Hver søndag i min barndom strømmede Giro 413 ud af radioens højttalerne, og et af de numre, der oftest blev spillet var Poul Bundgaards: ”Tak er kun er fattigt ord”. Men hvilket ord! Det blev jeg mindet om, da jeg på et tidspunkt var på udsalg i Magasin. Husker du at sige TAK?

Tak i al almindelighed!

Scenen er prøverummet i lingeri afdelingen i Magasin. Her stod en kvinde og smilede varmt til mig, og lidt efter opsøgte hun mig mellem trusser og BH’er. Kvinden stoppede mig helt diskret og sagde: Jeg genkendte dig, og jeg vil gerne sige tak!

Jeg spurgte hende naturligvis, hvorfor hun ville sige tak. Og den kønne kvinde fortalte mig så sin historie. Hun var 57 år og var gået ned med stress efter et langt arbejdsliv. Hun var nu på vej tilbage til livet med hjælp fra medicin og en sygemelding.

Hun takkede mig, fordi jeg så åbent havde fortalt om min egen tur i stress helvedet her på bloggen, på TV og i andre medier. Hun havde været så flov over sin egen sygemelding. Så det at jeg som et kendt ansigt havde fortalt min historie, havde gjort en forskel. Hun følte sig ikke længere alene: ’Du er en rollemodel’, sagde hun stille til mig.

Og jeg blev så glad. Glad for at jeg havde hjulpet hende og gjort en forskel. Glad for at jeg turde stå frem dengang for snart 2 år siden, selvom det tog slemt på mine ressourcer. Men hendes tak betød alverden for mig. Det var et skulderklap af dem, kun ordet TAK kan give.

Og det fik mig til at tænke på, hvor dårlig jeg selv og vi som mennesker generelt er til at sige tak til andre. Ikke bare til vores nærmeste, men også til mennesker vi ikke kender. Vi lever i en tid, hvor brok fylder langt mere end ros og taknemmelighed. Det er så nemt at fare i kridthuset og give andre mennesker et møgfald på de sociale medier og i aviserne. Og det er åbenbart svært at gøre det modsatte: ROSE og sige TAK.

Tak til mine mødre!

Jeg satte mig dengang for, at jeg mindst en gang om dagen ville rose eller sige et oprigtigt TAK til mennesker, der gør mig, min familie eller andre noget godt. Dem der gør sig umage og opfører sig ordentligt. Dem der er kærlige, hjælpsomme, smilende, søde, og som ikke gør tjenester op i regnestykker. Men som bare er der, fordi de har lyst og overskud. Ja, endda også til mig selv, når jeg gør noget godt for MIG.

Det er når overskuddet er mindst, at ros eller et velment tak gør en forskel.

Så til Mette, der lige nu passer vores lille VUF, mens vi er på ferie. TAK. Til kvinden i Magasin, der turde komme hen til mig : TAK. Til min mor og papmor, der altid er der: TAK. Til mine børn, der bakker op men også skælder ud, når jeg kræver for meget: TAK. Til Jer der trofast læser min blog: TAK. Til Jer der med jævne mellemrum sender glade og taknemmelige hilsner: TAK.