Alene, enebarn og ensom?

Alene, enebarn og ensom?

Jeg elsker at være sammen med mig selv. Jeg elsker på mange måder at være alene. Men jeg er i perioder træt af at være enebarn. Og lige nu føler jeg mig ikke ensom men lidt alene.

Et bekymret tak til det syge væsenMin mor ligger, som jeg før har skrevet om her, på hospitalet på nu 3.uge, og selvom både familie og venner er utrolig søde til at besøge hende og skrive eller ringe til mig, så har jeg følelsen af at stå alene med det hele.

Jeg er enebarn – min mor har kun mig. Og jo jo jeg har den dejligste søster, men vi har ikke samme mor. Og selvom hun bekymrer sig – så er det ikke helt det samme. Jeg er vokset op med og hos min mor. Min mor er min mor. Mit ansvar. Og min bekymring.

Jeg blev ramt af ‘alenetheden’ forleden, fordi der er rigtig mange ting at holde styr på, når ens forældre bliver syge eller gamle og har brug for een.

At være hospitalsindlagt, på plejehjem eller hvad det måtte være, betyder jo for en pårørende, at man både skal tage sig  af den syge/ældre og af al praktikken.  Lige fra lægesamtaler, kommunikation med familie/venner/kommune, holde øje med hus og hjem. Og meget, meget mere. Dertil er der jo hverdagen, med arbejde, børn og alt det hjemlige. Ikke at det skal være en klagesang. Men det er sgu bare … hårdt.  Især fordi man jo bare gerne vil sidde ved sygesengen og være sammen.

Alene, enebarn og ensom?Min kusine mistede sin far forrige sommer. Hun og hendes mor stod alene midt i sorgen med et helt liv, der skulle ryddes op i. Hendes mor havde prøvet det før, fordi hun selv er enebarn. Og det er ensomt. For hvem deler man sin bekymring med? Hvem deler man ‘forpligtelserne ‘ med, så man kan koncentrere sig om det vigtige: den syge? Hvor puster man ud og lader op til dagen efter og dagen efter?

Min mor kommer forhåbentligt snart hjem, når lægerne har fundet ud af, hvad hun fejler. Det bliver en afkræftet mor, der skal tilbage til hverdagen igen. Med den støtte, det måtte kræve til små dagligsdags ting som indkøb, mad, oprydning osv. Sådan er det, og det skal nok gå. Med venner, naboers og families hjælp. Men den triste sandhed er, at de færreste af os, har et  liv, der er indrettet til, at vores nærmeste bliver syge og har brug for os. Vi har krævende jobs, børn, hus, have og meget andet, der skal passes. Og det er jo helt forkert.

Min mors veninde sagde så sødt forleden: Jeg er bekymret for dig… Kan du klare det? Og det SKAL jeg jo. Men jeg blev glad for hendes omsorg.

Jeg ved godt, at det at have søskende ikke er en garanti for, at man har en relation. Men det betyder trods alt, at man er flere om at dele bekymringerne. Og at den syge har flere at trække på. Så mit lille søndags budskab må lyde sådan her:

Værn om det familieskab, I har. Det er så vigtigt. Både for den syge og dig selv og dine søskende.

Hav en dejlig søndag.

 

Få nye indlæg på mail. Tilmeld dig her →

7 kommentarer

  • Lotte

    15/04/2018 at 12:49

    Det er hårdt at være pårørende. Selvfølgelig er det også træls at være syg. Det kræver bare også meget at være den raske. Kan godt huske hvor hårdt det var for min mor, der også er enebarn, med en far på hospitalet og en mor på plejehjem hhv. 2 og 1,5 timers kørsel væk. Og så lige det almindelige daglig oveni med to teenagebørn og job. Jeg fatter ikke hun holdt til det.
    Selv gruer jeg lidt for, hvem der hjælper mig, når jeg bliver gammel. Som barnløs ved man at det kommer man til at klare selv. Heldigvis har din mor dig.

    Svar
  • Gitte

    15/04/2018 at 15:20

    Hej Line. Du har nogle fine overvejelser og betragtninger! Jeg er selv enebarn, og da min mor døde for et par år siden – 10 år efter min far, følte jeg for første gang i mit liv, at det var lidt hårdt ikke at have søskende. Nu savner jeg især at have nogle mennesker i mit liv, som kan huske mine forældre (og mig selv) fra min barndom. Derfor er mit råd til alle enebørnsforældre: Sørg for at Jeres VENNER bliver en stor og naturlig del af Jeres børns liv. Som forældre til et enebarn er det nemlig vigtigt at sørge for, at der er “vidner”, som kan fortælle de gode og sjove historier, når/hvis man ikke selv er der mere… 🙂

    Svar
  • Lis Johansen

    15/04/2018 at 16:33

    Jeg er også alene med ansvaret fordi min bror døde for 17 år siden og nu er min far død og min mor er tilbage. Jeg føler et stort ansvar for at hun befinder sig godt og hjælpe så godt jeg kan og hun kan godt klare sig selv men jeg ringer hver morgen og aften for lige at høre om der stadig er liv i hende og jeg tænker meget på når hun ikke er her mere hvilket stort arbejde det giver for mig bagefter, men jeg kører tit ned til hende og så har vi en “tøsedag” som hun siger og vi hygger.

    Svar
  • kit brandt talreja

    15/04/2018 at 16:42

    Kaere Line, jeg er utrolig ked af det paa din mors og sandelig ogsaa paa dine vegne. Haaber de snart finder aarsagen til hendes sygdom, saa hun igen kan vaere den friske og dejlige Jane. Hils mange gange. Knus Kit…taenker meget paa jer begge

    Svar
  • Hanne Madsen

    17/04/2018 at 21:45

    Kære Line !
    Føler med dig! Min mor har også lige været indlagt 2 dage. Vi er dog 3 søskende, det var hårdt. Så du må have det 3 gange så hårdt. Men bh vi bliver også stætke. God bedring til din mor.
    Kram til dig 🍀🌻🍀💐

    Svar

Skriv et svar

Få nye indlæg på mail:



Tilmeld dig her