Jeg var til et møde forleden med en skøn og supersej kvinde, der skulle til sin første ”rigtige” fodboldkamp nogensinde. Hun havde kun været på et stadion og hente og bringe børn – men aldrig set en hel fodboldkamp. Nu havde kæresten så inviteret hende til Pokalfinale i Parken – hvorlangt vil man ikke gå for en kæreste ?

Pokalkampen lød næsten som et overgreb – og der var i hvert fald tale om lidt af en ofring fra hendes side. Så hun spurgte : Hvad er ”prisen” for at gå men kæresten til bold ?

Kvinden serverede sit spørgsmål med det bredeste smil på læben – så vi var ikke ude i noget kalkuleret snavs om et Rolexur, La Perla undertøj – eller en ny bil. For det havde hun allerede. Det handlede alene om, at kvinden betragtede det som et meget stort offer at sidde på lægterne i Parken til Pokalfinale på en højhellig torsdag, hvor vejrudsigten meldte sol og sommervarme. Hvor hun måske kunne nyde det med sine børn eller veninder, mens han udlevede sin fodboldfeber i Parken. 

Og helt ærligt, så tror jeg vi alle har tænkt den tanke: OK skat, nu gør jeg det her for dig, så nu skylder du mig BIG TIME.

Men jeg kom alligevel til at tænke på, om vi skylder hinanden noget i ægteskaber, kærlighed eller venskaber. Om ikke det er udtryk for en demokratisk, dansk tankegang, som vi har fået trukket ned over kærligheden. Rimeligt måske – men kærligt ? Nej.

Det at gøre noget for en man holder af, der gør den anden glad, selvom man hverken har lyst eller gider, er vel dybest set det, livet og kærlighed handler om. Parforhold og venskaber er vel der, hvor man er klar til at gå “the extra mile” uden at forvente noget retur – ligesom vi gør med vores børn ?  Der vil vi jo gå herfra til himlen for at give dem alt det bedste.

Og faktisk er de oplevelser man får, nogle gange det man senere griner mest af eller – eller som er de historier man husker og taler om. Jeg husker i hvert fald tydeligt, da en ekskæreste fik mig op i et lille fly uden sæder over Alaska. Og min eksmand fik lokket mig med på med på vild whitewaterrafting med vores yngste søn på 4 i Colorado. Eller hoppede i det sorte vand i Silkeborgsøerne. Jeg gjorde det ikke for min skyld – for jeg var skræmt fra vid og sans. Men jeg er SÅ glad for, at jeg prøvede.

Mit råd til den skønne kvinde var, at hun skulle tage i Parken med det største humør og møde fodboldfesten med åbenhed og nysgerrighed. Og lade sig føre ind i fodboldrusen af den mand, der nu prioriterede at invitere HENDE med til festen og ikke en kammerat.

Jeg har ikke talt med hende siden – men jeg glæder mig til vores næste møde. Og kke mindst til at høre, om der blev sat en PRIS på kampen. Eller om han helt automatisk i kærlighedens navn gav hende et ekstra klem, kys eller blomster.

Hvad mener I ?  Og hvorlangt vil I gå for jeres kæreste ?

PS Billedet er taget i Paris af min yngste søn, som ønskede, at mor skulle posere. Han og storebror fik mig lokket til varm kakao og petitfour på La Duree – et af byens fineste konditorier – selvom det var næsten kvalmende varmt. Derfor det lidende udtryk!