse weekender

Det er sen aften, og jeg sidder en smuk, stille stund med Carla Bruni i højttaleren og tænker tilbage på min weekend. Den startede aldeles planløst og endte som et kick.  Jeg elsker de planløse weekender, for man ved jo ikke uger i forvejen, hvad man har lyst til, og hvem man gerne vil være sammen med.

Livet skal nydes, når vi kan. Fri betyder fri og ikke 117 aftaler, som man måske ikke orker eller har lyst til på dagen. Når weekenden er fyldt op med aftaler, så ligner den hverdagen – det skal den ikke.

Egentlig skulle jeg have været på middags date fredag, men min krop var i influenza-mode, så jeg foretrak præsidentindsættelse direkte fra sofaen. Og ikke et ord om America first, lange slips eller værtinde gaver fra Tiffanys. Det lader vi andre om. Jeg synes i bund og grund, det er fantastisk, at jeg kan ligge på en sofa i Danmark og være med i første parket til en verdensbegivenhed som denne. Og jeg flover mig på ingen måde, når nogen spørger mig : Hvad lavede du så i weekenden ? Og mit bedste svar er: Jeg lå på sofaen og spiste tag-selv-slik og så TV ! Og sådan ender det iøvrigt sjældent.

Lørdag fik jeg lyst til at tage til byen. Jeg inviterede min yngste søn med, og vi var lidt turister i vores egen hovedstad. Vi endte på en fransk cafe og mødtes med en veninde. Snakken faldt på ”kæresteri” – det var jo lørdag og store dating dag. Men her var heller ingen mand i sigte. Til gengæld var en nyt køkken på vej, og jeg kom til at tænke på Niels Hausgaards vise om manden og konen, der redder ægteskabet med en ny hjørnesofa. Det er jo det, vi ofte gør: Flytter fokus i stedet for at gøre noget ved problemet. På vej hjem talte jeg med en god ven i telefonen (ja ja håndfri!). Hans gamle far på 95 havde netop scoret et ungt skår på 78 – og jeg blev i den grad bekræftet i, at det ALDRIG er for sent.

Jeg havde sat simremad over lørdag morgen til mindst 8 mennesker. Jeg anede ikke, om jeg var alene, eller om der kom nogen. Jeg inviterede dem jeg havde lyst til at se, men alle havde planer. Hvor blev impulsiviteten af i vores liv ? Jeg var heldigvis beriget af mine drenges selskab og den enes kæreste. 7 timer på komfuret var desværre ikke nok for Osso Bucoen, der var sej som en skosål, men selskabet var fint. Og hvem gider brok, når alle blev mætte og selskabet var hyggeligt.

Og så skete det fantastiske søndag. Min gode ven med faren på 95 havde inviteret til frokost. Jeg kom lidt forsinket. Og i receptionen på hotellet, hvor vi skulle mødes, sad en kvinde jeg både respekterer og holder af og hendes kæreste, som jeg kun har set på IG og FB. Og tænk, vi skulle ALLE spise frokost sammen på Strandmøllekroen. En frokost i kærlighed og kløgt og dertil dejlig mad. Det er det, der sker, når man ikke har nogen planer.

Beriget, bespist, udhvilet og glad tager jeg hul på en ny uge.

Hvordan var Jeres weekend ?

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

9 kommentarer

  • Berit Rafn Kohlenberg

    14/02/2017 at 15:32

    Hej Line

    For noget tid siden mener jeg du skrev noget om overgangsalder og sovepiller?
    Kan det passe ?

    Hilsen Berit

    Svar
  • Jeanette Færch

    24/01/2017 at 14:20

    Jeg faldt tidligt omkuld på sofaen fredag aften og vågnede derfor også tidligt lørdag morgen.
    Benyttede den tidlige morgen til at tage i FDK – inden alle Nytårsfortsætterne kom til træning. Resten af lørdagen til praktiske ting og et “nej tak” til en tøsetur om aftenenen, da jeg blandt andet holder hvid-måned (alkoholfri). Søndag morgen en impulsiv lang gåtur i Dyrehaven og senere besøg af veninde fra Middelfart, der overnattede……
    Elsker som dig – de planløse weekender, hvor der er plads til alenetid og spontanitet.

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      24/01/2017 at 14:41

      Hej Jeanette.

      Hvor dejligt at læse din historie. Det bedste er, at man går jo ikke glip af noget, fordi man ikke har planer.

      KH
      Line

      Svar
  • kit brandt talreja

    24/01/2017 at 00:32

    Man bliver helt facineret af din flotte og interessante skrivemaade og oensker ikke artiklen bliver afsluttet saa jeg ser meget frem til din naeste blok. Det er en gave at kunne faa lov til at foelge med Line. Thanks from overhere!

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      24/01/2017 at 00:42

      Tak Kit.

      Det er jeg så glad for at høre ! Du må gerne dele den overthere, måske jeg skulle oversætte til amerikansk !

      KH
      Line

      Svar
  • Lis

    23/01/2017 at 18:01

    Vi havde ingen planer og eftersom jeg som efterlønner får gjort rent i hverdagen og lavet alt andet praktisk holder jeg fuldstændig fri i weekenden og eftersom vi ikke skulle noget har jeg strikket, spillet Wordfeud og læst og set tv. Jeg glæder mig over at jeg kan slappe af i weekenden istedet for som da jeg arbejdede havde så mange ting der skulle ordnes.
    Hilsen
    Lis

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      24/01/2017 at 00:45

      Hej Lis.

      Det praktiske slipper de færreste nok for, med mindre man har råd til eller prioriterer hjælp til rengøring mv.
      Men øvelsen bare at slappe af uden partout at have en masse aftaler er både nyttigt og rart.
      Jeg har det ihvertfald sådan, at jeg ikke orker en pakket weekendkalender. Hellere som du skriver: Fuldstændig fri.

      KH
      Line

      Svar

Skriv et svar