Jeg husker det, som var det i går. Vores første charterrejse til Mallorca i et tætpakket fly med hele den lille familie. Den ældste var seks, og den yngste var lige fyldt et år og var langt fra indstillet på 3 en halv time klemt ned i skødet på mor og far. Han skreg af sine lungers fulde kraft – og jeg har siden tænkt: Hvad skal små børn på lange flyrejser?

I Colorado hos farfar… Ingen regrets her, men min yngste husker ikke ret meget derfra!

Jeg har for nylig (før vores rejse til Sierra Leone) været i Malaga t/r i et næsten udsolgt rutefly med små, grædende børn i begge ender af flyet. Jeg mindes selv desperationens sved, når ungerne begyndte at vride sig utålmodigt og ikke fattede, hvorfor de ikke måtte hoppe i sædet, tænde og slukke for lyset eller vandre op og ned ad gangen. Eller når de bare græd, fordi det var utrygt i en flyvemaskine. Det er ikke sjovt – hverken for børn, forældre eller medpassagerer.

Den ene af mine sønner sagde for nylig til mig: -Mor, jeg synes, det er så ærgerligt, at vi har været så mange spændende steder, da jeg var lille, for jeg kan slet ikke huske det. Og det fik mig til at tænke på: For hvis skyld rejser vi egentlig på alverdens lange udmarvende rejser til eksotiske steder i verden, når vores børn er små?

Vi kunne jo vælge små korte ture, der både er børnevenlige, nemmere, mindre stressende og formentlig også billigere. Hvem siger, at børn i en alder af 5 år skal have besøgt flere hovedstæder, kontinenter, svømmet med delfiner eller besøgt Disneyworld?

.. Og nej, ville aldrig ha’ undværet denne oplevelse med mine drenge!

Jeg var selv på min første charterferie som 6-årig med min far og hans kommende kone til Puerto Soller på Mallorca. Jeg husker kun det, jeg kan se på feriebillederne fra dengang: En sur, forkælet møgunge, der mugger på samtlige billeder – fordi hun var jaloux på sin kommende papmor! Jeg forstår godt, at min far droppede udlandsrejserne med mig i en årrække efter, og vi i stedet tog til min papmors dejlige familie i Nordjylland.

Jeg er på ingen måder blevet forsømt med udlandsrejser med mine forældre. Jeg har set det meste af  Europa med min  mor, som elskede bilferier i og udenfor Danmark. Og min far genoptog charterrejserne sydpå, da jeg blev teenager. Jeg er taknemmelig over, at de satte kurs for mig til andre lande. Men endnu mere taknemmelig over, at vi først for alvor rejste ud, da jeg var lidt ældre – for det betyder, at jeg kan huske rejserne.

Mine egne unger har allerede været steder, andre kun drømmer om. Og selvom jeg har nydt de mange og lange rejser med dem, så ærgrer jeg mig gul og grøn over alle de mange rejsepenge, jeg har brugt på rejser, de knap kan huske.

… Nu begynder de at kunne huske !

Så tilbage til spørgsmålet: For hvis skyld er det lige, at rejsen skal gå til langtbortingstan ? Børnene eller os selv?

Jeg tror, vi som forældre må kaste blikket i egoismens grumme spejl. Børn har mest brug for at være sammen med mor og far – et sted der ikke kræver den store transport, hvor mad og drikke ligner det, de kender, og hvor varmen er til at holde ud.

Og hvis man absolut SKAL have børn under 5 med på flyferie, så kunne flyselskaberne samle børnefamilierne i en ende af flyet, så far og mor kan rejse uden at frygte de skrigende børn, og uden at skulle tænke på de irriterede medpassagerer. Som i øvrigt kan få en behagelig rejse uden skrig og skrål.