I kender det garanteret: Man skal holde selskab, fødselsdag, jubilæum eller noget helt fjerde. Men hvem skal med? Hvor starter man, hvor slutter man? Hvem kan man undvære? Bliver nogen mon sure? Og er man nogensinde selvskreven til en fest?

Kim Larsen mindeoptog i fredags i København

Jeg skrev et opslag på Facebook for en lille uges tid siden. Opslaget handlede om min gamle arbejdsplads’ 30 års jubilæum – og netop om IKKE at være inviteret med til festen. Det var vi mange, der ikke var – og vi var derfor også mange, der både var skuffede, kede af det eller slet og ret bare små-sure! Og jeg skal love for, at mit opslag gav reaktioner! Og det har fået mig til at tænke lidt på, hvorfor det vakte så store følelser.

Vi lever i en tid, hvor alt går rasende stærkt: Kim Larsens død og de mange optog og mindekoncerter viser på mange måder, hvordan vi søger sammen om mennesker og ting, der har betydning for vores fællesskab og historiske selvforståelse. Jeg var selv med i optoget i fredags gennem København. Det var smukt. Vi fejrer gerne os selv. Og vi mindes gerne dem, der har betydet noget for os. Om det er familie, kunstnere, sportsfolk, politikere eller arbejdspladser.

Som de af Jer, der følger med på bloggen, ved, har jeg skrevet et par indlæg om, hvad det betød for mig som en ung 27-årig tøs at få job på TV2 dengang i 1988. Og ikke mindst hvor taknemmelig jeg har været, for det, jobbet har givet mig. Jeg har brugt små 20 år af min TV-karriere på at sidde i ruden netop der. Stationen er en del af mit arbejds-DNA, ligesom den er for mange andre, der var med fra start. I vores selvforståelse er vi en del af TV2, og TV2 en del af os!

Mit FB-opslag der vakte mange følelser

Da min gamle arbejdsplads fyldte 25, var vi alle (så vidt jeg ved) inviteret med. Og sikke en fest ! Overraskelsen var derfor stor, da det gik op for alle os ’gamle’ pionerer, at vi ikke var inviteret til den store 30-års fest. Selvom vi er en broget skare af fotografer, lydfolk, redigeringsteknikere, journalister, tv-værter, chefer, receptionister oma. Og selvom mange i dag er gået på pension, og nogle arbejder andre steder, så er der stadig et helt særligt fællesskab og en særlig følelse blandt dem, der var med fra begyndelsen. Folk flyttede dengang fra nær og fjern til jobbet i Odense med mænd, koner og børn. Man fandt sammen både som venner, par og kollegaer – og det føles stadig som ’familie’, når vi støder på hinanden professionelt eller bare helt tilfældigt. Og det er i den kontekst, andre skal forstå, hvor skuffede mange blev over at være ’uinviteret’.

Mine gamle pioner-kolleger tog selv initiativ til en fest i Odense. Det foregik på hyggeligste vis i et medborgerhus – og folk betalte af egen lomme. Det er jo også en konstruktiv måde at fejre sig selv og en gammel arbejdsplads på. Jeg kunne desværre ikke være med, fordi jeg skulle på arbejde.

Er man nogensinde selvskrevet til en fest? Tja, det afgør jo den, der holder festen. Andre gange er det pladsen eller pengene, der afgør det. Jeg synes stadig, det var en forkert prioritering, at der ikke var plads til dem, der startede det hele på TV2 – for et jubilæum er ikke helt som en almindelig fest, hvor man inviterer dem, man har lyst. Der er også en forpligtelse – til at huske, mindes og anerkende. Og måske er det i virkeligheden mit eget bud på et svar på spørgsmålet:

Vi skal være store og rummelige nok til at sige en ydmyg tak, når det gælder – både på vores arbejdspladser, i vores sportsklubber og foreninger – og i vores privatliv. Uden historien er vi ingenting – andet end historieløse. Sådan er det i alle hjørner af livet.