Det er den 19.december, og der er under en uge til juleaften. Julen er en kompleks størrelse. Skilsmissebørn splittes op og må undvære den ene af sine forældre. Skilsmisseforældre må på samme måde undvære ungerne. Ensomme sidder alene, familier kommer op at toppes om alt fra, hvor de skal være til, hvad de skal spise. Sådan er det desværre også på ’Den tid på året’.

Fra filmtraileren til ‘Den tid på året’

Paprika Steen skildrer det knivskarpt i filmen af samme navn som overskriften. Jeg så den tidligere i december. Hvis ikke du har set den – så gør det lige. Det er den type film, som frembringer lige dele latter, krumme tæer-følelser og genkendelighed. Den handler om juleaften i en helt almindelig dansk gennemsnitsfamilie. Bedsteforældrene er skilt. Morfar har fået sig en yngre kone og 2 små børn. Mormor er ivrig single med hang til rosé. Den klemte og forsømte mellemste søster er gift  med en utålelig og påståelig svoger. En long-lost lillesøster dukker pludselig op. Og nå ja, hovedpersonen Katrine, er den lidt selvgode, opofrende storesøster, mor og juleheltinde, der helst vil gøre julen på SIN måde! Mens hendes mand går og glatter ud i håb om at køre julen sikkert i mål. Og man ved lige præcis, hvilken figur i filmen, man selv er. Jeg ligger nok tættest på Katrine – Gud bedre det.

Mine dejlige mødre, da vi holdt jul uden børn forrige år

Nå, men tilbage til den søde men også svære jul. Jeg er jo selv skilt og skilsmissebarn. Og jeg kender alt for vel turnussen med jul hvert andet år hos mor og hvert andet hos far. Det var på ingen måde traumatisk, da jeg var barn, sådan som jeg husker det. Men jeg husker, at jeg drømte om, at vi alle kunne fejre jul sammen. Og den drøm tror jeg mange skilsmissebørn deler. Og det må vi respektere.

Jeg beundrer virkelig de skilsmissefamilier, der kan holde jul sammen. Det kræver stort overskud og tolerance – men jeg ved også, at det er kompliceret for langt de fleste, som måske endda har nye familier. Det er faktisk også et af de ømme temaer i ”Denne tid på året”. Som jeg før har fortalt, så besluttede jeg mig for at stille mine fraskilte forældre et kærligt men bestemt ultimatum, da jeg fik mit første barn: Hvis I vil være sammen med jeres barnebarn juleaften, må I være under samme tag. Ingen tog kravet ilde op, og sammenføringen gik glat.

Vi har nu holdt fælles jul i 22 år min mor, min papmor og jeg, selvom min far har været død i 21 år. Selvfølgelig sammen med mine drenge, min søster og hendes lille familie.

Pakkerne er købt og pakket ind til lille juleaften

Mine drenge er i år  hos deres far. Vi holder til gengæld jul lille juleaften – og nogen vil nok mene, det er noget pjat, og at der er kun én jul. Vi har valgt at have to både for drengenes,  mine ’mødres’ skyld og måske allermest for min skyld! Selvom det heldigvis er nemmere nu, hvor børnene er store, har det taget mig mange år at vænne mig til de juleaftner, vi ikke er sammen. Og julen vil altid være den tid på året, der allermest minder mig om, at jeg som forældre var med til at kuldsejle min familie.

Men nu ER det sådan. Og jeg var selv med til at vælge det. Min pligt som skilsmisseforældre er derfor at sende mine børn af sted med overskud, smil og kærlighed juleaften. De må aldrig sidde med dårlig samvittighed og frygte, at mor eller far er ensomme og triste.

Jeg har gennem årene justeret min forventning til julen. Og drømmen om en Disney-jul er i dag erstattet af drømmen om en glad, hyggelig og afslappet jul indenfor de rammer, der nu er. I år bliver en stille jul på svensk manér, kun for damer! Og jeg glæder mig faktisk til at smage svensk juleskinke og hvad dertil hører med min svenske kusine og hendes mor.

Jeg har for længst pakket selvmedlidenheden væk – det skylder vi vores børn, os selv og den gode julestemning.

Hvilke gode råd har I til alle dem, der har ondt i julen pga. af skilsmisse eller ensomhed?

Del dem gerne med andre her på bloggen.