Ækvator ligger lige om hjørnet. I den disede horisont ligger små ubeboede palmeøer. Der er kun lyden af bølgerne, der slår ind på stranden lige udenfor vinduerne, og vinden der hvisker blidt i palmerne. Lad bare tiden stå stille i dette paradis

Sanserne står vidt åbne på denne paradisiske plet i det Indiske Ocean. Hjernen slog automatisk fra, da motorbåden lagde til efter mere end et halv døgns flyvning og en tur i hæsblæsende fart over et kulsort hav under en ligeså kulsort himmel. Da solen stod op, vågnede jeg til et syn, der er et postkort værdigt.

Til Jer de sidder spændt og venter på den eventyrlige fortælling om prinsen på den hvide hest, der dukkede på på mit dørtrin søndag aften med 1000 roser og et bordingkort til Langtbordingstan, der må jeg skuffe Jer med, at sådan er historien ikke. Vi er ikke ude i et hollywoodsk eventyr på den måde. Blot et eventyr, hvor der manglede en rejseledsager, og den heldige der blev spurgt og kunne var mig ! Men ærligt – det er også godt nok. Jeg elsker jo at rejse og tilmed er det i godt selskab.

Og til Jer der sidder og venter på destinationen må jeg også skuffende sige: Det må vente til jeg er hjemme igen. Jeg gider ingen nysgerrige linser i både eller krat – been there tried that. Og selvom jeg ville ønske, det ikke var sådan, så vil jeg gerne være i fred.

Lavvande ved morgentid

Og fred, det er præcis hvad der er i dette paradis. Jeg er fyldt af en  fantastiske følelse af afslappethed. Og jeg er overrasket over den forandring, der sker med en, når der netop ikke er andet at give sig til end at slappe af, læse, spise, sove og nyde solens varme og havets blide kærtegn. Ingen snærende sko, tunge overfrakker eller strammende bælter og bukser. Bare en bikini og en hat. Alle er ens her, når klædedragten falder. Kun sproget, maver, hud- og hårfarve fortæller en historie eller afslører, hvor man kommer fra.

Og havet er stedet tv-skærm, hvor jeg gennem dykkerbrillerne ser nemo-fisk og alverdens andre farverige fisk helt tæt på. En halv meter lang haj smøg sig forbi en halv meter under mig – men her er jeg jo bare en anden stor fisk, der ikke udgør en fare. Det er så vildt. Så fantastisk.

Det burde være alle forundt at opleve et pusterum som dette hver vinter. Rejse væk, trække stikket, lade kroppen suge varm og d-vitamin og returnere til hverdagen med genopladte batterier.

On a sunny morning on a sandy Beach in the Indian Ocean.

I får ikke flere ord fra mig nu. Jeg skal til yoga på stranden. Mit hjerte er fyldt af taknemmelighed og glade. Min hjerne er tom for ord – på den gode måde. Og billederne taler deres eget sprog.

Hav den dejligste tirsdag.