Du kender det måske fra dig selv. Du står af og til med nogle opgaver, du ikke liiiige føler dig fagligt klædt på til, og som giver dig sommerfugle i maven. Jeg troede engang, at det kun var MIG, der havde det sådan. Men gennem mit professionelle virke, er jeg stødt på rigtig mange, der har følelsen: Hvornår bliver jeg mon afsløret!

Vi tror altid, det kun er os selv, der har den følelse. Men følelsen af usikkerhed, sidder selv hos de dygtigste mennesker: Hvornår opdager andre, at det hele bare er bluff! At jeg ikke har helt så meget styr på det, som de går og tror; og som jeg gør indtryk af.

Da en af mine klienter engang sagde det til mig, blev jeg noget paf. For hvad mente vedkommende? Jeg sad jo overfor et dybt kompetent, veluddannet og erfarent menneske. Og jeg tænkte: Koketterer min klient – eller er det den følelse personen har?

De fleste af os arbejder i brancher, hvor kravene til vores kunnen og faglighed konstant justeres, forandres eller opgraderes. Udvikling og forandringsparathed er nøgleordene og et must, hvis vi ønsker at beholde vores job eller avancere i en virksomhed. Og nogle gange må man fake – ’fake it till’ you make it!’

Og nu kommer jeg så til det vigtige: Kvinder er desværre knap så gode til at trodse den følelse – og ’fake it’. Vi har det bedst, når vi har styr på tingene, ved lidt mere end det, der er nødvendigt, for INGEN skal kunne sætte en finger på vores kunnen.

Det kunne være interessant, hvis vi hver uge satte os for at bryde ud af den komfortzone, der hedder: Jeg har styr på det hele. Og i stedet sige til os selv : ’Jeg gør det sgu … Jeg ved ikke lige hvordan, men jeg prøver!’

Tænk hvis vi gik til MUS-samtalen med ideer eller ønsker, som vi knap tør formulere indvendig. Tænk hvis vi lige skruede lidt op for lønkravet til jobsamtalen. Eller tænk hvis vi søgte lige præcis det lederjob eller den stilling, som vi drømmer om i det skjulte, men som vi holder os fra af frygt for at fejle eller være utilstrækkelige.

At vove er at miste fodfæste for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv, som Søren Kierkegaard skrev. Og hvad vil vi egentlig helst? Miste os selv eller fodfæstet et øjeblik? Jeg er selv blevet meget bedre til at stole på mig selv og mine evner. Det er noget af det, jeg takker tiden og alderen allermest for. Og bliver man usikker alligevel – så stil dig selv spørgsmålet:

Hvad er det værste der kan ske? Og hvor tit går det egentlig galt?

Og husk at anerkende din egne successer! Så lad os ’fake’ lidt mere i 2019!