Den dejligste morgen i 100 år

Den dejligste morgen i 100 år

Ok fru Baun. Ro på nu. Det er gråt, det er koldt, og der står en gravko på vejen og larmer, så hvad snakker du om? Jeg snakker om, at jeg har besluttet mig for, at det er den dejligste morgen i 100 år.

Jeg er ikke engang særlig begejstret for Peter AG, og jeg ved også godt, at det både lyder langhåret og småfrelst. Især fordi de dage, hvor man beslutter sig for at gå og småmugge og have ondt at sig selv, også kan være mægtig rare.

De sidste par dage har jeg gået og tænkt på at have et POSITIVT mindset. Det kom efter min frokost forleden med Pernille Aalund, en fælles ven og hendes kæreste. Han er coach og er ved at skrive en bog. Jeg blev nysgerrig på hans budskaber og fandt nogle af hans videoer på Facebook. Jeg så flere af dem igennem, og skrev 6 overskrifter på vores tavle her i køkkenet. De tre handler om at tænke positivt, og budskabet er, at du får den følelse, du dyrker.

Jeg vil ikke stjæle hans budskaber (han hedder iøvrigt Kim Boye, så kan du selv tjekke hans side :Den mentale kriger). Men jeg blev selv inspireret af hans og Pernilles positive tankegang. Det er ihvertfald et interessant eksperiment, for hvad sker der, hvis man beslutter sig for at tage JA-hatten på.

Jeg kunne jo sagtens vælge at brokke mig over, at gravkoen larmer her til morgen. Men jeg kunne også vælge at glæde mig over, at vi snart får nye vandrør i vejen.

Jeg kunne vælge at være irriteret over telefonsælgeren, der lige har ringet for at sælge mig et medlemsskab af en fagforening – jeg er jo for katten medlem af en i forvejen. Men jeg kunne også vælge at bede hende sende mig et tilbud – måske er det bedre end det, jeg har ?

Jeg kunne også være knotten over hønsene, der sviner helt vildt i in have. Men jeg kunne også glæde mig over, at de er begyndt at lægge æg igen, og foråret er på vej. Og sådan kunne jeg blive ved.

Idag er den dejligste dag i 100 år, fordi jeg lever. Fordi jeg får besøg af gardinmanden. Fordi jeg kan arbejde hjemmefra. Fordi jeg har løbet intervaltræning rundt om søen. Fordi jeg skal til lagkageselskab på La Glace i København og fejre min mors fødselsdag med 13 andre dejlige mennesker.

Jeg ønsker jer den dejligste dag – ellers beslut jer for det.

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

9 kommentarer

  • Lone

    25/01/2017 at 13:15

    Hej Line. Jeg følger dig på bloggen og syntes at du har nogle rigtigt fine og sjove histrorier. Nu må du ikke opfatte dette som kritik, men blot en sjov ting…. jeg har været gift med en bygningsingeniør i snart 24 år. Noget af det første han fortalte mig var: “Det hedder altså ikke en gravko, men en gravemaskine…. At kalde det en gravko er det samme som at sige missekat og vovhund.” Jeg ved faktisk ikke helt om han har ret. Men jeg bare lige dele den med dig.

    Tak for en super blog.
    God dag. Lone

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      25/01/2017 at 13:35

      Hej Lone.

      Jeg smiler over hele hovedet ! Jeg har hele mit liv troet, det hed en gravko. Se så blev jeg også klogere idag. Hils din mand og sig, jeg aldrig skriver det igen !
      KH og dejlig dag
      Line

      Svar
      • Mikael

        26/01/2017 at 12:33

        Line, skriv du bare gravko, for det ved alle jo, hvad er. Den korrekte tekniske betegnelse er faktisk “hydraulisk gravemaskine”, men din målgruppe med bloggen er jo ikke fagfolk i entreprenørbranchen. Faktisk har mange maskiner fået dyrenavne, så skulle der komme en “gummihjulslæsser” kørende ude på vejen, skriver du bare “gummiged”. Og får du en dag leveret tunge varer på paller, er der stor sandsynlighed for, at chaufføren bruger en “el-hund” (teknisk betegnelse: elektrisk palleløfter) til at køre pallerne på. Lad bare sproget blomstre 🙂

        Svar
  • Catarina

    25/01/2017 at 18:10

    Jeg lever selv efter devisen Positivitet avler positivitet ligesom det modsatte gør det. Men det modsatte gør så bare tilværelsen noget mere tung og grå og mindre tiltrækkende, ligesom den dræner alt energi ud af én selv og for den sags skyld også mennesker omkring én.
    Ha’ en vidunderlig dag og aften og hjertelig tillykke med din mor.

    Svar
  • Line Baun Danielsen

    25/01/2017 at 19:24

    Tak Catarina. Det var en fantastisk eftermiddag. Jeg er ved at revne. Lægger billeder ud en anden dag.

    KH
    Line

    Svar
  • Camilla Vang

    26/01/2017 at 19:51

    Det er pudsigt, at du vælger at skrive om dét at vælge at være positiv – det er en af de ting jeg selv går og tumler med for tiden … og jeg øver mig.
    I sidste uge blev jeg ringet op af min mands ældste – 5 minutter efter vi havde aftalt, at maden skulle være færdig – at nu var de på vej hjem og ville være hjemme 20 minutter efter – og de havde den yngstes kæreste med – og min første reaktion var surhed og lettere panik – hvordan spiser man lige en ekstra af med det mad der allerede står på bordet (især når den ekstra en en 16-årig sportsudøver!!!??) … Men jeg “pyttede” og valgte at tro på, at vi nok skulle blive mætte alligevel – det gjorde alting lettere den aften … pyt-pyt – og vi blev faktisk mætte allesammen 🙂

    Svar
    • Line Baun Danielsen

      26/01/2017 at 23:28

      Hej Camilla.

      Pyt er et fantastisk ord. Men det kan være så svært at bruge det. Det bedste er, når man har brugt det een gang, så er det også lettere næste gang. Min ældste havde spildt tomatsauce på gulvtæppet idag – jeg fik en kvart blodprop, da jeg så det. Jeg nåede lige at blive lidt sur et kort øjeblik, men besluttede at det var ligegyldigt og vaskede pletten væk, så godt jeg kunne.

      Vi øver os sammen på PYT !

      Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her