Nå, så røg jeg lige en tur i det røde felt og må have lidt luft! En kvindelig kollega meddelte for nogle dage siden på landsdækkende tv, at fodbold er en krig og kun for mænd. Helt ærligt: Selvfølgelig kan kvinder dyrke mandesport. Og krig er hverken for mænd eller kvinder. Kvinden er sognepræsten og tidligere sportsjournalist Sørine Gotfredsen.

Engang i slut 80’erne! Foto: Karl Nord

Jeg er som de fleste andre danskere mega stolt over, at Danmarks fodboldkvinder spillede sig hele vejen til finalen og en 2.plads ved EM. Og jeg fik den største klump i halsen over den flotte modtagelse, kvinderne fik på Rådhuspladsen i København. Jeg stod der selv som sportsjournalist i 1992, da mændene vandt EM-guld. Og jeg under i den grad kvinderne den oplevelse, og ingen sur sportskommentator skal tage drømmen og oplevelsen fra dem.

Som gammel idræts kvinde, ved jeg godt, at det er sjovere at vinde guld end at tabe sølv – men det er slet ikke der, jeg vil hen. Det er stadig et surt faktum, at der er flere penge i mandesport, flere publikummer og mere medieopmærksomhed. Men hvorfor egentlig – og hvor længe skal vi som kvinder og forældre finde os i det?

DBU har bevidst sat sig for at gøre noget ved kvindefodbolden. Og det er en vigtigt start. Og jeg er mega stolt over at kende den kvinde, der (undskyld udtrykket) har været med til at støbe kuglerne til fodboldkvindernes succes – DBUs kommercielle direktør Katja Moesgaard. Vi har kendt hinanden, siden vi som teenagere og 25 år frem spillede ishockey sammen på både klub- og landsholdsplan.

Hun ved selv, hvad det kræver at dyrke mandesport som kvinde på top plan. Det kræver nemlig det samme fysisk og mentalt som for mænd. Men mændene har  et naturligt forspring fysisk, som giver bonus økonomisk og interessemæssigt i medierne, fordi mænd skyder og slår hårdere, springer længere og højere og løbere hurtigere. Set i det lys er fodbold kvindernes resultat og opmærksomhed endnu mere enestående.

Min sidste turnering EM i Esbjerg 1993

Som ung var jeg selv med til at sætte gang i pige/kvindeishockey i Danmark. Dengang måtte vi finde os i klubformænd, der nægtede os at spille , fordi nogen mente, det kunne give brystkræft. Vi måtte også finde os i håbløse træningstider sent om aftenen eller meget tidligt om morgenen i weekenderne. Vi var trænings tidernes skraldespand – indtil vi pludselig begyndte at vise resultater og Team Danmark gik ind i projektet i slutningen af 80’erne. Vi vandt bronze ved EM i 1991. Og Katja Moesgaard var faktisk kaptajn for holdet. Idag kæmper ishockeykvinderne IGEN for deres eksistens i mange klubber. Jeg forstår derfor Katja Moesgaards stolthed  over fodboldkvinderne.

Og så tilbage til min harme over Sørine Gotfredsen. I en debat på DR2 mener hun, at kvindelige idrætsudøvere ikke kan forlange ligestilling – og burde holde sig fra f.eks fodbold, fordi det er en mandesport. Ordret sagde hun: “Fodbold er nærmest krig og derfor en sport for mænd”.

De danske kvinder Dusseldorf vistnok! VI vandt 4.periode

Jeg tabte lige skuffen, da jeg læste og så det. For kvinder har efter min mening  ligeså meget ret til at dyrke mandesport og kæmpe for ligestilling, som mænd har til at holde barselsorlov på fuld tid. Kvinder spiller ishockey og fodbold på DERES måde. Ligesom kvinder og mænd er forældre på hver deres måde – og kvindelige sportsværter er værter på deres måde. Og vi kan jo ikke sige, at den ene måde er bedre end den anden ?

Krig ønsker mig bekendt ingen – heller ikke at deltage i. Og dem, der gør ,er idag både mænd og kvinder. Min ældste stroppede den hos garderhusarerne i Næstved og boede på værelse med 2 piger. Jeg træner selv med en sej pige, der lige er vendt hjem fra Afghanistan som sprogofficer. Skal vi så heller ikke have kvindelige soldater?

Fodboldvært på Onside 2001. Foto:TV3

Som 55-årig er jeg blevet for gammel til at høre på syge undskyldninger og forklaringer på, hvad kvinder kan og må. Vi kan det, vi vil. Og NEJ kvinder hopper ikke lige så højt og langt, som mænd. Men vi gør det mindst lige så dedikeret og seværdigt.

Og hvem siger, at sport skal måles på hurtigere, højere og længere, som Pierre de Coubertin definerede ? Kunne målet ikke bare være “bedst”? Så behøver vi ikke sammenligne mænd og kvinders præstationer -men blot vurdere resultatet og præstationen.

Sørine, du ødelægger det fordi millioner af idrætskvinder  med den holdning. Og bekræfter kun den triste tese, at kvinde er kvinde værst.

Og til alle pigeforældre: Bak op om jeres døtre, der har et hjerte for sport. Kampen er lang men værd at kæmpe.

PS: Jeg ved godt , det måske er selvoptaget med de gamle ishockeybilleder af mig selv og vores gamle hold- men jeg nåede ikke at få tilladelse til at bruge de officielle pressebilleder af fodboldkvinderne fra DBU. Og sådan noget skal man have!