Jeg har et hemmeligt sted. Ikke et af de steder, hvor det er frækt eller kilder. Men et af de steder, hvor jeg søger hen, når jeg har brug sjælefred og plads til eftertanke. Jeg har skrevet om det før. Men jeg gør det igen, fordi det er vigtigt at have den slags steder. Hvor er dit hemmelige sted ?

Jeg var ikke ret gammel, da jeg opdagede, at kirkegården var et helst særligt sted. På engang hyggeligt og smukt. Og samtidig uhyggeligt og trist. Min farmor tog mig ofte med på kirkegården, hvor hun passede familiens og venners gravsted. Så blev jeg sat bag på cyklen og turen gik til Hørsholm Kirkegård, hvor hun fortalte historier om de mange døde, hun engang havde kendt. Jeg husker hvordan det gøs i mig, når vi gik forbi et gravsted med et barn – for hvordan kunne børn dø? I dag ligger både min far, min storebror, min onkel og farmor og farfar begravet her.

Kirkegården er mit hemmelige sted. Når livet trykker, når jeg har kærestesorger, når batterierne skal lades op, eller jeg bare trænger til at gå en stille, eftertænksom tur med hunden væk fra gadens larm og hvinende børn på cykel og løbehjul.

Jeg kan godt høre, det lyder lidt som en gammel dame. Men jeg er jo også derop af – og der er så få steder i vores lille tætbeboede Gentofte, hvor man kan søge hen og finde lidt fred.

Her på stierne og på bænken på Gentofte Kirkegård har jeg tænkt mange tanker. Og mange kærester er blevet fyret eller skældt ud, og problemer på jobbet er blevet bearbejdet til lyden af vinden i træerne og kirkeklokkernes bimlen. Kirkegården er også et godt sted at gå hen, når skænderier er kommet ud af proportion, for her bliver jeg mindet om, at en dag er vi her ikke mere, så vi skal værdsætte, det vi har: Livet, familien, vennerne.

Og så har kirkegården sit helt eget liv. Om morgenen kan man møde en hjemløs, der har overnattet på kirkegårdens toilet. Jeg tissede næsten i bukserne af skræk, da jeg en morgen trak i håndtaget til dametoilettet og mødte en hjemløs mand med tandbørste og pakkenellikker!

Om formiddagen er der alle gartnerne, der sirligt passer stier og bed – nå ja nogle gange med larmende motorsave og græslåmaskiner. Jeg tænker tit på, hvorfor de mon arbejder der, og jeg misunder dem faktisk deres job her midt blandt levende og døde.

Om eftermiddagen er der manden, der drikker kaffe på medbragt termokande med sin afdøde hustru. Damerne med små buketter og blomster i potter, der lige skal ”hilse” på en ægtefælle eller en forælder. Og så er der den helt særlige aftenstemning, når klokkerne ringer dagen ned, himlen rødmer og kirkegården forvandles fra et trygt og smukt sted – til gys og uhygge.

Jeg elsker dette ”hemmelige” sted, som nu ikke længere er hemmeligt. Her ligger mange af mine problemer begravet.

Amen!